Beriberi er en vitaminmangelsygdom som skyldes for lav tilførsel af tiamin (vitamin B1), et vitamin der indgår i kulhydratstofskiftet. Sygdommen rammer organer med høj omsætning af kulhydrater, såsom nervesystemet, maven og tarmen, hjertet, leveren og musklerne.
Forekomst
Beriberi kan forekomme i fattige lande i befolkninger med ris som hovedfødevare, men er mindre almindelig end tidligere. I Vesten forekommer beriberi først og fremmest blandt mennesker med kronisk risikobetonet alkoholforbrug som har et reduceret fødeindtag og samtidig et øget behov for tiamin. Hos disse kan dette føre til Wernickes encefalopati og Korsakoffs psykose.
Sygdomstegn
I tidlige stadier præges sygdommen af generelle symptomer som appetitløshed, kvalme, træthed, vægttab og nedsat koncentrationsevne. I senere stadier kan sygdommen optræde i to former:
- våd beriberi giver ophobning af væske (ødemer) på grund af svækket hjertefunktion og kredsløbsforstyrrelser og kan føre til pludselig hjertesvigt og død.
- tør beriberi er præget af alvorlige nerveforstyrrelser, nedbrydning af kropsvæv og svækkelse af musklerne i benene, hvilket gør det vanskeligt at gå.
Historik
Sygdommen blev kendt gennem den hollandske læge Christiaan Eijkmann, som udførte studier på Java i 1890'erne. Han opdagede, at sygdommen skyldtes ensidig kost baseret på poleret ris, og kunne helbredes ved at erstatte poleret ris med brun ris. Eijkmann påviste, at skallen på riskorn indeholdt et stof, der beskyttede mod sygdommen.
