Artiklen

Alle ændringer

Daniel Libeskind

Vers. 21
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 22. november 2012. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Daniel Libeskind, f. 1946, polsk-amerikansk arkitekt. Daniel Libeskind, der er en markant skikkelse inden for den arkitekturteoretiske debat, har undervist på en række af verdens førende arkitektskoler og universiteter.

Libeskinds dekonstruktivistiske projekter, der ofte udstilles på museer, udforsker arkitekturens grænser og tager afstand fra det klassiske ideal om den stabile form. Et af hans mest kendte og omdiskuterede værker er Det Jødiske Museum i Berlin (1989-2001).

I Danmark har han designet udstillingsrum til Dansk Jødisk Museum, København (1996-2004) og tegnet helhedsplanen for Ørestad City (se Ørestad).

Et andet stort projekt fra Daniel Libeskinds hånd er helhedsplanen for rekonstruktionen af området ved World Trade Center i New York, Ground Zero, efter terrorangrebet den 11. september 2001. Ifølge planen kommer det til at bestå af en mindepark (indviet den 11.9.2011) og et museum, omkranset af flere høje kontorbygninger med det 541 m høje One World Trade Center (tegnet af David Childs) som den højeste.

2006-2011 udførtes en moderne tilbygning til Militärhistorisches Museum der Bundeswehr (MHM) i Dresden efter udkast af Daniel Libeskind. Tilbygningen i glas, stål og beton virker som en kile og skal i sin geometriske form erindre om Dresdens næsten totale udslettelse i bombenatten i februar 1945. Det kæmpemæssige "V" gennemborer den monumentale historiske bygning fra 1877 og symboliserer overgangen til en ny tid.

I Düsseldorf i forbindelse med Königsallee har Libeskind fra 2009 været engageret i et stort bygningsprojekt, Kö-Bogen, et 26 m højt kombineret kontor-og forretningskompleks, formet som en krumning, med indsnit, som sidenhen skal beplantes. Facaderne er delvis af glas, delvis af natursten.

Daniel Libeskinds officielle website: http://daniel-libeskind.com/