Italiens forfatning og politiske system

Parlamentet består af to kamre, Senatet og Deputeretkammeret, der har samme funktioner og beføjelser. Lovforslag skal vedtages i samme form i begge kamre.

Ved en reform i 2020 blev Deputeretkammerets medlemstal reduceret fra 635 til 400, og antallet af senatorer fra 315 til 200.

Valgperioden er fem år i begge kamre.

Foruden de 200 folkevalgte senatorer kan præsidenten udpege livstidssenatorer blandt personer, der har ydet en særlig værdifuld indsats inden for samfundslivet, videnskab, kunst og litteratur. Der må højst være fem udpegede livstidssenatorer ad gangen, hvortil kommer tidligere præsidenter, som automatisk bliver livstidssenatorer.

Parlamentet vælges ved en kombinationen af flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg. Valgreglerne er løbende blevet ændret ud fra et ønske om at reducere den politiske fragmentering og sikre mere stabile regeringer.

Præsidenten er statsoverhoved og vælges for en periode på syv år af et valgkollegium bestående af medlemmer fra begge kamre samt 58 repræsentanter for regionerne.

Præsidenten udnævner premierministeren, der derefter skal sikre parlamentets opbakning til sin regering. Præsidenten kan opløse parlamentet i tilfælde af politiske kriser (typisk hvis regeringen taber en tillidsafstemning i parlamentet eller ikke kan komme overens om, hvilken politik der skal føres), dog ikke i de sidste seks måneder af sin embedsperiode.

Præsidenten fungerer som garant for, at lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen.

Den udøvende magt ligger hos regeringen under ledelse af premierministeren.

Regeringen er et kollegialt organ (“ministerrådet”, på italiensk Consiglio dei Ministri), og premierministerens officielle titel er Presidente del Consiglio dei Ministri eller bare Presidente del Consiglio ('formand for ministerrådet').

Regionerne nyder i stigende grad selvstyre. I 2001 gennemførtes en reform, der gav alle regioner udvidede beføjelser inden for uddannelse, sundhed og miljø. Regionernes selvstyre har ofte været emne for politisk debat, hvor ressourceuligheden mellem de nordlige og sydlige regioner har været omdrejningspunktet.

Regionernes udøvende magt ligger hos en regionalregering (på italiensk giunta regionale), der er ansvarlig over for det folkevalgte regionsråd (consiglio regionale). Formanden for regionalregeringen er siden 1993 blevet valgt ved direkte valg.

Italienske medier omtaler gerne formanden for en regionalregering som guvernør. Denne titel findes imidlertid hverken i den italienske forfatning eller i lovgivningen om regionerne. Regionalrådsformændenes beføjelser er langt mindre, og deres politiske og forfatningsmæssige stilling i det hele taget væsentligt anderledes, end fx de amerikanske guvernørers.

Regionerne Sicilien, Sardinien, Trentino-Alto Adige, Friuli-Venezia Giulia og Aostadalen (Valle d'Aosta) har forskellige grader af særligt vidtgående selvstyre.

Den italienske forfatningsdomstol spiller en afgørende rolle i sikringen af lovgivningens overensstemmelse med forfatningen. Domstolen består af 15 medlemmer, som udpeges ligeligt af præsidenten, parlamentet og de højeste domstole. Domstolen afgør konflikter mellem stat og regioner og dømmer i sager, hvor parlamentet anklager præsidenten for højforræderi eller for angreb på forfatningen.

Italien er opdelt i 20 regioner, 102 provinser og knap 7900 kommuner. På baggrund af Italiens stærkt splittede og ustabile partistruktur har man stræbt efter at styrke borgmestrenes stilling og gøre deres embedsførelse mere effektiv. Som led i disse bestræbelser indførtes i 1993 direkte valg af borgmestre og byrådsmedlemmer.

• Italiens politiske partier
• Italiens regioner
• Italien