Populares, popularerne, (lat., af popularis 'som vedrører folket', af populus 'folk'), politisk gruppering i det antikke Rom, som primært benyttede sig af den romerske folkeforsamling til at få gennemført sin politik. Således kom populares til at stå i modsætning til optimates, hvis magtbase var det romerske Senat. Noget misvisende er populares af eftertiden blevet opfattet som mere demokratiske end optimates, antagelig fordi de ofte fremsatte forslag om jordreformer og kornuddelinger i deres personlige kamp for at opnå den politiske magt.
Vers. 2
Denne version blev publiceret af Adam Hyllested 28. december 2022.
Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.