William Lawrence Bragg var en engelsk fysiker og Nobelprismodtager.
Bragg arbejdede hele livet med røntgenkrystallografi, et nyt forskningsfelt, som han sammen med sin far, William H. Bragg, grundlagde i årene 1912-1214. Allerede i 1912 formulerede han Braggs lov (se Bragg-diffraktion). Far og søn benyttede loven både til at bestemme røntgenstrålers bølgelængder og til at klarlægge krystalstrukturen af stensalt (natriumklorid) og diamant, hvilket førte til en fælles Nobelpris i 1915. Da var deres arbejde allerede blevet afbrudt af 1. Verdenskrig, hvori Bragg deltog som artilleriofficer med speciale i lydpejling af fjendtligt artilleri.
Fra 1919 var Bragg professor i Manchester, derefter i Cambridge, og i 1954 blev han professor og laboratorieleder ved Royal Institution. Han fik efterhånden stor betydning som en fremragende inspirator og organisator af forskningsgrupper inden for mange aspekter af røntgenkrystallografi, fx udforskningen af proteinmolekylers struktur. Endvidere var han berømt for sine populære fremstillinger af naturvidenskabelige emner.
