Arveprins Ferdinand

Ferdinand af Danmark
Ferdinand af Danmark
Arveprins af Danmark
Ægtefælle	Caroline af Danmark (g. 1829)
Fulde navn	Frederik Ferdinand
Født	22. november 1792; Christiansborg Slot, København
Død	29. juni 1863 (70 år); København
Hvilested	Roskilde Domkirke
Far	Arveprins Frederik af Danmark
Mor	Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
Hus	Huset Oldenburg
Religion	Lutheransk
	v; d; r;

Ridder af Elefantordenen

1800

Frederik Ferdinand, arveprins til Danmark (22. november 1792 i København – 29. juni 1863 sammesteds) var en dansk prins, officer og rigets arveprins fra 1848 til 1863. Han var søn af Arveprins Frederik af Danmark og Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin samt bror til Christian 8. Efter tronfølgen i den ældre kongelinje blev han i Frederik 7.s regeringstid nærmeste legitime tronfølger. I 1829 giftede han sig med prinsesse Caroline, datter af Frederik 6., men ægteskabet forblev barnløst.

Frederik Ferdinand blev allerede som barn og ung udset en militær karriere. I 1803 fik han titel af oberst og blev knyttet som chef til det samme år oprettede regiment Prins Frederik Ferdinands lette Dragoner. Han blev i 1807 chef for et dragonregiment, 1808 generalmajor, 1814 generalløjtnant og 1829 general. Efter tronskiftet i 1839 blev han kommanderende general på Sjælland og fik desuden sæde i Gehejmestatsrådet indtil 24. marts 1848 og på ny fra januar 1852.

Som person blev Frederik Ferdinand beskrevet som præget af en udtalt hang til forlystelser, især spil, og ringe interesse for alvorlige sysler, hvilket bidrog til, at han gennem livet var stærkt forgældet. Under koleraepidemien i København 1853 blev han dog mere afholdt, fordi han sammen med sin hustru blev i hovedstaden.^[1]

Politisk stod Frederik Ferdinand på den konservative side i forfatningskampene. I martsdagene 1848 skal han have rådet Frederik 7. til at modsætte sig de københavnske borgeres krav om et ministerskifte. I oktober 1855 nægtede han at underskrive Fællesforfatningen, fordi dens § 5 efter hans opfattelse krænkede hans ret som legitim tronfølger. Han mistede derfor sin kommando, men efter at bestemmelsen blev ændret det følgende år, blev han i november 1856 genindsat i stillingen som kommanderende general på Sjælland.^[1]

Biografi

Tidlige liv

Prins Frederik Ferdinand af Danmark blev født den 22. november 1792(1792-11-22) på Christiansborg Slot i København.^[2] Han var det yngste og fjerde overlevende barn af Arveprins Frederik af Danmark-Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.^[2] Hans far var en yngre søn af Kong Frederik 5. og halvbror til Kong Christian 7., mens hans mor var datter af Hertug Ludvig af Mecklenburg-Schwerin. Ved sin fødsel havde han tre ældre søskende, Prins Christian Frederik (den senere Kong Christian 8.), Prinsesse Juliane Sophie og Prinsesse Louise Charlotte.

Da Prins Frederik Ferdinand blev født, var hans onkel Christian 7. Danmark-Norges monark, men på grund af kongens psykiske sygdom var den egentlige magthaver prinsens fætter, kronprins Frederik (den senere Kong Frederik 6.) Frederik Ferdinands familie havde et anspændt forhold til kronprins Frederik (6.) og hans familie på grund af stridighederne om magten som følge af kongens tilstand, men efterhånden blev forholdet mellem de to grene af kongefamilien normaliseret.

Prins Frederik Ferdinand tilbragte sine første leveår på det første Christiansborg Slot. Som sommerresidens havde familien Sorgenfri Slot i Kongens Lyngby nord for København. Efter det første Christiansborgs brand i februar 1794, flyttede familien ind på Levetzaus palæ^[a] på Amalienborg. Senere samme år, da Prins Frederik Ferdinand var to år gammel, døde hans mor, Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.

Statsrådsmedlem og tronfølger

Ferdinand indtrådte i Gehejmestatsrådet i 1840 – kort tid efter at broderen Christian VIII var blevet konge i 1839. Da broderens søn Frederik VII blev konge i 1848, blev arveprins Ferdinand tronfølger.

I juli 1853 tilsluttede Ferdinand sig, at søsterens svigersøn prins Christian af Glücksborg rykkede mange pladser frem i arvefølgen for at blive vicetronfølger. Ved Ferdinands død den 29. juni 1863 blev Christian tronfølger, og senere konge under navnet Christian IX.

Det var sjældent, at kong Frederik VII deltog i Gehejmestatsrådets møder. Da det Danske Monarki skulle have en fælles forfatning i 1855, ville regeringen som en konsekvens heraf lade den borgerlige ministerkonference overtage Gehejmestatsrådets funktion, når kongen ikke mødte op. Dette betød, at Ferdinand og andre "kongelige prinser" ville miste deres adgang til politiske indflydelse. Efter protester fra arveprins Ferdinand nåede man frem til et kompromis.

Ferdinand blev Elefantridder i 1800 og Storkommandør af Dannebrog i 1854.

Københavner

Den godmodige arveprins Ferdinand var populær i København. Hans popularitet i den jævne befolkning steg, da mange kendte københavnere flygtede ud af byen under koleraepidemien i København 1853, mens arveprinsen blev i byen.

Han er bisat i Roskilde Domkirke.