Nikolaj Lie Kaas, f. 22.5.1973, dansk skuespiller, søn af Preben Kaas. Nikolaj Lie Kaas debuterede med en prisbelønnet teenagerrolle i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og kom derefter på Statens Teaterskole.
Siden har Lie Kaas markeret sig som et af generationens største talenter, både på teater, bl.a. i titelrollen i Ibsens Peer Gynt (2001), og på film, hvor Kaas både har vist komisk talent i bl.a. I Kina spiser de hunde (1999), De grønne slagtere (2002), Solkongen (2005) og Mænd og Høns (2015) og vist evne for psykologisk komplekse karakterskildringer i bl.a. Et rigtigt menneske (2001), Elsker dig for evigt (2002), Reconstruction (2003) og Brødre (2004).
Han bestred nuanceret den forpligtende titelrolle i Dirch (2011) uden at forfalde til plagiat og modtog Ove Sprogøe Prisen 2011 for sin præstation.
Nikolaj Lie Kaas blev engageret til at spille politimanden Carl Mørck i en række filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens succeskriminalromaner, begyndende med Kvinden i buret (2013), og han spiller en af hovedrollerne i tv-serien Bedrag (2016) om økonomisk kriminalitet.