De Ti Bud er den hævdvundne betegnelse for en række religiøse og etiske påbud og forbud, overleveret i Det Gamle Testamente (2.Mos. 20,1-17 og 5.Mos. 5,6-21). De Ti Bud står i 2.Mos. umiddelbart efter beretningen om Jahves åbenbaring på Sinai og efterfølges af den lovsamling, der kaldes Pagtsbogen.
Indtil 1800-tallet opfattede man derfor De Ti Bud som en israelitisk grundlov, der gik tilbage til Moses. I betragtning af De Ti Buds store uensartethed ligger det dog nærmere at betragte dem som et relativt sent sammensat religiøst-moralsk kompendium, en samling grundregler for menneskers religiøse og sociale liv.
I jødisk tradition betragtes De Ti Bud som grundlaget for al jødisk lovgivning. Deres betydning for kristen etik fremgår af evangelierne (Matth. 5,21-48) og af Paulus' referencer til dem (Rom. 7,7; 13,9). I kristendommen har De Ti Bud fra første færd indtaget en central plads i den etiske belæring og, ikke mindst siden Reformationen, i børneopdragelsen. I Luthers Lille Katekismus optræder de som rettesnor for alle, der "frygter og elsker Gud".
Buddene begynder med en kort prolog, i hvilken Jahve præsenterer sig.
1. bud er et forbud mod at dyrke andre guder end Jahve, en grundfordring med stor udbredelse i den gammeltestamentlige litteratur (fx Sl. 81,10; Hoseas 13,4); videre forbydes fremstilling af kultfigurer som genstand for tilbedelse.
2. bud er et forbud mod at bruge Jahvenavnet til onde formål, idet det har en iboende kraft, der kan misbruges magisk og til mened og forbandelse.
3. bud har påbudsform. Hviledagen er en hellig dag, der ikke må vanhelliges med arbejde. I 5.Mos. er begrundelsen social, mens den i 2.Mos. henviser til, at sabbatten er en med skabelsen givet guddommelig ordning.
4. bud er også positivt formuleret. Det taler ikke til børn (som det ofte er blevet forudsat), men til voksne, som har pligt til at sørge for deres gamle forældre.
5.-7. bud er ganske korte, men væsentlige. De beskytter medmenneskets liv, ægteskab og ejendom. Forbuddet mod at begå drab gælder mord, drabet med rovlyst eller privat fjendskab som motiv. At "bryde et ægteskab" (6. bud) vil sige at have seksuelt samkvem med en anden mands hustru.
8. bud opfattes populært som indskærpelse af sandhedspligten, men drejer sig om det mere alvorlige at skade sit medmenneske gennem falsk vidneforklaring.
9. og 10. bud, forbuddene mod at "begære", føjer intet til forbuddene mod ægteskabsbrud og tyveri og er muligvis engang indføjet for at opfylde titallet.
| Inddelingen af De Ti Bud varierer en del: I jødedommen regnes således prologen, "Jeg er Herren din Gud...", for første bud, og forbuddene mod andre guder og mod billeder under ét for det andet. Den vestlige kirke, bortset fra de reformerte kirker, har siden Augustin en lignende praksis, idet prologen dog ikke regnes med, men det sidste bud deles i to for at opretholde titallet. Den østlige kirke og de reformerte kirker fraregner også prologen, men tager forbuddene mod andre guder og mod billeder som to bud. |
Her følger teksten efter 2.Mos. 20,1-17 (den autoriserede bibeloversættelse fra 1992) med den inddeling, der findes i Martin Luthers Lille Katekismus fra 1529.
|
