Anton Tjekhov

Tjekhov blev født i Taganrog ved Det Azovske Hav. Hans bedstefar havde været livegen, hans far var butiksejer, og han var den første i familien til at tage en højere uddannelse, da han læste medicin og blev læge.

Hans ungdom blev præget af faderens fallit i 1870'erne. Familien flyttede til Moskva, og Tjekhov skrev sine tidligste skitser og humoresker for dels at finansiere sit studium, dels være med til at forsørge familien. Fra 1884 arbejdede han som læge, samtidig med at forfattervirksomheden blev stadig mere seriøs, og han begyndte at blive opført på teatre. Han var desuden engageret i velgørenhed, var med til at oprette landsbyskoler og gav gratis behandling under hungersnød og koleraepedemi i 1890’erne.

I 1890 blev Tjekhov sendt på en medicinsk inspektionsrejse til den russiske fangekoloni på øen Sakhalin i det østlige Sibirien. Hans kritiske beskrivelse heraf i værket Øen Sakhalin (1895) vakte opsigt og fik indflydelse på tidens fængselsreformer.

I 1897 blev han selv smittet med tuberkulose og flyttede til Jalta på Krim, da behandlingen på den tid var koncentreret om at give patienterne sol og varme. Han havde også ophold på kuranstalter i Vesten. Få år før sin død som 44-årig blev han i 1901 gift med skuespillerinden Olga Knipper (1868-1959). De fik ingen børn.

Tjekhovs tidligste tekster og fortællingerne fra 1880'erne er primært humoristiske, mens de senere, fra 1890'erne er mere poetiske og melankolske. Et gennemgående tema er det urbaniserede menneskes forhold til naturen, hvor Tjekhovs naturvidenskabelige uddannelse tydeligvis spiller ind.

Et andet kendetegn er, at der ofte optræder forvekslinger, forhindringer eller forvirring på grund af en simpel fejltagelse. Ingen pointer bliver ekspliciteret, og det kan være vanskeligt at fortolke fortællingerne politisk eller moralsk på grund af denne "kølige stil", som den danske slavist Ad. Stender-Petersen kaldte den. Heri er Tjekhov meget forskellig fra 1800-tallets store russiske realister, Dostojevskij og Tolstoj. Han har mere til fælles med Turgenev, som dog i højere grad udfolder sine litterære karakterer.

Også som dramatiker gennemgik Tjekhov en bemærkelsesværdig udvikling, fra de første farcer og melodramaer til de seriøse skuespil Ivanov (1887, Det Kongelige Teater 2000) og Skovtrolden (1889).

Mod slutningen af sit liv, i perioden 1896-1904, skrev Tjekhov de fire skuespil, der sikrede ham varig berømmelse: Mågen (1896), Onkel Vanja (1897), Tre søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904). På dansk samlet i Fire dramaer (1953) og De store skuespil (1984). Alle fire skuespil er præget af en melankolsk stemning og mangel på hændelser på scenen. Dramaet foregår udelukkende på det følelsesmæssige plan, som Ad. Stender-Petersen påpegede i sit værk Den russiske litteraturs historie (1952). Følelserne kommer desuden til udtryk i stemninger og nuancer af stemninger, i "skindialoger", hvor personerne nærmest monologisk taler forbi hinanden, og i de mange betydningsfulde pauser, som Stender-Petersen viede en hel artikel til, optrykt på dansk i det posthume værk På tærsklen til en ny tid (1963). Denne antydende stil gav et stort fortolkningsrum for instruktør og skuespillere, som også måtte forholde sig til, at både Mågen og Kirsebærhaven, trods deres tragiske og sørgelige temaer, af Tjekhov fik betegnelsen "komedie i fire akter".

Allerede i sin samtid blev Tjekhov berømt og lovprist, og han modtog i 1888 Pusjkinprisen, opkaldt efter den russiske nationaldigter Aleksandr Pusjkin . Dog blev han også kritiseret for mangel på hovedidé og klar ”forfatter-filosofi”, da man gerne ville kunne placere ham i tidens idédebat, som ikke mindst handlede om Ruslands og den russiske kulturs mulige rolle og mission i verden, og som fra midten af 1800-tallet havde delt forfattere og andre tænkere i to lejre: slavofiler over for vestvendte .

• Ruslands litteratur
• Konstantin Stanislavskij
• Ruslands teater