Henrik Nordbrandt

• Digte (1966)
• Opbrud og ankomster (1974)
• Ode til blæksprutten (1975)
• Glas (1976)
• Istid (1977)
• 84 digte (1984)
• Støvets tyngde (1992)
• Ormene ved himlens port (1995)
• Drømmebroer (1998)
• Fralandsvind (2001)
• Pjaltefisk (2004)
• Besøgstid (2007)
• Vi danskere (2010)
• 3½D (2012)
• Jetjag (2015)
• Den store amerikanske hævn(2017)
• Så en morgen (2021)

Stilistisk er Nordbrandts lyrik fyldt med kompleks metaforik og subtile associative glidninger, som det ses i det følgende digt ”Dødssejlere” fra 3 ½ D. I digtet bruges en dødssejler som afsæt til at sondere et flygtigt, men pinefuldt traume.

Nordbrandt lader rumlige dimensioner krydse tidslige, drømme filtre sig ind i konkret virkelighed, mytologi blande sig med dagligdag, og det mirakuløst vidunderlige opstå midt i en triviel og forudsigelig verden.

”Dødssejlere” er typisk for en stor del af Nordbrandts poesi med dets arabeskagtige associative billedstruktur, elegante syntaks og dets på én gang patosladede og illusionsløse gennemlysning af smerten ved et tab:

”Dødssejlere kalder vi dem

på grund af formen

på de sår de laver

når de forlader kroppen

med et lille stykke af sjælen om bord

og under en hård fralandsvind

driver tilbage gennem tiden

i et omvendt perspektiv

så de bliver større og større

jo længere de fjerner sig fra os

som mødre, som krænkelser

som hårde ord for længst fortrudt

til mørket sænker sig

engang midt i forrige århundrede

og lyden af ankerkæderne/ kilometer efter kilometer

fortæller os at dybet/ har nået os”.

Blandt de grotesk-satiriske tekster i forfatterskabet har vi digtsamlingen Vi danskere, hvis optik er en ironisk tilgang til nationalisme og en kritik af etniske danskeres selvgode, arrogante og ignorante holdning til den øvrige verden –udtrykt i en vrængende sarkastisk tone.

Det ironiske ligger i, at digteren mener det stik modsatte af, hvad der siges, og det groteske fremgår i den voldsomme overdrivelse af den stil og holdning, som teksten lancerer.

Der er i samlingen digte om ”Den danske folkekirke”, ”Svineproduktionen”, ”Modersmål”, ”Danskheden”, og grebet er i alle disse tekster at vende og dreje en kliché fra dagligsproget.

Digtet ”Kongehuset er en rigtig god forretning” er et eksempel på den grotesk-satiriske tendens i Nordbrandts forfatterskab. Det og indledes med, at de angivelige danske yndlingsfraser, ”fint”, ”billigt” og ”typisk”, varieres og gentages i en parodisk og absurdistisk smalltalk. Det sladrende talesprogspræg forstærkes af en veritabel mængde adverbier som ”så” og ”meget”:

”Det danske kongehus er så fint.

Og så er det billigt.

Det er meget billigere end en præsident

siger dets tilhængere

og naturligvis meget, meget finere.

Så det kan betale sig at have et kongehus.

Derfor er det også typisk dansk.

Danskere elsker nemlig

alt, hvad der kan betale sig.

Specielt hvis det ser fint ud.”

”Når han ville sige noget til menneskene, kunne han ikke sige det direkte. Måske har han været flov over det lort, han lavede. I hvert fald måtte han lade et andet menneske tale for sig. Sådan én blev kaldt for et sendebud. Sendebudene havde det selvfølgelig rigtig godt, folk fedtede jo for dem, og mange af dem blev grådige og lavede grimme ting for at få endnu mere ud af deres sendebudsvirksomhed. Til sidst blev det for meget for Godok, og det kan man godt forstå, når han nu selv havde lavet det hele. Så han lavede altså også en søn. Han hed Jeppe. Ham skulle menneskene så slå ihjel ved at sømme ham fast til et kors. Så ville alt blive godt.”