Jens Haaning

Allerede som studerende startede Jens Haaning udstillingsprojektet TAPKO sammen med Jytte Høy (født 1951), Jørgen Carlo Larsen (født 1954), Kerstin Bergendal (født 1957) og Cai-Ulrich von Platen (født 1955). Navnet TAPKO kommer af deres første udstillingssted i Tappehallerne i Nordhavn i København. Her viste de forskellige installationer, der havde det til fælles, at de lignede forladte scener, hvor forskellige rekvisitter fik publikum til at fantasere om, hvad der kunne være foregået på stedet. TAPKO eksisterede i flere år og udstillede både deres egne og andres værker i forskellige tomme bygninger i København, hvis historie som regel indgik i værkerne. I 1998 udstillede de på Kunstmuseum Brandts i Odense og i 2005 på KUNSTEN i Aalborg, hvor de igen skabte installationer specifikt til stedet.

Jens Haaning lavede dog også sine egen projekter sideløbende med TAPKO. I 1994 viste han installationen Trap på Gl. Strand. Værket var enkelt, men effektivt: Publikum gik igennem en tung dør ind i et tomt rum uden vinduer. Men rummet viste sig at være en Trap – en fælde – for så snart døren smækkede bag dem, kunne den ikke åbnes i 45 sekunder. Udstillingsgæster, der ikke havde hørt om værket i forvejen, kunne dermed nå at gå i panik over at være spærret inde. På den måde var værket ikke så meget en egentlig installation, eftersom det stort set bestod af et tomt rum, men nærmere en situation, hvor publikums hjertebanken, råb eller spontane samtaler med hinanden udgjorde værket.

Jens Haaning og TAPKOs værker kan derfor godt ses som beslægtede med langt tidligere kunstneriske aktiviteter, nemlig Fluxus-bevægelsen i 1960'erne. I hvert fald ser vi her den samme indstilling til kunstværket som noget uafgrænset, der er under konstant udvikling, og som strækker sig over et bestemt tidsrum på et bestemt sted. En kunstoplevelse er dermed ikke så meget noget, der produceres, men snarere noget, der kommunikeres.

Turkish Jokes blev senere vist på Documenta (2002) og fik i det hele taget en del opmærksomhed. Det skyldes bl.a. den franske kurator Nicolas Bourriad (født 1965), der i dag er leder af kunstakademiet i Paris. I sin bog Relationel æstetik fra 1994 (oversat til dansk i 2005) beskriver Bourriaud en række kunstværker, der, som han skriver, "sætter menneskelige interaktioner i gang". Værkerne er dermed heller ikke rigtige 'værker', da de ifølge Bourriaud ikke er noget materielt, men rækker langt ud over materiale og formgivning. Turkish Jokes er fx med til at få borgere med tyrkisk baggrund til at blive "forenet i fælles latter", som han skriver. På den måde får kunsten en ny rolle, der ikke så meget handler om at se på kunstværker, men mere om at reflektere over verden omkring sig og få mennesker til at danne nye fællesskaber om det, kunstværkerne får dem til at opleve. Værkerne er altså relationelle, fordi de skaber nye relationer mellem mennesker, og æstetik, fordi de bruger noget æstetisk – noget vi kan se, høre, føle, smage eller lugte – til at sætte det hele i gang.

Nicolas Bourriaud havde som udgangspunkt stor succes med at introducere Relationel æstetik, både i form af hans bog, men også gennem flere artikler og udstillinger, fx udstillingen Touch: Relational Art from the 1990es to Now på San Francisco Art Institute i 2002. Hans ideer mødte dog også kritik, især fra den britiske kunsthistoriker Claire Bishop (født 1971).

Claire Bishops kritik handlede især om de fællesskaber, som Nicolas Bourriaud fremhævede som en positiv effekt af den relationelle æstetik. Bishop satte spørgsmålstegn ved, om alle fællesskaber er gode – og om alle kan være med i dem. Hun kritiserede også Bourriaud for at regne enhver dialog for at være positiv og fremmende for demokratiet. Endelig var hun skeptisk overfor kuratorens rolle, som hun mente, snarere blev en rolle som en slags oplevelsesøkonomisk designer, der gjorde kuratorer som Nicolas Bourriaud selv til udstillingernes virkelige stjerner.

Bishops kritik er på den måde næsten en foregribelse af den kritik, som Jens Haaning siden er blevet kendt for, nemlig en skepsis i forhold til den måde, vi selv opfatter vores rolle i verden på. Vi kan fx overveje, om alle tyrkisktalende borgere, der har oplevet Turkish Jokes, overhovedet har lyst til at indgå i et fællesskab om nogle vittigheder, som ikke nødvendigvis er lige sjove for dem alle – blot fordi de taler tyrkisk.

I 2014 udtalte Jens Haaning:

"Jeg er grundlæggende forbeholden overfor hele den civilisation, jeg lever i. Jeg har svært ved at se noget konstruktivt i den danske andelsbevægelses tanke om, at vi alle skulle være i samme båd. Det er en ufrugtbar og naiv tanke"

Dermed antyder Jens Haaning også selv, at mennesker har svært ved at danne relationer til nogen, der er anderledes end dem selv, og at vores fællesskaber ikke er så stærke, som vi gerne vil tro.

Jens Haaning har desuden vist sin kunst mange gange i udlandet, bl.a. på Muzeum Sztuki i Łódź, Polen; Moma Ps1 i New York, USA; Moscow Museum of Modern Art i Moskva, Rusland; ICA London i England; San Francisco Art Institute i Californien, USA; Hamburger Bahnhof i Berlin, Tyskland; og Wiener Secession i Østrig.

I 2002 medvirkede Jens Haaning på Documenta i Kassel, Tyskland. Han har desuden medvirket på Istanbul Biennalen i Tyrkiet (2005), Berlin Biennalen i Tyskland (2010), Athen Biennalen i Grækenland (2011) og Liverpool Biennalen i England (2012).

Jens Haanings værker indgår bl.a. i samlingerne hos SMK, ARoS og KUNSTEN i Danmark og på The National Museum of Art, Architecture and Design i Oslo, Norge; Malmö Konstmuseum, Sverige; Le Consortium i Dijon, Frankrig; og Migros Museum i Zürich, Schweiz.

Jens Haaning har skabt flere permanente offentligt tilgængelige værker, bl.a. det falske reklameskilt Skibsbyggerivej 5 i Aalborg og et "vejskilt" med teksten Afghanistan 5012 km, som er placeret ved en omfartsvej uden for Utrecht, Holland.

Jens Haaning har modtaget Eckersberg Medaillen i 2007 og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat i 2020. I 2016 modtog han Statens Kunstfonds Hædersydelse.