Depression, inden for økonomi en langvarig lavkonjunktur, som er præget af faldende produktion, stigende arbejdsløshed og udbredt pessimisme blandt både forbrugere og investorer.
Det mest udprægede eksempel er Verdenskrisen i 1930'erne, men 1970'ernes to oliekriser medførte også depressionslignende tilstande både internationalt og i dansk økonomi.
I depressionens start understøttes de negative tendenser som oftest af høj realrente og stramme likviditetsforhold i pengeinstitutterne og erhvervene. Senere i forløbet fører depression som regel til en afdæmpning af renten, hvilket kan være med til at vende udviklingen.
Se også krise - økonomisk krise og Finanskrisen.