GoCollective, tidligere Arriva, er Danmarks største private operatør inden for kollektiv transport med over 2.000 ansatte. Selskabet driver både bus- og togtrafik og er landets næststørste togoperatør efter det statsejede DSB.
Arriva trådte ind på det danske marked i 1997 med opkøbet af Unibus. Senere opkøb omfattede Bus Danmark i 1999 og Combus i 2001, hvilket gjorde Arriva til en betydelig aktør inden for dansk busdrift. I 2003 blev Arriva det første private selskab til at operere togtrafik i Midtjylland.
Arriva opkøbt af Deutsche Bahn
I 2010 blev Arriva opkøbt af Deutsche Bahn og blev en del af den tyske koncern. I oktober 2023 solgte Deutsche Bahn Arriva til den amerikanske private equity-virksomhed I Squared Capital, der er registreret på Caymanøerne. Transaktionen blev godkendt af Europa-Kommissionen i januar 2024.
I 2023 blev selskabet igen opkøbt, denne gang af den tyske kapitalfond Mutares fra Deutsche Bahn, og opkøbet førte til et navneskift, så selskabet siden april 2024 har heddet GoCollective.
GoCollective driver en række regionale og lokale togstrækninger i Danmark.
- Esbjerg - Niebüll
- Herning - Skjern - Esbjerg
- Struer - Vejle
- Aarhus - Herning - Struer
- Aarhus - Langå - Struer
- Thisted - Struer 2021
- Esbjerg - Nørre Nebel
- Odense - Svendborg
Selskabet beskæftiger ca. 1.000 buschauffører og opererer med en flåde på ca. 400 busser fordelt over både regional- og bytrafik i hele landet.
Bybusdrift
Selskabet har lokal busdrift i følgende byer: Esbjerg, Herning, Horsens, Korsør, Nykøbing Falster, Ringsted, Roskilde, Silkeborg, Skælskør, Storkøbenhavn, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Viborg og Aalborg.
Regional busdrift
Der bliver drevet regional busdrift i følgende landsdele: Nordjylland, Østjylland, Fyn, Vestsjælland og Lolland/Falster.
Siden år 2000 har GoCollective også drevet havnebusserne i Københavns Havn, hvor der i 2020 blev indsat nye elektriske havnebusser.
Desuden driver selskabet uddannelsescentret UCplus, der tilbyder danskuddannelser, danskprøver, transportkurser samt vagt- og sikkerhedskurser på tværs af otte lokationer i Danmark.