Louise Juhl

destory.dk

Hey

Fuglene er tavse den dag. Spurvenes sang, der plejer at lyde fra mellem tjørnebuskens tætte grene, er væk.
Nogen kalder fra bag hende: Hey! og hun vender sig om for at se, hvem det er. Så sker det.

– Sker hvad? 
De vil vide alt. Hvad var der at se, hvem? Han, hun? Bredskuldret? Tæt af bygning? Bar det en jakke? Et våben? Blev hun spurgt om noget, hendes navn, klokken. Om vej?
Men hun husker intet. Udover lyset altså, et voldsomt og skærende lys, som en sol skudt ud gennem en krop, intens og brændende. Hun havde ikke været i tvivl, det var en engel, et sendebud. Hun havde kastet sig mod jorden, tryglet. Tilgiv mig! Rakt ud efter den lysende krop: Tilgiv!

– Tilgiv for hvad? spørger de. 
Hun ryster på hovedet. Af sig selv, måske, eller til svar. Fordi hun fortsat er i chok. Hun tror ikke på den slags, på mirakler eller guder, på overnaturlige væsner. Hun tror på handling, et skridt og et skridt til, hun tror på at man må gå for at finde frem. Hun tror på mel og vand og gær og på livet som et vilkår, ingen undslipper. Mandage, tirsdage, onsdage og så videre. Timelange møder, deadlines, høje hæle. 
Noget for noget.

Og så pludselig det her, “hey”, et strålende skær, en omsorg så stor, at det kan favne alle. Alle dyr og mennesker, stjerner og sole, en helt ubegribelig kærlighed, der her, i lægens konsultationsværelse, synes så fjern, ja næsten umulig. Så hun undskylder. For sit vanvid. Taler om en slumrende epilepsi vakt til live af lys og fuglenes tavshed. En kortslutning i hjernen. Og hun lover at opsøge at lade sin hjerne scanne, sin krop, pupillernes bevægelser, sin puls. 
Lægen lægger en hånd på hendes arm, – pas nu godt på dig selv, siger han, før hun går. Og det er ikke før da, at hun vender sig rundt, og han ser det. Hullet i hendes ryg og derindefra: Et lys og bag lyset. Mere lys.

I dagene efter har hun svært ved at sove, hver gang hun lukker øjnene dukker det op. Lyset og denne her brændende varme, som når et bål pludselig får fat og flammerne lyser mørket op, og du må trække ansigtet tilbage for ikke at svide dine øjenbryn. En overvældende, ja tæt på skræmmende, gnist, en tænding af noget, noget stort og vildt. Kærlighed, kød, liv. Hun mærker det i brystet, i maven, en kugle af vanvid, nej vilje, et stort sort hul der suger alt og holder sammen på hende. For så i næste nu at eksplodere, slynge følelser rundt i kroppen med en fart, hun ikke kan styre, og hun må trække knæene tæt til brystet, samle hænderne om knæene, holde fast. I sig selv, i det hun kender, stuen med sofa og slyngestol, plakaten med motiv af Oluf Høst. Skålen med let runkne æbler, listen med ting fra før.
Før lyset, før varmen. Før chokket og den katatone uro, den mumlende staccato, tilgiv, tilgiv, tilgiv. Hun slår sig selv på kinden, så mod tindingen. Hun vil have det til at stoppe, vil have tankerne, synerne væk. Længslen. 

Hun ringer ind til et natradioprogram, næsten råber:
– Jeg er en anden. Jeg kender ikke længere mig selv. 
Men værten griber hende, siger:
– Hvem er du så nu, må jeg lære dig at kende? 
Og han spørger til farven på lejlighedens vægge, til musik hun kan lide. Og hun svarer mat hvid og Fleetwood Mac og videre. Om en ensomhed på størrelse med et kontinent, fuglen i hækken og så pludselig: Den her stilhed. Det her væsen. Hun selv på knæ. I afmagt og samtidig lykke. Og værten siger, åhh, som om han forstår, og måske er det nok, for hvad er der at forstå. Der var jo ikke nogen, noget væsen, ikke noget lys, nogen varme. Bare et øjebliks galskab, et savn forvandlet til et syn. Den håbløses håb. 
Og han sætter Landslide på grammofonen, og mens musikken spiller, lover han at ringe til hende igen. – Om en uge? Hun nikker og han forstår, selvom han ikke kan se hovedets bevægelser.
– Till then.
Han sender et luftkys mod mikrofonen og hun griber det på den anden side af sfæren, mærker det som et stød mod brystkassen, der vækker hendes krop af dvale. 
Hun rejser sig og går i bad, står sådan længe og lader vandet løbe over sit ansigt, halsen, bryster, mave, ben. Det er først, da hun skal tørre sig, at hun ser, at hun har glemt at tage tøjet af.
Hun griner. Så begynder hun at græde. Det er ok.

De fleste klarede sig

Der var ting, der ikke kunne undgås. Som mæslinger og røde hunde, lus og børneorm. Og andre ting, der ramte i flæng: vedholdende hvalpefedt, uren hud, talblindhed.

En dreng fra parallelklassen spiste svampe til en fest og mistede forstanden. Han drev omkring i området ved Grønlandskvarteret med skræmte øjne og skreg med mågerne, uforståelige kaldende lyde: uihh, uihh. Vi fulgte efter ham på afstand, han var nem at kende i sin enorme parcacoat med hætten trukket oppe om ansigtet – også om sommeren.

Vi kaldte ham Smølfen på grund af det med svampene, og tænkte på ham med en slags taknemlighed: Han havde taget én for holdet, så vi kunne slippe. De voksne sagde ‘det er den slags, der sker, når ikke man hører efter’, vi troede på dem og rettede ind: Ryddede op på vores værelser, spiste, hvad der blev serveret og sagde tak, når naboen forærede os sønnens aflagte skinnebensbeskyttere. 

*

Vi fandt ro i dagligdagens rutiner, fik tingene til at gå op. Hvis bare vi lavede vores lektier og passede spisetiderne, kunne vi gå skyldfrie og mætte i seng.

Det var først senere, det blev mere kompliceret: At brysterne begyndte at vokse, og veninder at falde fra. At konfirmationsgaven viste sig at indeholde noget helt andet end det, vi havde ønsket os.

*

Vi lærte at le, når noget gjorde ondt. Rejse os og børste sand af knæene. Sige pyt og komme videre. ‘Op igen’. 

Det hjalp hverken at pive eller at græde over spildt mælk, fik vi at vide. Det var som med ulykker på hest: Den bedste kur var at komme i sadlen igen. Bevise, at man stadig mestrede ridtet – at sætte et dyr i bevægelse og følge med.

*

Første gang vi oplevede at miste ven, søgte vi læ i en mors eller fars fortrolige favn. Vi blev strøget over kinden, fik et opmuntrende klap bagi: ‘Den slags sker’ og ‘Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget’. Og selvom vi ikke kunne gennemskue, hvad det gode var, forstod vi så meget som, at al omsorg havde en udløbstdato. En dag fra hvilken det handlede om at komme videre. 

Så tørrede vi vores øjne, løb ud og fandt en hund at klappe, en sten at ae. Kastede det tabte venskab i grams, kastede kærligheden på en anden: ’Nårh, er du sådan en sød lille hund?’ 

*

Dagen efter meldte de os til håndbold i hallen bag skolen. Holdsport og fysisk bevægelse var den bedste kur mod tristhed og tabt tillid, mente de voksne, og købte nye sko til os og en trøje med logo på ryggen.

Devisen var klar: Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Og eftersom vi ikke var døde, måtte vi nødvendigvis være blevet stærkere.

‘Det handler ikke om, hvordan du har det, men om hvordan du tager det’, blev vi fortalt. Og vi tog det pænt.

 *

Vi havde alle sammen noget.

Jess, fik lagt “ørerne ind” og gik med en hvid gazeforbinding om hovedet i fjorten dage. Vi drillede ham: ‘har du fået det hvide snit?’, spurgte vi, men Jess var klog nok til at spille med: Han lo med os, rullede med øjnene, vidste, at det var bedre at gøre sig selv til grin end at lade andre om at gøre det. 

Jane var klassens slagterhund, rå og hård i munden. Hun sagde gerne lærerne imod og elskede at sidde med fødderne oppe på bordet. Ikke selvom, men netop fordi, hun ikke måtte. 

En dag i ti-frikvarteret låste hun sig inde på toilettet og tømte en halv flaske æblesnaps. Det var pedellen, der fandt hende, det havde været et værre mas at åbne døren, forklarede han. Janes bevidstløse krop havde ligget i vejen. Da hun blev spurgt, hvorfor hun havde tømt en flaske snaps (’og så i skoletiden?’), svarede hun: hvorfor ikke?

Hun gik med kraftig blå øjenskygge og sort eyeliner rundt om begge øjne. Nogle dage tegnede hun med sort speedmarker på kinden, en stor og tung sort tåre. Når hun blev gammel nok til selv at bestemme, forklarede hun, var det første hun ville at få tåren tatoveret permanent. Hun var allerede i gang med at spare op, vi syntes, det lød helt skørt men også vildt sejt. Hun var aldrig med os hjemme efter skole, det kom lige som ikke på tale. Vi legede jo med dem, der lignede os selv, dem, gik til jazzballet eller spejder, suttede på rustne søm og gjorde, som vi fik besked på, også selvom vi ind imellem protesterede. 

En enkelt gang gav Jane kakao til nogle af os, det var i Sallings cafeteria, hun lavede flødeskumsskæg på vores overlæber og vi holdt hinandens i hånden, mens vi gik rundt og prøvede alle lingeriafdelingens BH’er, E-skålene var sjovest, de nåede os næsten til navlen. Det var en god eftermiddag, vi svor ed på aldrig at blive så voksne, at vi skulle bære BH.

En dag forsvandt hun fra klassen, de voksne talte om hjemmeskoling, vi forstod ikke, hvad det betød, men spurgte heller ikke. Fortsatte bare med at lege med dem, der lignede os selv, nogle gange tegnede vi for sjov en tåre på hinandens kinder, men altid med en kohlblyant, så den kunne gnubbes af med vand.

*

Vi havde den samme lærer til biologi, geografi, matematik, sløjd og også til historie. Han havde kort krøllet hår og en sort fortand, der afslørede sig hver gang, han grinede. Det gjorde han tit, for det meste var det en venlig og kærlig latter, men indimellem kammede den over og blev hånlig, det var gerne, hvis nogen svarede forkert eller tøvede for længe. 

Han var kreativ og opfindsom: I historie blev der blev stillet otteogtyve spande med sand frem, og nede i sandet, havde han i hver enset spand lavet et mønster af spagnum – et kors eller omridset af et blad. Vi fik så, alle otteogtyve elever, en teske og skulle med største forsigtighed grave fundet frem, så det fremstod fuldkomment og uden skårede hjørner. På den måde lærte vi om arkæologiske udgravninger, om forsigtighed men også mod, og de fleste af os lod os fuldkommen opsluge. Glemte alt og alle omkring os og til sidst lykkedes det: Vi fandt aftegningen – en fugl med spredte vinger for eksempel, sikke en sejr.

Nogle var flittige, lavede deres lektier flere uger frem i tiden. Og den her lærer, han så det. Fodrede vores belønningscenter, sulten for anerkendelse, og gav os ekstra opgaver, så vi kunne bevise hvor dygtige og ivrige, vi var. Vi brugte gerne både eftermiddage og aftener på at lære det hele udenad – til hans ubetingede glæde: ‘Sådan!’

En morgen kom han ind i klasselokalet med en blødende rå over skulderen. Hans skjorte var gennemblødt af det friske blod. Han havde påkørt dyret på vej til arbejde, forklarede han, og lagde råen midt på katederet. Så skrev på tavlen, hvilke opgaver vi skulle gå i gang med og forlod så rummet igen med det friske ådsel i favnen. Kridtet lå tilbage, plettet af blod, det lugtede mærkeligt i rummet. 

Vi kunne godt lide ham, og det var først flere år efter, at vi havde forladt folkeskolen, at det gik op for os, at flere af vores klassekammerater afskyede ham. De havde følt sig utilpas, ignoreret, udleet i hans selskab. En enkelt havde endda måtte søge professionel hjælp for at komme sig over det mindreværd, han havde påført hende. Det gjorde ondt at indse at indse, at mange af os havde trivedes i et miljø, som andre gik til grunde i. – At vi ikke engang havde bemærket det. 

*

Der gik et tydeligt skel imellem de pæne og de “billige” piger. Ingen talte om det, men vi vidste det allesammen: De pæne piger var dem, drengene betragtede på afstand og med respekt, som var de brandvarme kogeplader. Nok se, men ikke røre. De billige piger, derimod, fik nok samme opmærksomhed, men langtfra samme respekt og slet ingen afstand: De blev klappet i røven og kysset uden at være blevet spurgt. Alle – ikke mindst drengene – vidste jo, at der ingen repressalier var for den slags, måske lige på nær en uskarp lussing eller en halvhård returbemærkning a la: “Slap lige af, hva’?”

*

Vi levede i tre verdener, men havde kun to ben at stå på:

Vores bedsteforældre verden bestod af vitrineskabe fyldt med arvet glas, porcelænsplatter og stuebirk. Måltider, der angav døgnets rytme: Morgenmad kl. 8.00, varm mad kl. 12.00, smørrebrød kl. 18.00. Her spillede radioen altid samme den musik og på den samme kanal, alt var var søvndyssende trygt. Vi havde ingen at lege med, så vi legede med os selv: Gemte os under sofaen i håb om, at nogen ville lede. Men ingen søgte os, og vi endte med at kravle ud igen, missede med øjnene og satte os for at flette stuetæppets frynser eller forestillede os vores fremtid med fire børn, en bungalow og kæreste med motorcykel. Om sommeren plukkede vi mælkebøtter og opdagede først for sent, at vi fik pletter på tøjet. Undlod at sige noget til nogen for ikke at forstyrre idyllen.

Helt anderledes var det derhjemme, her var der altid ting at ordne, indhente:

Husk nu dit svømmetøj, har du lavet dine lektier, hvem giver kaninerne mad? Modsat hos bedsteforældrene stod tiden derhjemme ALDRIG stille. Her talte hvert minut: Der skulle handles, ryddes op, familien skulle besøger, vinduerne vaskes. Altid på vej videre: Mod weekendens gæstetræf, august måneds mange fødselsdage. Næste år og året efter. Det var, som om vi aldrig rigtigt nåede aldrig frem til Nu, som om vi altid var på bagkant af tiden og os selv. Mødrenes rynkede bryn, fædrenes hævede stemmer: Vi har jo ikke hele dagen! 

Endelig var der vores egen verden, en indre og underlig blanding af ensom onani og tunede knallerter. Hemmelige klubber med stroboskoplys. Idolplakater og ulykkelige forelskelser: Ishockey-Ronni og DJ-Cool, der viste sig at være knap så cool, som navnet antydede. Vi søgte svar på alt – alle steder – og gerne på spørgsmål, vi ikke engang havde formuleret: Vi legede ånden i glasset eller fik læst vores hænders linjer, gik fra seancerne mere forvirrede, end da vi ankom, men alligevel med en følelse at være blevet klogere. Mere kvalificerede i vores tvivl. Andre dage blev vi liggende i sengen, orkede hverken flere spørgsmål eller svar. Spiste to ruller mariekiks og stod ikke op, før end krummerne på lagnet begyndte at stikke og luften at blive for trang. Så stod vi op, tændte for tv’et, slukkede igen.

*

Så var der den vinter, Karsten kørte galt i en Citroen BX og slog sit hovede så slemt, at han måtte gå en klasse om. Der var ting fra før ulykken, han ikke længere kunne huske. Hvordan man binder sine sko, for eksempel. Mens andet stod skarpere end nogensinde før: Akkorderne til ‘A day in the life’ med The Beatles. 

Monika blev mormon og giftede sig med Gary fra USA. Hun stoppede på gymnasiet, og vi var i oprør: Var hun blevet hjernevasket, skulle hun nu resten af livet gå til hånde og bede bønner? I fjorten dage talte vi ikke om andet, men så kom der noget andet, og så glemte vi alt om Monika.

De fleste klarede sig, mens andre bukkede under. Det virkede helt tilfældigt hvem, der gjorde hvad. Helt urimeligt også. 

Ruin

I nat var jeg igen indlagt. På den samme afdeling som dengang, på den samme stue. Jeg var ikke tynd og ikke ved at dø af sult, men jeg var meget ked af det. Lægen gav mig en blomst og talte om at dyrke det skønne, vande det, holde ved. Og jeg tog imod den afklippede blomst, der rigtignok var virkelig smuk, og nænnede ikke at sige til ham, at en blomst uden rod jo kun holdt i få dage, uanset hvor meget man vandede og holdt ved.

Jeg kender ikke den, jeg var før. Kun den, jeg blev til, en hjemløs i min egen krop, i mit eget liv. I Judith Hermanns “Jeg vil gå tilbage i tiden”, der udkommer på fredag, rammes jeg-fortællerens mor af transitorisk global amnesi. Det vil sige akut opstået forbigående hukommelsestab, den ramte husker ikke noget, genkender ikke sine nære, men genkalder sig sin identitet, navn og personnummer.
Nogle gange har jeg det som om, jeg mistede noget, akut, den dag i 1992, hvor jeg skrev en seddel til mig selv: “Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig.” Noget, der søg aldrig vendte tilbage. Som om sedlen, jeg skrev, var et hukommelseskort, jeg erstattede med alt, jeg hidtil havde kendt til, troet på, holdt af. Nu var det eneste, jeg huskede, dette: “leve sundt, dyrke motion, tabe mig.” Det er skræmmende, for der er vitterligt et før og efter den seddel, det bytte mellem den, jeg hidtil havde været, den udadvendte, nysgerrige, forventningsfulde, og så den, jeg nu blev: sammenbidt, skeptisk, frygtsom.

Da jeg vågnede i morges, var jeg ulykkelig. Fordi jeg igen – gudhjælpemig – var havnet der. På hospitalet med et appellerende blik og fremstrakte hænder. Hjælp! Og fordi jeg også denne gang, ligesom sidst, blev mødt af en hjælp, der var velment og professionel, men som også led under en ekstrem grad af kortsigtethed. En afklippet blomst er svær at gro en have omkring.
Og jeg kom til at tænke på Indonesien, jordskælvet for nylig. Billederne af mennesker gemt under murbrokker. Grå af støv, nogle få i live, de fleste omkomne. En hånd, et håb: en treårig dreng findes i ruinerne af et sammenstyrtet hus, i live! Jeg har aldrig oplevet et jordskælv, men jeg bilder mig ind, jeg på samme vis har vinket fra ruinerne af et liv: Hjælp. Og er blevet hentet ud, mine sår behandlet, mit tøj vasket, og en ny adresse fundet.
Men ingen har nogensinde spurgt, hvad jeg lavede i det hus, hvad der forårsagede jordskælvet, hvor længe jeg lå der, før nogen så mig, om jeg har andre mén end dødsår og flænger. Måske er det derfor, jeg vender tilbage i drømme. Ikke til ruinen, men til den hospitalsstue, jeg vågnede op på, de hænder, der rensede mine sår, satte plaster på. I håb om, at de vil spørge til resten, ikke fordi jeg ved, hvad resten er, men fordi jeg ved, at det findes.

Drømme og dårskab

Der er år, jeg intet husker fra og andre, der næsten fordobler sig selv, hvor dagenes antal i den virkelige verden slet ikke står mål med alt det, jeg husker. Er det muligt at huske mere, end der er sket, eller er det at lyve?

Judith Hermann fortæller i en af sine bøger om et dukkehus, hun har fået af sin far. Et helt enormt hus med helt utroligt mange rum, kældre og skjulte døre. Hvordan hun bevæger sig gennem huset, ind og ud. Og gennem skakter, åbner et vindue og finder et telt på den anden side. Et omrejsende cirkus med elefanter og slangetæmmere, en sprechstallmeister på 2 1/2 meter og en papegøje, der kan gø og sætte sig på kommando, præcis som en hund: “Sit!” “Dæk!”
Det er det, jeg mener. Med at huske mere end alt, for selvom den unge Judith har været lille af sin alder, har hun næppe været på størrelse med en lillefinger, sådan som det kræves for at kunne bevæge sig rundt i et miniatureunivers. Hun har således ikke, som ellers levende beskrevet, rørt ved væggenes hessian eller aet den due, hun påstod at se gennem dukkehusets vinduer. Er det så løgn, det hele, telt og slangetæmmer, skakter og skjulte døre?

Den sommer, jeg fyldte otte, valgte en mand fra Californien at stige til vejrs i en havestol fastspændt til 45 heliumfyldte vejrballoner. Han havde egentlig en drøm om at blive pilot, men hans syn var for dårligt, og så var det han kom i tanke om, at han jo ikke behøvede et certifikat for at stige til vejrs. Ingen kunne vel forbyde en mand at sætte sig i en stol med en ramme øl og et luftgevær og 45 balloner og følge med, når stolen slap jorden.
Det lykkedes faktisk Larry, som manden hed. Stolen svævede roligt op over baghaven, og han nød endelig at få opfyldt sin drøm. Det varede lige indtil kammeraterne klippede trosserne, der tøjrede stolen til hans jeep, og stolen med 250 meter i minuttet steg til vejrs. 4900 meter steg han, og drev dermed ind i det kontrollerede luftrum over Los Angeles. Flere chokerede piloter meldte til kontroltårnet, at de havde set en mand svæve forbi i en havestol.
Larry lykkedes med at nå tilbage til jorden. Med luftgeværet skød han en efter en ballonerne ned. Stolen dalede mod jorden og på nær en kortvarig kollision med nogle højspændingsledninger, landede han uskadt. Han fik en bøde på 1500 dollars for at føre et ikke-luftdygtigt luftfartøj (contradiction in terms?) og for at krænke det kontrollerede luftrum.
Jeg sad og så det på TV, da myndighederne stod klar til at arrestere ham. Lawnchair Larry, som han blev døbt. Og min mor sagde, at havde det stået i en bog, ville hun have fundet det helt og aldeles utroværdigt. Men nu, hvor det virkelig var sket, var hun fuld af beundring. Sikke en vilje, sikke et mod, sikke en tro. Vi fejrede det ved at folde aviser til både og sende afsted i Slette å, og senere grille majs og tælle nåle på grundens fyrretræer. Vi nåede til mere end 10.000, før det blev mørkt og vi måtte udsætte optællingen til næste dag.

Samme nat blev jeg vækket af en natsværmer, der flaksede mod værelsets gardiner, lyset fra månen fik insektet til at skinne som en lille vinget gud, og jeg var sikker på, at det var min farfar, der ville advare mig mod at svæve for langt væk. Drømme er gode at have, hviskede insektet, men vokser de sig for store, kaldes det for vanvid.
Jeg sagde det aldrig til min mor, men jeg har brugt det meste af mit liv på at finde den balance. Mellem drømme og dårskab, jeg er ikke helt i mål, lad os kalde det “work in progress”.

Soft ice

Jeg blev en gang så flov, at jeg besvimede af skam. Jeg husker det, for da jeg kom hjem og fortalte om det, fik jeg at vide, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget man sagde, ligesom nogen sagde, “ej, jeg tror, jeg dør”, hvis de så noget nuttet, en hundehvalp eller en killing. I virkeligheden døde de jo slet ikke, ligesom jeg heller ikke besvimede.

Det nyttede ikke at insistere, min mor holdt fast i sit, der var forskel på, at dø og så at dø. Og på samme måde med skam, det var en rigtig træls følelse og hun forstod godt, at jeg havde haft lyst til at forsvinde. Besvime, blive usynlig. Men det var ikke det samme, som at det var sket, og jeg forstod ikke, hvordan hun kunne være så sikker, når hun nu ikke havde været der.

Det var i middagsfrikvarteret, Tone havde fået nye briller. Hun gik catwalk på bænken i skolegården, frem og tilbage, skiftevis så på os og lige frem. “Du ligner en million,” råbte Niklas, og alle pigerne piftede. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide Tone eller hendes briller, det var bare det, at jeg altid havde drømt om det samme. Om at gå catwalk og at nogen piftede af mig, råbte “NICE” eller “RIZZ!”, og så var det, at jeg fandt på at sige, at jeg skulle prøvefilmes. Til en hovedrolle, altså, i en Netflixserie. 4 sæsoner, 8 afsnit i hver, jeg skulle spille Theresa. Jeg ville få en million dollars for det, og nyt tøj til hvert afsnit og jeg skulle i Oprah Winfrey Show, og hvis der var tid, skulle jeg være ambassadør for en velgørenhedsorganisation, der samlede penge ind til de paraolympiske lege. Det sidste havde jeg lige lært, det med de paraolympiske lege. Para betød “ud over,” havde min mor fortalt, “ligesom i paraply, der er en skærm, man holder over hovedet for ikke at blive våd.” De paraolympiske lege var en olympiade for dem, der udover at være dygtige til sport, også havde et handicap. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg følte mig udenfor eller ud over eller hvad fanden, at jeg nævnte det med indsamlingen, men Tone tog brillerne af og sagde: “Du er så fuld af løgn.” Og Niklas nikkede og Neel og Krista himlede med øjnene.

Det var der, jeg besvimede, midt i vrimlen og med Tones hån i ørerne. Min krop blev helt slap og skolegården sort og jeg faldt sammen og blev liggende, og nogen sagde, at det var skuespil, at det var noget, jeg gjorde, for at slippe for ansvar. “Offerkortet,” råbte Linn og jeg skulle lige ved at råbe tilbage, at jeg hellere ville spille et offer, end at være en røv med ører, sådan som hun var. Men kom så i tanke om, at man ikke kan høre noget, hvis man er besvimet og slet ikke tale, så jeg forblev tavs og trynet. Og det ringede ind til time, Tone prikkede med spidsen af en tå, da hun gik forbi mig, hviskede: “Get up.” Gården blev tømt, det begyndte at regne, og det der med paraply og en skærm, det virker kun, hvis det ikke bare er ord, men en rigtig ting.

Jeg gik hjem og skiftede tøj, spiste ristet brød med marmelade og sagde til mig selv, højt, at jeg aldrig ville gå catwalk, så hellere lyve og blive til grin og våd. Men det virkede ikke rigtigt, mine øjne flød alligevel over, jeg tænkte på Niklas og på Tones briller, og det blev det ikke bedre af.
Og så var det, at min mor kom hjem og sagde det med, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget, folk sagde, ligesom de sagde, “åh, jeg dør.” Og et øjeblik sortnede det for mine øjne, mine knæ brød sammen, kroppen knækkede, og så lå jeg der. På gulvet. Og det kunne ikke passe, men det gjorde det, vi fik tid ved lægen. Der var ikke noget at se og ikke noget at måle, lægen foreslog ekstra B-vitamin, det styrkede nerverne. Min mor mente, at softice var bedre, hun købte en til os hver. Med flødebolle og krymmel på toppen, og resten af dagen blev jeg hverken svimmel eller faldt om, og min mor sagde, at det måtte være en parapsykologisk effekt – “af softice og krymmel”.

Søstjerner

Vi var fem, det var i maj, vejret var usædvanlig varmt. Vi kunne sidde udenfor, selvom det var sent. Bordet var fyldt med rester, tomatsalat, halve majskolber, fladbrød. Nille bad om ordet, vi råbte “preach please”, hun løftede armene over hovedet: “Praise!” Og fortalte så om gruppens guddommelighed, “uden jer var jeg fortabt,” hun var tydeligt rørt, løftede sit glas. “Skål”, råbte hun og tømte det i en enkelt slurk, og vi andre gjorde det samme. “Skål!”
Naboens hund dukkede op, den havde fundet et hul i hækken og lod sig nu fodre med den tiloversblevne mad. Alle rakte noget ned, en humpel brød, en rest skinke, en kold kartoffel.
Fugten tog til, vi måtte finde vores overtøj frem, Sanna sagde: “Jeg vil aldrig hjem herfra”, Freja ville vide, om det var en trøst eller en trussel.

Jeg var blevet fyret samme dag. Teis, min leder, sagde, at han fandt min ivrighed intimiderende.” Det var det ord, han brugte. Intimiderende.
Hele tiden bød jeg mig til, forklarede han, hvis ikke med det så med det andet. “Konstant den her anglen efter…” Han havde ikke gjort sætningen færdig, og nu sad jeg så her i haven hos Nille og spekulerede på, hvad kunne have ment. Anglen efter: Penge, position? Bekræftelse.

Naboens hund gik stadig rundt imellem os, søgte i græsset efter de sidste krummer, Freja fyldte mere vin i vores glas, jeg så på uret. Klokken var næsten midnat, jeg havde været oppe siden klokken seks. “Fyrfadslys?” spurgte jeg Nille, der nikkede mod terrassedøren, “Skuffen i entreen.” Jeg fandt dem med det samme, lighteren lå i en skål under spejle, jeg fik øje på mig selv derinde. Trak læberne lange med to fingre, rakte tunge, måske af mig selv, måske af Teis.

Jeg placerede en håndfuld fyrfadsglas, brugte en tallerken som underskål. Hunden holdt sig tæt til mig, logrede for hver gang, jeg tændte et af de mange lys. Sanna hulkede, det var af glæde, forsikrede hun os om. “Hvad fanden har jeg gjort, at jeg må have det så godt,” snøvlede hun og klappede hunden. Cathrine lagde en arm om hendes skulder, hviskede: “Because your fucking worth it,” og kyssede hende.
“Uhhhh, kærester,” råbte Nille og lavede trutmund, og Cat sprang op og gav hende et kys også, denne gang med tungen.
Hunden begyndte at gø.

Klokken tolv lagde vi os i det fugtige græs, så op på nattehimlen. Cathrine strakte hænderne op, “De er jo lige der,” sagde hun, og jeg tror, det var stjernerne hun talte om. Hunden møflede rundt imellem os, Freja lukkede øjnene, nynnede “Starry, starry night,” vi andre sluttede os til. Så lå vi der og nynnede i natten, hunden fortrak efter en tid tilbage til, hvor den var kommet fra. “Ved I, at man kalder en stime af søstjerner for en galakse”, spurgte jeg, da den fælles nynnen var døet ud, men ingen svarede. De var vel faldet i søvn.
Klokken var blevet over tre, jeg anede ikke, hvad jeg skulle herfra, kun, at jeg måtte videre. Jeg rejste mig og tømte glassene for slatter, det var jo synd, om det skulle gå til spilde. Greb min taske der hang over en stoleryg og fandt en læbestift, mættede mine læber med rødt. På vej gennem entreen standsede jeg foran spejlet, lagde mine læber mod, og efterlod et stort rødt mærke på glasset.
Intimiderende iver, min bare røv.

En sten kan ikke flyve?

Det havde været aftalt længe.

Hytten lå tæt ved en sø, værelserne var med udsigt til eng og skov. Der var bålplads og en krocketbane og net til både fodbold og basket. Vi fik alle sammen opgaver: “Det er jo jeres tur, ikke vores”, sagde de voksne. Trine og Anja skulle lægge en madplan for de to første dage, Nikolaj og Alex for de to sidste. Fie og Mark skulle købe ind med hjælp fra Troels og Gerd. Emil og Linea fik til opgave at fordele værelserne, vi skulle sove to og to. Det gik fint, lige indtil de nåede det sidste værelse, og der kun var én elev tilbage.
Gæt selv. Moi.
“Vi kan jo ikke gøre for, at vi er tretten, og at tretten ikke kan deles med to, right?” Og det var jo rigtigt nok, det var hverken Linea eller Emils skyld, at vi var et ulige antal elever til et hytter med dobbeltværelse. 
“Én skal jo ligesom sove alene,” tilføjede Emil, og jeg var så den ene, ligesom jeg havde været det året før og året før da, også. “Lodtrækning”, forklarede de, “helt tilfældigt”. Og tilfældet ville altså, at jeg var blevet tilovers tre gange i træk, og sådan er det med tilfældigheder, de kan næsten virke planlagte.

Min opgave blev at stå for underholdning. 
Jeg er ikke dum. Jeg ved godt, at der er forskel på Nice og på Need. At mad og vand og tag over hovedet hører til de basale niveauer i behovspyramiden, mens underholdning er, nå ja fint nok, lidt hygge, lidt fjol, mens bålet brænder ud.
Det var så det, jeg blev betroet. Hygge og fjol. Jeg fandt en sangbog og kopierede en finsk vise om en nøkke, der betroede sig til en sten, men så fortrød, for tænk nu hvis stenen talte over sig. 
Jannie, vores klasselærer, mente ikke det kunne kaldes for underholdning. Om ikke jeg kunne finde på noget mere “loose”: En quiz om Rihanna, for eksempel, hun var jo både berømt og produktiv, ja på alle måder nøkkens modsætning? Så jeg læste om Rihanna, der viste sig at være sanger at have vundet seks Grammyer. Mest kendt var hun for en syvtalsturné: Syv koncerter i syv byer i syv lande på syv dage. Hun fløj selvfølgelig også i en Boeing 777 og det hele blev samlet i en dokumentar, der varede præcis 77 minutter.
“Fedt,” svarede Jannie, da jeg viste hende, hvad jeg havde fundet frem til, “Det er lige præcis dén slags, vi har brug for. Go, go, go!” 
Og jeg nikkede og tænkte, at det måske var fint nok, at jeg sov alene, for jeg fattede virkelig ikke, hvad der var så fedt ved hende Rihanna og de mange syvtaller.

Den første aften fik vi spaghetti med kødsovs, det stod i kæmpestore gryder på et rullebord, og vi måtte stille os på skamler for at nå op og øse af maden. Dicte rejste sig og holdt en tale, den handlede om fællesskab. Hun var glad for, at så mange havde valgt at bidrage til Klassebogen, sagde hun, snart ville hun få den printet. “Det bliver så fedt. Der er både noveller og fotos og fede jokes. You guys rock!” Et øjeblik overvejede jeg at række hånden op og spørge, hvad det der Klassebogen var for noget, men indså, at det var lige meget, bogen var jo sendt til tryk.
“Shit happens,” svarede Dicte, da jeg senere spurgte, hvorfor jeg ikke var blevet bedt om at bidrage: “Det må jeg have glemt. Nothing personal.”
“Fællesskab min bare røv”, mumlede jeg efter, men undlod at gentage, da Dicte vendte sig om med et: “Hvad?”

Dagen efter stod den på pitabrød. Med tun og feta og majs, jeg spildte dressing på både trøje og bukser. Alex foreslog mig at søge et job i Zirkus Nemo, jeg kunne være assistent for Smadremanden, mente han. “Han kaster også rundt med alting, wienerbrød og grillkyllinger”.
“Zirkus Nemo er altså gået konkurs,” svarede jeg og Alex himlede med øjnene. “Ja så ved jeg ærlig talt ikke, hvad du kan bruges til,” grinede han og slog mig på skulderen: “Ej pjat”. Og jeg grinede også, for han havde jo ret, hvad kunne jeg egentlig bruges til, altså udover at være til overs og spilde på tøjet?

Så blev det onsdag og regnvejr, vi sad på værelserne og spillede kort. Det vil sige, de andre sad på deres værelser og spillede. Jeg gik en tur i storskjorte og shorts, alt blev gennemblødt, selv mine trusser var våde. Og håret, det hele hang, og ja, det føltes ret godt. Og de andre stillede sig i vinduerne og pegede: “Se!”, da jeg spredte armene og løb frem og tilbage – indtil fødderne slap jorden, og jeg var en fugl. Fucking fly on the wings of love Og jeg råbte ad dem: “Bye bye, you guys”, og “farvel fællesskab, have fun on your own.”
Og stenen, den nøkken havde betroet sig til, fik også vinger – og vådt hår ligesom mig, og det var helt umulig og helt vidunderligt.

Torsdag fik vi Pyt-i Pande med spejlæg og engelsk sauce. Fie fik en syltet rødbede galt i halsen og hostede så hårdt, at al maden kom op. Jonas og Alex sad ved siden af, de fløj væk med det samme: “fy for helvede”, råbte de, mens Fie græd af forskrækkelse og Trine tilbød hende sin portion i stedet for den, Fie havde kastet op. Det hele var så skørt og vi endte med at aflyse underholdningen. Så meget for Rihanna og syvtalsturné. I stedet gik vi tidligt i seng, jeg sov næsten med det samme.

Men så bankede det på døren, det var Dicte, hun ville bare sige undskyld for det med bogen. Hun havde udskudt at sende den til tryk – om jeg ville skrive en side eller to. Og jeg svarede hende, at det ville jeg godt nok meget gerne og jeg skrev et digt. Lidt for sjov, men mest for alvor:

Det er jo sådan

vi hænger sammen:

som fuglene

hænger på

himlen og

verden hænger

i laser

Og Dicte læste det, sagde “Fedt tak, så er den ged barberet”, og gik så tilbage til sit værelse.
Fredag tog vi hjem.

Glemt og ikke gemt

Det var den sommer, jeg mistede min badedragt. Jeg havde den på og tog den af og så var den væk. “Ting bliver ikke bare sådan væk”, vrissede min far, “man enten taber dem eller glemmer at tænke sig om.”. Jeg blev sendt ud i klitterne for at lede, gravede i fire timer, lidt her, lidt der. Fandt et pornoblad, en plastikskovl, en badetøffel, men intet spor af min badedragt. Jeg vendte hjem, vidste, hvad min far ville sige. At jeg skulle lære at passe på mine ting, at badedragter var dyre, at “nogen” jo skulle betale for dem og at “nogen” var min mor og far. “Om jeg havde tænkt på det?”. Og ærligt talt, det havde jeg ikke, så jeg undskyldte og rakte ham plastikskovlen, jeg havde fundet, og han tog den og spurgte “Og hvad har du tænkt dig, jeg skal stille op med den?”

Jeg kunne have svaret ham, at han kunne bygge et slot af sand, med tårne og voldgrave, at vi kunne bo sammen der, på slottet, at det var helt gratis og at vi så kunne spare sammen til en ny badedragt til mig. Men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste godt, at man ikke kan bo i et hus af sand uden vinduer og døre.

Dagene gik, en larve forvandlede sig til en sommerfugl, et firben mistede halen. Så kom der en taxa. Med et telegram, min mormor var død, og jeg tænkte et øjeblik om det mon var min skyld, alt det jeg glemte, badedragten og at ringe til hende. Spørge til kabalerne, de syltede løg og hendes hjerte, der lækkede. Min mor tog en taxa, min far tog en havesprøjte med remme på ryggen og sprøjtede alle nåletræerne med en blanding af sulfo og vand. Jeg fandt den enlige badetøffel, jeg havde fundet i klitterne, frem, og kastede den mod ruden, så den gik i stykker. Min far kom løbende, råbte: “What the fuck??” i en blanding af fryd og foragt, jeg samlede skårene sammen med hænderne, der kom blod overalt. Jeg husker ikke, om jeg fik skældud, men jeg blev kørt på skadestuen og fik plaster på – og forbinding på sårene. Min far undskyldte for sin uopmærksomhed. Han burde have vidst, at jeg var i oprør, betroede han sygeplejersken, der tog havesprøjten, han stadig bar på ryggen, af ham. “Vi gør alle vores bedste, mere kan man ikke forlange,” trøstede hun og jeg tænkte, at han burde få et plaster på også. Og min mor, en hånd at holde i. Næste dag lå der en splinterny badedragt på bordet derhjemme, i mørkeblå og med sølvfarvede striber. Og ved siden af: Den solblegede og slidte strandskovl. “Vi bygger et slot i dag,” stod der på en seddel, det var min fars håndskrift. Og vi kørte til stranden, selvom der manglede en rude derhjemme, og det blev en god dag, vi indrettede slottet med stole af rav og et rum, hvor min mormors kiste kunne stå. Vi spiste is til både frokost og aften, en hund lettede ben op ad bilen, min far klappede den, mumlede “din lille skid,” sagde så: “Nå, lad os kalde det en dag” og kørte hjem.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, før min mor kom tilbage, men vi vendte aldrig tilbage til slottet, ind imellem tænker jeg på, om det mon står der endnu – med rav og min mormors kiste – eller om tiden og vandet har visket det ud. Måske godt det samme.

Noget om ferie og glædens to sider

Det er kompliceret.
Engang havde jeg det meget skidt. Så skidt, at jeg var ved at dø. Jeg løb ti kilometer hver dag. Svømmede to. Gik syv. Tyggede tyggegummi for at forbrænde kalorier, tyggede & tyggede & tyggede. Spiste ikke meget andet. Lidt bouillon, en deciliter flåede tomater. Hvidkålsstokke & agurk. Mine ben svulmede op til dobbelt størrelse, det var noget med proteinbalancen og det, de kaldte, de semipermable cellemembraner. Jeg fik mad med sonde, blev tvunget sengeliggende. Blev udskrevet og fulgte en spiseplan, time- og minuttal var noteret for hvert måltid, fødeemner, antal gram. Rugbrød, sønderjysk fra Kohberg, to skiver á 50 gram. Hytteost, alm. fra Arla, 2 spsk., 30 gram. Og så videre. Jeg klarede mig, skruede ned for motionen – fik job som delikatessemedarbejder i en ostebutik, senere som sekretær. Jeg mødte en fyr, vi flyttede sammen, det var ikke lykkeligt, men bedre end bare mig, min sult.
Alt det er længe siden. Jeg har længst opgivet både løb & svømning, jeg spiser tilstrækkeligt, har er normalvægtig (plus), jeg har fundet en mand, der er inkarnationen af alt godt. Han er sjov, klog, dygtig, rar, omsorgsfuld, loyal. Vi har det godt, bor i et ældre & smukt byhus, tæt på skov & sø. Jeg laver det, jeg bedst kan lide, jeg skriver, underviser, faciliterer litterære arrangementer.
Men. For der er et men. Jeg kæmper. Indeni bor en rest af sultens diktat: Yd mere, nyd mindre. Gør mere & bedre. Luk kæften, smil & vær glad. Der er stadig dage, hvor maden volder problemer, hvor jeg skammer mig over hvert gram, jeg vejer. Hvor ti kilometer med hunden burde være tyve. Hvor frokosten burde være en halv agurk. Hvor alt jeg skriver er ækelt, for meget, for svulstigt, forkert.
Jeg øver mig i at slippe askesen, det evige mantra: Less is more. Bare den her sommer har jeg trænet igennem. 5 dages meditation & ro, stilstand. Mad tilberedt af andre. Nydelse uden ydelse. Jeg har badet, mærket vandet om kroppen, forsøgt at finde mig tilpas i de 62 kilo, der engang var 30. Nogle gange er dobbelt så meget ikke dobbelt så godt. (Men absolut nødvendigt). Jeg har spist på Svinkløv Badehotel, uden at ligge søvnløs af angst og uden at ringe og spørge til tilberedningsmetode, brug af fedtstof, mulighed for særlige ønsker. Jeg har overnattet i Buzz’en, vågnet op uden mulighed for alle mine rutiner. Jeg har sovet uden at stille mit ur til 6.04, som ellers er det tidspunkt, jeg står op. Hver dag. Året rundt. Også nytårsmorgen.
Det har været vidunderligt. Det hele. Meditation, mad. Havbad, lange morgener. Buzz & blues. 

Men det koster. For selvom man skulle tro, jeg var ladet op på alle fronter. Udhvilet, velnæret, stimuleret både sanseligt/kropsligt & intellektuelt, så er jeg fuldkommen udmattet. Fladmast som en overkørt kat. Træt ind i knoglerne. For alt er nyt, alt skal aflæres, forstås forfra, automattanker skal erstattes af andre & mere omsorgsfulde indre dialoger.
“Du må godt”. “Det er ok.” 
Verden er stor & livet er kort. I 30 år har jeg minimeret tilværelsen til spørgsmål om mad & motion, vægt, kalorier, trin, tal & timer. Nu er horisonten udvidet med himmel & hav, glæde, nydelse, nærvær. Det er fantastisk & helt forfærdelig hårdt arbejde.
Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at det er kompliceret. At glæden har to sider. En mørk & en lys, en høj & en dyb. Heldigvis kan livet sagtens være godt, uden at være let. Og man kan godt være træt uden på nogen måde at være træt af livet.


Dyppemad

Han var 26 og elskede at se atletik. For kroppenes skyld, sagde han, musklernes spændthed. – De her maskiner af vilje, et skridt og et skridt til og længst ude: En medalje. 
Han talte hurtigt, det var svært at finde hoved og hale i de mange ord, alligevel kunne jeg ikke lade være at gøre forsøget: 
– Maskine, medalje, jeg er ikke helt med? spurgte jeg, men han var allerede videre, snurrede rundt om en lygtepæl, – Tadaaa, fjernede halstørklædet fra om sin hals, svingede det rundt som en vimpel: – Shit, det er magisk. 
– Magisk? 
Jeg burde have forudset svaret. 
– Ja livet, for pokker, fucking magisk jo. Og så lo han og rakte hånden frem, og jeg tog den, selvom jeg et eller andet sted vidste, at jeg ville fortryde. 

Han bagte fladbrød på en pande, rev agurker til tzatziki, moste avocadoer og blandende med cremefraiche og hvidløg, kaldte det et måltid. – Dyppemad, forklarede han og delte et brød på midten, stak det ned i skålen med guacamole. Åbnede munden og gabte over det hele, – Uhmmm, rakte mig den anden halvdel af brødet: – Go help yourself. Og jeg tog brødet, stak det i skålen med tzatziki, slugte en bid, en bid mere. Det smagte godt, – Du har sgu da evner i et køkken, grinede jeg og hans øjne tog farve af min ros, blev ligesom mere blå, mere bløde. 
Han viste mig rundt i lejligheden, badeværelset var malet sort og duftede af røgelse, sødt og sommerligt. Køkkenet var småt og bordet fyldt med apparater, saftpresser, souvide-stav, ricecooker, ismaskine, en bordopvasker. Soveværelset var dækket af puder, et flimrende blødt ocean i alle mulige farver, orange, ræverød, beige. – Because I’m worth it, sagde han og lod sig falde omkuld i det bløde pudehav. det var svært at være i, hans åbenlyse begejstring, hans højpuls-rundvisning, ordene, iveren. Navnene på de mange tekstiler, egyptisk bomuld, sateeng, hør og bambusviskose. Alle farvernes oprindelse, krap og cochenille, indigo, gurkemeje, logwood. – Wow, forsøgte jeg at svare, men han gennemskuede mig det samme: – Wow, er det alt, du har at sige? 

Sådan var det længe, han gav og gav, jeg tog og tog. 
En søndag i september bad han mig om at klippe sit hår, – Karsekort, og jeg tøvede et sekund, for hans hår var så fint og langt, men han var ikke til at stoppe: – Man har kun det sjov, man selv laver. Så jeg klippede og lod maskinen rage hans isse gold, han lignede et forladt barn, da han så sig selv i spejlet. Jeg undskyldte, han grinede, græd så, googlede “parykatelier”, fandt en adresse. Kom hjem med fire forskellige, en til fin og en til almindelig brug, en til fest. – Og en til alt det andet. Den var lyserød og lang og klædte ham, han blev mere sig selv sådan. Med fremmed hår og en latter, der var lige dele lykkelig og labilt. Hele tiden den her balance mellem fantastisk og forrykt, ordenes tsunami, der truede med at lægge alt øde. Eller. – Pjat med dig, sagde han, når jeg delte min bekymring, – du ser spøgelser overalt. Og så bredte han armene ud som var de vinger: – Wuhuuuuu, foldede dem omkring min krop: – Det er uhyyyyggeligt. 
Og sådan gled vi fra alvor til sjov, fra skaldet til sært smuk, dagene skiftede farve. Det blev aften, morgen, vi stod op, en nabo blev hentet med ambulance, måneden var hans navn fjernet fra døren. Vi fandt skiltet i en container, A. Poulsen. 

Hele tiden den her venten på, at det skulle slutte. At noget ville gå galt, at jeg ville gå i stykker, at han ville. Men vi gik ikke i stykker, vi blev stående sådan, smadret men sammenhængende, og måske var det problemet. At vi fortsatte med det alt sammen, karseklip, cochenille, atletik og guacamole. 
En dag kom jeg hjem og han havde taget alle vinduer ud af deres rammer. Han trængte til luft, sagde han, – Mere plads. Senere slog han et telt op i stuen, og det var først, da han ville tænde bål på stuegulvet, bage snobrød over levende ild, at jeg trak en grænse. – Nej! Og han så på mig og sagde: Ok. Lagde sig i fosterstilling og græd, i fire dage hulkede han, før han satte vinduerne tilbage på plads, pakkede teltet sammen, smed tændstikkerne i toilettet. Trak ud efter hver enkelt af dem, vinkede: – Bye bye, baby.
Det gik jo ikke. Med os, med ham. Med den her historie om viljesmaskiner og labil latter. 
Alligevel fortryder jeg ikke at have fortalt den.