ål

Den europæiske ål (Anguilla anguilla) kendes fra Hvidehavet i øst, langs alle europæiske kyster, også Island, De Britiske Øer, Middelhavet og Sortehavet og til Vestafrika mod syd.

Den har som andre ål en bemærkelsesværdig livshistorie. Små ål, glasål, vandrer om foråret op i vandløb og floder. Efter en periode vender nogle tilbage til saltvand, mens andre fortsætter livet i søer og damme. Ålene er nu gulål, som tidligere blev anset for en selvstændig art. Ved kønsmodenhed, som indtræffer i 6-10-årsalderen, senest for hunner, forandres ålene: Øjnene bliver større, dyrene holder op med at æde, tarmkanalen reduceres, farven bliver sort eller sølvgrå, og ålen er blevet til blankål. Dyrene, hvoraf hunnerne er størst, 40-100 cm og en vægt på op til 3,5 kg, mens hanner er 30-50 cm, påbegynder nu deres gydevandring.

Ålens livscyklus var omgærdet af megen mystik, indtil den første gang blev beskrevet af danskeren Johannes Schmidt. I perioden 1915-1920 lokaliserede han på basis af et stort antal indfangninger ålelarvernes fordeling i Atlanterhavet. De mindste larver findes i Sargassohavet, og Schmidt konkluderede, at ålens gydeplads måtte være her. Se også Thor-ekspeditionerne og Dana-ekspeditionerne.

I forbindelse med Galathea 3s togt i 2006 blev ål mærket med satellitmærker, som registrerer lys, dybde og temperatur; disse viste bl.a., at ålene ikke tager den direkte rute: I stedet går turen mod Azorerne; syd for Azorerne starter de syd- og vestgående havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso. Det viste sig også, at ålene om dagen søger flere hundrede meter ned i vandet for om natten igen at komme op nær overfladen.

Ål fiskes især med ruse, bundgarn og krog. De kan også fanges med håndredskaber som fx åleglib, et net spændt op på en ramme, som man skubber hen over havbunden, vadende på lavt vand, eller med de nu forbudte kaste- eller stødredskaber ålejern (eller lystre), hvormed man kan fastklemme eller spidde ål, ofte tiltrukket med kunstigt lys under natfiskeri. Åletatning er en populær lystfiskermetode, hvor man benytter en klump orm bundet sammen med en tråd.

Tidligere var ålen en meget værdifuld del af det danske fiskeri, da den indbragte en god pris, og fordi Danmark ligger godt placeret for fiskeriet af ål fra hele Østersøområdet. Fangsten er gået stærkt tilbage siden 1970'erne, bl.a. som følge af en kolossal nedgang i tilgangen af glasål fra Sargassohavet. Det har resulteret i, at alle EU-lande fra 2007 skal have en aktiv plan for bevaring af ålen. I den danske rødliste fra 2019 vurderes ålen som kritisk truet (CR).

Fra 1980'erne udviklede opdræt af europæisk ål sig fra nogle spæde forsøg til ca. 50 danske anlæg med en produktion på ca. 1.700 tons om året, hvilket var mere end tre gange så meget som erhvervsfiskeriets årlige fangst i 2004. Siden er produktionen af ål faldet voldsomt og ligger i dag på ca. 100 tons årligt.

Et åleanlæg er et lukket ferskvandssystem, hvor vandet opvarmes, recirkuleres og løbende renses. Der begyndes med indfangede glasål, som regel fra Sydeuropa, og ålene sælges ved en vægt på 150 g (ca. 35 cm). Fodringen sker med tørpiller. I Østasien, især Kina, produceres store mængder af den lokale åleart i dambrug, og en stadig større del eksporteres til bl.a. Danmark.

I Danmark er ål en eftertragtet og kostbar fisk med særegen karakter, let at tilberede stegt, kogt (fx i suppe), saltet og røget. Fra gammel tid hersker der dog en vis angst for ålen, bl.a. pga. dens slangeagtige udseende, og i nogle lande anses den for giftig. En række egnsretter som rulleål, sursød ålesuppe, ål i karry og ålebrød vidner om, at brugen af ål tidligere var af lokal karakter baseret på ålefiskeri til husbehov.

• ålefisk
• benfisk