Dagmarteatret

Det var som konkurrent til Det Kongelige Teater, at Dagmarteatret fik størst betydning. I 1889 lempedes de restriktioner, som havde begrænset de københavnske privatteatres repertoirevalg. Dagmarteatrets ledelse ændrede kurs efter i de første år overvejende at have opført operetter, folkekomedier og farcer.

I flere tilfælde realiserede teatret, hvad nationalscenen lod ligge, ikke mindst samtidig dramatik af nordiske forfattere. Det var her det moderne gennembruds dramatikere blev spillet, bl.a. Henrik Ibsen og August Strindberg – sidstnævnte var fast tilknyttet teatret i 1889 med Skandinavisk Forsøgsteater.

I 1901 debuterede Emil Poulsens sønner, Adam og Johannes, på Dagmarteatret i Holger Drachmanns skuespil Renæssance. Skuespilleren Martinius Nielsen var på dette tidspunkt teatrets chef. De kvindelige hovedkræfter var Anna Larssen, Oda Nielsen (1851-1936) og Betty Nansen. I 1919 forlod Poul Reumert og Bodil Ipsen Det Kongelige Teater til fordel for Dagmarteatret. Her spillede de i en treårig periode succesfuldt sammen i bl.a. Strindbergs Dødedansen og i Molières Tartuffe. I 1920 var Dagmarteatret ramme om et gæstespil af Max Reinhardt, og i 1922 om et tilsvarende af Moskvas Kunstnerteater.

Teatret tiltrak både et velstillet borgerligt publikum og et ungt kritisk publikum. I 1937 blev det lukket og revet ned. På samme sted opførtes Dagmarhus, hvor biografen Dagmar blev indrettet af bl.a. arkitekten Christian Kampmann (1890-1955). Filminstruktørerne Carl Th. Dreyer og Henning Carlsen har været direktører for Dagmar, som i dag er en af Københavns kvalitetsbiografer.

• biografen Dagmar
• Kejserinde Dagmar
• teater i Danmark
• teater i København