Faktaboks

Jacob Binck

Jakob Binck

Jakob Bink

Født
1500, Köln, Tyskland
Død
28. august 1569, Königsberg, Østpreussen (i dag Kaliningrad, Rusland)
Levetid - kommentar
født mellem 1494 og 1500

Portræt af hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere kong Christian 3., udført i 1535. Portrættet af den 32-årige prins er graveret i en sølvplade, som her vises med det spejlvendte motiv. Pladen, der opbevares på Rosenborg Slot, har været anvendt til at trykke med.

/Rosenborg Slot.

Jacob Binck var en tysk-dansk maler og kobberstikker. Han spillede en central rolle som formidler af aktuelle stilformer fra Nederlandene og Tyskland og satte et afgørende præg på udviklingen af den verdslige portrætkunst med malerier, medaljer og grafiske blade.

Jacob Bincks virke

Fra 1533 var Jacob Binck i tjeneste hos hertug Christian, den senere kong Christian 3., for hvem han udførte det kongelige segl i 1538 og majestætsseglet i 1546. Derudover skabte han en række medaljer og guldskuepenge med portrætter af Christian 3. og dronning Dorothea, blandt andet sølvmedaljen fra 1541 med kongen og det danske rigsvåben. Det i sølv stukne portræt af Christian 3. fra 1535 (sølvpladen på Rosenborg Slot) tilskrives Binck.

Som kongens kunstneriske rådgiver og indkøber rejste Jacob Binck fra 1548 i Tyskland og Nederlandene, og han var en tid udlånt som hofmaler, dels til Gustav 1. Vasa af Sverige, dels til Christian 3.s svoger, hertug Albrecht af Preussen (1490-1568). Til Christian 3.s danske bibel (1550) udformede han kongeportrættet og det danske rigsvåben i træsnit.

Bincks portrætmaleri

En række adelsportrætter er tilskrevet Binck, blandt andet af hertuginde Dorothea af Preussen, kansler Johan Friis og Birgitte Gøye (alle på Frederiksborgmuseet) samt Herluf Trolle (Herlufsholm).

Jacob Binck har muligvis også været ansvarlig for ombygningen af Johan Friis' Hesselagergård på Fyn samt udsmykningen med kalkmalerier i blandt andet hjortesalen (ca. 1550).

Dette maleri fra 1539 af Frederik 1. er tilskrevet Jacob Binck, som ved Frederik 1.s død havde udført et medaljeportræt af ham. Kopier af dette portræt viser, at de efterfølgende generationer betragtede det som den fastslåede portrættype for Frederik 1. Frederiksborgmuseet købte i 1929 billedet i Tyskland. Det stammer angiveligt fra hertugfamilien på Augustenborg Slot.

/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot .

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig