Karen Blixen (1885-1962) - Dansk forfatter

Faktaboks

Karen Blixen

Karen Christentze Blixen-Finecke; pseudonymer: Isak Dinesen, Pierre Andrézel. På tysk udkommer hendes bøger under forfatternavnet Tania Blixen.

Født: 17. april 1885, Rungstedlund, Rungsted
Død: 7. september 1962, Rungstedlund, Rungsted

Karen Blixen ved en "festlig Dinesen-Aften" den 2. december 1935 i anledning af udgivelsen af *Syv fantastiske Fortællinger*. Festen var arrangeret af Nordisk Digterklub og blev afholdt i Ingeniørhuset i København.

Karen Blixen, 1935

Af Ukendt/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Karen Blixen var en dansk forfatter. Hun er særligt kendt for en række fortællinger samt den selvbiografiske roman Den afrikanske Farm.

Som 49-årig blev Blixen internationalt berømt, da hendes Seven Gothic Tales udkom i USA i 1934. Bogen var skrevet på engelsk og udgivet under pseudonymet Isak Dinesen. Året efter udkom den i Danmark som Syv fantastiske Fortællinger, oversat af Karen Blixen selv. Hermed begyndte hun en praksis med at skrive på engelsk for siden at oversætte eller gendigte sine tekster til dansk.

Karen Blixen er en af de mest oversatte og omdiskuterede danske forfattere; hun var flere gange indstillet til Nobelprisen, og hendes bøger læses og diskuteres stadig verden over.

Sprog og stil i Blixens forfatterskab

Da Blixen fik sit litterære gennembrud i 1930’erne, brød hun meget bevidst med tidens sociale og psykologiske realisme og tendensen fra Georg Brandes’ berømte programerklæring om at ’sætte problemer under debat’. Men hendes fortællinger handler på anden vis om moderne eksistentielle spørgsmål.

Gennemgående temaer i forfatterskabet er oprør mod fastlåste kønsroller, undertrykkelse af sanseligheden, og hvordan de borgerlige normer knægter mod, humor og livsglæde.

Brud med fortællingen som genre

Andre moderne træk i Blixens fortællinger er en stærk understrøm af fortællerironi, udnyttelsen af det gotiske som ren effekt og de markante brud på genrens klassiske komposition. Det sidste ses ikke mindst i fortællingernes slutninger, hvor det hænder, at personer brat forlades foran en uvis fremtid. Som når et lille selskab i ”Syndfloden over Norderney” efterlades på et høloft med ordene:

I dette Øjeblik saa Sheherezade Morgenrøden bryde frem, og ifølge Forordningen afbrød hun sin Fortælling og tav.

Blixen og den litterære arv

Sheherezade. Tegning af Karen Blixen i én af hendes udgaver af *Tusind og én nat*. "Sheherezade, som forsødede sultanens nætter med sine øjne og læber og med at fortælle eventyr.” Citat fra Blixens efterladte fortælling "Gensyn" (1961).

Sheherezade

Af Karen Blixen/Morten Juhl/Rungstedlundsamlingen.

Licens: Begrænset anvendelse

Med hensyn til bl.a. komposition, navnesymbolik og handlingsintriger trækker Blixen flittigt på en lang række af verdenslitteraturens klassiske værker, bl.a. Shakespeares dramaer, Dante Alighieris Den guddommelige komedie og den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat – herunder især fortælleren Sheherezade, som Blixen identificerede sig med. Klassiske myter og eventyr samt Bibelen og Koranen er også betydningsbærende i forfatterskabet.

Sprog og persongalleri

Sprogtonen i Blixens fortællinger er præget af, at de udspiller sig tilbage i tiden, typisk i 1700-tallet og 1800-tallet. Fortællingerne er befolket med grever og baroner, priorinder og kardinaler, men også med soldater og oprørere, søfolk og prostituerede. Det understøtter Blixens gammeldags sprogtone, og det bidrager til at gøre sceneriet eksotisk.

Handlingens sindrighed

I Den afrikanske Farm skriver Karen Blixen om den ”handlingens sindrighed”, som hun oplever i østafrikanernes traditionelle fortællekunst. Handlingens sindrighed betegner for Blixen den skarpsindigt udtænkte – og umiddelbart indviklede – måde, en fortælling er konstrueret på: en rammehistorie med historier inde i historien. Som en kinesisk æske eller en matrjosjka, en babusjka-dukke. Denne fortælleteknik er et gennemgående træk i mange af Blixens fortællinger.

Opvæksten på Rungstedlund

Rungstedlund 1891. Karen Blixen fortæller i et radioforedrag 1958 om Rungstedlund: "Der var dengang Landbrug til Kroen, og Hestestald, Kostald, Svinesti og Lade laa i uregelmæssig Firkant omkring den Bygning som nu alene staar tilbage, og hvis Længer og Grundmur vistnok er de samme som i Aar 1600. Rungstedlunds Avlsbygninger brændte alle ned en Sommernat i 1898, jeg saa dem selv brænde ned. Jeg har som Barn redet Gaardens Heste tilvands imellem dem."

Rungstedlund 1891

Af ukendt/Rungstedlundsamlingen.

Licens: Begrænset anvendelse

Karen Christenze Dinesen blev født den 17. april 1885 på Rungstedlund, et landsted nord for København. Efternavnet Blixen – og hendes baronesse-titel – stammer fra ægteskabet i 1914 med hendes svenske halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke.

Rungstedlund blev i 1879 købt af officer, godsejer og forfatter Wilhelm Dinesen, der flyttede hertil med sin hustru Ingeborg Westenholz. Deres fem børn, Karen og hendes to søstre og to brødre, er født og voksede op her. Særligt Karen knyttede sig meget til sin far. Wilhelm Dinesen begik imidlertid selvmord i 1895. Hvilket tab det var for den 10-årige Karen, har hun senere selv beskrevet.

Familien Westenholz

Moderens familie, Westenholz’erne, kom til at spille en vigtig rolle for de faderløse Dinesen-børn. Ingeborgs søstre, Karen og Mary B. Westenholz, og deres mor, kaldet ”Mama”, var allerede i 1882 flyttet ind i Folehave, der hørte under Rungstedlund. Karen Blixen førte fra sin egen kritiske vinkel dybsindige diskussioner med dem. De var unitarer, dvs. tilhængere af unitarismen, en livsanskuelse, som understreger det enkelte menneskes eget ansvar, men som samtidig er stærkt moralistisk.

Aspekter af unitarismens livsanskuelse tematiseres, ofte underfundigt, i mange af Blixens fortællinger.

Blixens unge år

Den unge Karen læste og skrev og tegnede, fx lavede hun som 15-årig en række illustrationer til Shakespeares En Skærsommernats Drøm. I årene 1903-1906 var hun elev på Kunstakademiet i København, og malerkunsten blev et betydningsfuldt element i hendes historiefortælling.

I 1907 debuterede Blixen som forfatter med fortællingen ”Eneboerne” i tidsskriftet Tilskueren. Det skete under pseudonymet Osceolo.

Årene i Afrika

Karen Blixen på safari i Kenya i februar 1918 - med jagt og champagne. Hun var sammen med den svenske officer Eric von Otter, der var konverteret til islam, og som hun lærte meget af. Efter turen afslog hun hans forslag om giftermål. Et par måneder efter traf hun sin store kærlighed, Denys Finch Hatton.

Karen Blixen på næsehornssafari i Kenya i 1918

Af Det Kongelige Bibliotek.

Licens: Begrænset anvendelse

I 1913 forlod Karen Dinesen Danmark og rejste til Afrika, hvor hun blev gift med sin halvfætter Bror von Blixen-Finecke. Sammen drev de en kaffefarm ved Ngong Hills i Britisk Østafrika (senere Kenya) på vegne af et familieejet aktieselskab. Karen og Bror blev skilt i 1925. I 1918 havde hun imidlertid mødt den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, som blev hendes store kærlighed. Han døde i et flystyrt i 1931. Samme år måtte Karen Blixen erkende, at farmen efter mange års økonomiske problemer skulle sælges.

Årene i Afrika blev den centrale oplevelse i hendes liv, som beskrevet i den Den afrikanske Farm (1937) og suppleret i Skygger paa Græsset (1960). I det konventionsløse nybyggersamfund fik Blixen mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med sit ubændige temperament. Hos de østafrikanske arbejdere på farmen fandt hun desuden en oprindelig livskraft og aristokratisk stolthed og værdighed, som var gået tabt i det borgerlige Danmark. Og så kunne de fortælle historier.

Islam

Blixen beretter om de muslimske somaliere på farmen. Deres fortællinger såvel som hendes egne studier i islam har haft stor indflydelse på hendes egne fortællinger, både med hensyn til form og indhold.

Særligt beretter hun om hushovmesteren Farah og bøssebæreren Ismael: Når de var med på Safari, følte de sig i "så sikker Afstand fra Civilisationen, at deres Tunger blev løst, og de fortalte mig om mange mærkelige Hændelser hjemme i Somaliland, eller Fortællinger ud af Koranen og Tusind og een Nat."

Karen Blixen i Den afrikanske Farm og i personlige breve

Efter Karen Blixens død blev et udvalg af hendes breve til familien udgivet med titlen Breve fra Afrika (1978; udvidet udgave: Karen Blixen i Afrika, 2013). Sammenholder man de to versioner af tiden i Afrika, falder det i øjnene, i hvilken grad Karen Blixen komponerede sit liv i Den afrikanske Farm.

Hendes økonomiske fallit og kærlighedstabet, da Denys Finch Hatton brød deres mangeårige forhold, er i Den afrikanske Farm tilrettelagt som en tragedie med hende selv i den store hovedrolle. I brevene omkring 1925 kan man følge, hvordan det ustabile forhold til Denys Finch Hatton og farmens truende fallit førte til både selvopgør og skarpe bebrejdelser mod familien for en opdragelse, der havde ladet hendes evner ligge brak. Krisen får hende til at genoptage den fortællekunst, hun allerede som ung havde vist talent for.

Hjem til Rungstedlund

Pasfoto af Karen Blixen, o. 1930

Karen Blixen

Af Ukendt/Zuma/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Karen Blixen vendte hjem til Rungstedlund i 1931. Økonomisk ruineret og desillusioneret, fraskilt – og syg efter behandlingen af den syfilis, hendes mand havde givet hende. Men med et fond af livserfaringer – foruden en bunke manuskripter til fortællinger, som hun havde skrevet eller påbegyndt i Afrika. Der fulgte en kritisk tid for hende med at etablere sig i forhold til sin familie – og til sig selv: hvor skulle hun bo, og hvad skulle hun leve af og for? Dertil: at etablere sig som forfatter i forhold til hele bogmarkedet.

Med Drømmeren (en Netflix-serie fra 2023) satte manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen sig for at skildre Karen Blixen (spillet af Connie Nielsen) i disse år. Filmens engelske titel er sigende: The Dreamer – Becomming Karen Blixen. Eller: Becomming storyteller Isak Dinesen.

Storyteller Isak Dinesen

Den 25. september 1935 udkom *Syv fantastiske Fortællinger* i Karen Blixens egen oversættelse. Vignetten på forsiden, af Mogens Zieler, illustrerer begyndelsesordene i fortællingen "Drømmerne": "En Fuldmaanenat i Aaret 1863 var en Dhow undervejs fra Lamu til Zanzibar...". For første og eneste gang bruges her pseudonymet Isak Dinesen. Næsten alle hendes senere bøger er i Danmark udgivet på Gyldendal under navnet Karen Blixen.

Syv fantastiske Fortællinger 1935 forside

Af Ivan Z. Sørensen.

Licens: CC BY SA 3.0

I 1934 udkom Seven Gothic Tales i USA, skrevet af en Isak Dinesen. Da det i Danmark blev kendt, at det var baronesse Karen Blixen-Fineche, der gemte sig bag forfatternavnet, kimede telefonen på Rungstedlund. ”Isak Dinesen fortæller om sin amerikanske succesbog,” lød overskriften på en interview-artikel i Berlingske Tidende 1. maj 1934. Her erklærede baronesse Blixen: ”Jeg vil ikke stå til regnskab for det, Isak Dinesen skriver. Det er hæmmende.”

Leg med Blixen og Dinesen

Denne skelnen mellem Blixen og Dinesen kan virke forvirrende, men kan forstås som et udtryk for noget karakteristisk for Karen Blixen. Pseudonymet er dannet af hendes familieefternavn, fornavnet Isak forklarer hun selv med, at ”Isak” refererer til den bibelske figur, Abraham og Saras søn, hvor navnet betyder ”den, der ler”.

Med navnet Isak Dinesen driver Blixen et maskespil, hvor hun giver sin fantasi frie tøjler til en fortællerstemme, der udfolder sig hæmningsløst, åndfuldt og humoristisk.

'I am a storyteller'

Samtidig var Karen Blixen i hele sin forfattergerning sig meget bevidst om, hvordan hun forvaltede fantasi og sindrig fortællekunst. I amerikanske TV-udsendelser fra 1959, det år, hvor hun besøgte landet, pointerede hun: ”I am a storyteller.” Og hun præciserer: ”Kunst er sandheden over facts. (…) Man bliver ikke kunstner af at lade fantasien løbe løbsk. Kunst er disciplineret fantasi. Og ingen er så disciplineret som en storyteller.”

Kunst og storytelling er i sig selv et tema i Blixens fortællinger. Og fantasi er drivkraften.

Et kor af stemmer

Den amerikanske forfatter og journalist Judith Thurman, der bl.a. har skrevet biografien Karen Blixen. En fortællers liv (1983), har påpeget, at en storyteller hverken er en kvinde eller en mand, men et kor af stemmer, der lyder fra hundrede munde. Et mangetydigt væsen, kunne man tilføje, uden navn, uden køn og alder og uden et jeg. Man må stille sig tilfreds – eller fornøje sig – med de sindrige glidninger i stemmeføringen. En collage af stemmer fra en kreativ fantasi – og fra bøger og kunstværker fra hele verden.

Kvindefigurer i forfatterskabet

Marmorstatue på Louvre i Paris af den romerske gudinde Diana fra 1. årh. Blixen skriver i et brev fra 1928: “Jeg har hele mit Liv holdt mere af Diana end af Venus; baade tiltaler hendes Skønhedstype, som jeg har set den i Statuer og Billeder, mig i sig selv mere, og ogsaa vil jeg selv hellere have Dianas Tilværelse end Venus'." Blixen tænker som Søren Kierkegaard: “Derfor har Diana altid været mit Ideal. (…) Til alskens Gjækkeri maatte hun netop egne sig. Min gode Diana har aabenbart paa en eller anden Maade en Viden i sig, der gjør hende langt mindre naiv selv end Venus.”

Diana skulptur på Louvre

Af Shonagon.

Licens: CC0 1.0

Kvindefigurer og kvinders identitetskonflikter er et omdrejningspunkt i mange af Karen Blixens fortællinger. Hun voksede op i en brydningstid for kvinder. Bag forfatterskabets gentagne spørgsmål: Hvem er jeg? ligger en stadig søgen efter en moderne identitet.

Flere steder i forfatterskabet, fx i ”Heloïse” (fra Vinter-Eventyr, 1942), bruger Blixen den klassiske mytologis gudinde Diana som symbol på kvinden, der eksisterer i sin egen ret i stedet for at lade sig definere af mandens forventninger. Længslen efter at være fri og selvberoende kolliderer imidlertid med kvindens ønske om også at blive elsket og begæret.

Frimodige, vise kvinder

En anden genkommende kvindeskikkelse er den gamle, vise og frimodige kvinde, der i kvikke replikker – og lidt tilspidset – udtrykker Karen Blixens humoristiske sindelag. For eksempel gammeljomfruen Frøken Malin Nat-og-Dag (fra ”Syndfloden over Norderney”, Syv fantastiske Fortællinger). Hun var som ung en omsværmet kvinde, og hun hævder, at ”en Mangfoldighed af unge Mænd virkelig havde bedrevet Hor med hende,” for som hun refererer Bibelen: den, ”som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.”

Humor og ansvar

En humoristisk livsanskuelse som Karen Blixens indebærer – som en sådan er karakteriseret af de danske filosoffer Søren Kierkegaard og Harald Høffding – en afstandtagen fra en hinsides verden og en evig frelse ved Kristus' offerdød, dvs. det kristne dogme om forsoningslæren.

Som i ”Kardinalens tredje Historie” (Sidste Fortællinger, 1957), hvor Lady Flora med bestemthed siger fra over for forkyndelsen af, at ”Een er død for os alle!”. Eller Priorinden i ”Aben” (Syv fantastiske Fortællinger, 1935): hun sammenlignes med ”den ædle Fritænker (…), der bliver ved at øve sine gode Gerninger, ogsaa efter at han har opgivet Troen paa nogen himmelsk Belønning i Paradiset.”

Je responderay

Det er i forlængelse af en denne livsanskuelse, at Karen Blixen kalder sig en ”Ja-siger”, dvs. ja til denne verden, og tager mottoet ”Je responderay” til sig. Det udlægger hun som: “Jeg vil svare for hvad jeg siger eller gør; jeg vil svare til det indtryk, jeg gør. Jeg vil være ansvarlig.” Eller som hun lader Christian 7. sige i "Samtale om Natten i København" (Sidste Fortællinger): "Il y a dans ce monde un bonheur parfait" ("der er i denne verden en fuldendt lykke").

Blixens sidste tid

Karen Blixen 1958 med pelskrave af en leopard, hun selv havde skudt i Afrika.

Karen Blixen

Af Ivar Faurskov Myrhøj/ Rungstedlundsamlingen.

Licens: Begrænset anvendelse

I årene efter 2. Verdenskrig skrev Karen Blixen flere fortællinger til amerikanske magasiner, især Ladies Home Journal. De blev senere indlemmet i hendes sidste bøger, bl.a. ”The Ring” og ”Babette’s Feast” (1950) og ”The Immortal Story” (1953), der kom med i Skæbne-Anekdoter (1958); foruden ”The Secret of Rosenbad” (1962, ”Ehrengard”).

Samtidig blev Blixen i Danmark en kendt og værdsat personlighed gennem radio- og TV-optrædener og bidrag til aviser og blade, ofte med markante standpunkter i debatter om køn og kunst – og om dyreforsøg.

Til nedskrivning af de sidste bøger fik hun hjælp af sin mangeårige sekretær Clara Selborn (dengang Svendsen). Det er også hende, der har oversat fortællinger, som Blixen ikke selv nåede, bl.a. "Ehrengard".

Kredsen omkring Rungstedlund

Karen Blixen knyttede venskaber med en række danske kulturpersonligheder og yngre danske digtere, som fik deres gang på Rungstedlund. Blandt dem Thorkild Bjørnvig, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og litteraturforskeren Aage Henriksen; alle skrev de om hendes værker såvel som om deres ofte konfliktfyldte relationer til dén stærke og dominerende personlighed, Karen Blixen var.

Denne side af den aldrende Karen Blixen får man et grumt indtryk af i Bille Augusts film Pagten (2021), som især er baseret på Bjørnvigs bog med samme titel (fra 1974).

Tiden i USA

Karen Blixen besøger den amerikanske forfatter Carson McCullers i New York, januar 1959. Fra højre mod venstre: Karen Blixen, Carson McCullers, Marilyn Monroe, Arthur Miller.

Karen Blixen i USA

Af Ukendt/Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

I 1959 blev Isak Dinesen inviteret til USA af American Academy of Arts and Letters, som havde udnævnt hende til æresmedlem. Hendes forelæsning for Akademiets medlemmer blev ”Mit Livs Mottoer”. Uanset at hun på turen var meget syg, deltog hun i cocktailparties og selskabeligheder med byens notabiliteter, bl.a. Marilyn Monroe og Truman Capote.

Under opholdet var Blixen en efterspurgt gæst i de amerikanske medier og kulturcentre i New York, bl.a. det berømte Poetry Center 92 Y, hvor hun optrådte flere gange. Her oplevede den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt hende, og Arendt fortalte: ”Publikum, alle meget unge mennesker, var overvældet. Hun var som et genfærd fra gud ved hvor og hvornår. Og endda mere overbevisende end på skrift. Også: a great lady.”

Karen Blixen – kolonialist og racist?

Karen Blixen (længst til venstre) fotograferet sammen med ansatte ved den afrikanske farm.

Karen Blixen, ca. 1915

Af Ukendt/Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

I flere omgange er Karen Blixen blevet udsat for kritik, især af hendes rolle som kolonialist i Afrika og for racisme i sine Afrika-bøger. Især i 1980’erne af den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o. Debatten forgår stadig. I efterskriftet til den kommenterede udgave af Den afrikanske Farm (2007) har Lasse Horne Kjældgaard redegjort for den kolonihistoriske baggrund.

Blixen blev af de andre hvide i Kenya angrebet for at være ”Pro-Native”. Hun demonstrerede selv i et foredrag i 1934 om ”Sorte og Hvide i Afrika”, at hun var sig meget bevidst om sin rolle som kolonialist. Hun sagde bl.a. ”Magten var vor. Vi hvide Folk havde overtaget Landet, først som et Protektorat, siden blev det en Koloni. Vi gav Love og Anordninger (…). Magt til, med vor uhyre tekniske Overlegenhed, at vise Ringeagt for deres Værdier, deres Traditioner og opsamlede Goder, til at tilintetgøre en stor Del af deres Forestillinger, – ja, til paa en Maade at ophæve deres hele Eksistens.”

Blixen på film

Karen Blixens liv og værker er blevet filmatiseret adskillige gange. Mest berømte er Sidney Pollacks Out of Africa (Mit Afrika) fra 1985 og Gabriel Axels Babettes Gæstebud (Babette’s Feast) fra 1887, begge Oscarvindere. Orson Welles spillede selv en hovedrolle i sin filmatisering fra 1968 af Karen Blixens The Immortal Story (Den udødelige historie).

Christian Braad Thomsens dokumentarfilm Karen Blixen – storyteller er fra 1995. Blixens sidste fortælling Ehrengard blev filmatiseret i 1982 af italienske Emidio Greco og igen i 2023, som folkekomedie, af danske Bille August. August har også instrueret Pagten (2021). Netflix-serien Drømmeren (2023) har Dunja Gry Jensen som manuskriptforfatter.

Karen Blixens værker

I 2024 blev Karen Blixen hædret med en skulptur af Rikke Raben på Skt. Annæ Plads i København.

Blixen-skulptur 2024

Af Ivan Z. Sørensen.

Licens: CC BY SA 3.0

Med første udgivelsesår og i parentes den kommenterede udgave ved Gyldendal og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab:

Syv fantastiske Fortællinger, 1935 (2012)
Den afrikanske Farm, 1937 (2007)
Vinter Eventyr, 1942 (2010)
Gengældelsens Veje, 1944 (2013)
Sidste Fortællinger, 1957 (2016)
Skæbne-Anekdoter, 1958 (2020)
Skygger paa Græsset , 1960 (2020)
Posthumt:
Karneval – og andre fortællinger (inkl. ”Ehrengard”), 2019
Mit Livs Mottoer og andre essays, 2021 (2020)
Karen Blixen i Afrika. En brevsamling, 2013
Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62, bd. 1-2, 1996

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Karen Blixen

Ivan Z. Sørensen

mag.art., cand.mag., Folkeuniversitetet i København

Karen Blixen