Faktaboks

Officielt navn
OK A.M.B.A.
CVR-nummer
39170418
Adm. direktør
Michael Lindhart Løve
Bestyrelsesformand
Flemming Møller Rasmussen
En morgen i Aarhus i Havn 1999.
Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix.

OK er et andelsejet energiselskab, som siden 2024 også har ejet lidt over halvdelen af Coop Danmark.

OK's historie går tilbage til 1913, hvor den første indkøbsforening for kul blev dannet. Med en fusion i 1978 mellem en række indkøbsselskaber skabte man Olieselskabet Danmark. Siden 1998 har det officielle navn været OK a.m.b.a.

OK er ejet af 11.000 kunder og forhandlere

OK er et andelsselskab, der er ejet af over 11.000 forhandlere og kunder.

Omkring 80 procent af OK er ejet af selvstændige brugsforeninger, virksomheder, landmænd og almindelige forbrugere. De resterende 20 procent er ejet af Coop-ejede butikker.

OK stiftet i 1913 som kulforretning

Det begyndte med Jydsk Andels Kulforretning, som blev stiftet 10. maj 1913, og året efter kom Fyns Kulindkøbsforretning til. Begge var udsprunget af det stærkt stigende behov for kul til dampmaskinerne på mejerier og slagterier. Desuden tegnede mange brugsforeninger sig som medlemmer, da de havde detailsalg af kul og olieprodukter til landbrugene.

Hidtil havde man købt kul hos private kulgrossister, men mejerierne var stærkt utilfredse med priserne. Da man på så mange andre områder havde haft succes med at etablere fælles produktions- og indkøbsvirksomheder, var det oplagt for de selvbevidste mejeriforeninger at stille sig i spidsen for et nyt andelsforetagende med fællesindkøb af det stigende forbrug af fast brændsel.

Allerede efter et par år blev den jyske forretning landsdækkende og ændrede i 1915 navn til Dansk Andels Kulforretning (D.A.K.). Den fynske indkøbsforening valgte at bevare sin selvstændighed, men i et meget tæt samarbejde med den store forening.

OK Olie 1963 – 1983

I 1963 etablerede FDB, de danske brugsforeningers fællesforening, et olie- og benzinselskab i samarbejde med det svenske forbrugerejede selskab, Olie Konsumenterne. I Sverige var forkortelsen for selskabet OK, og dette korte og mundrette navn valgt man også at markedsføre sig under i Danmark. Det fælles selskab fik navnet OK Olie.

Konceptet var, at OK Olie leverede benzin og diesel, medens de lokale brugsforeninger selv stod for etablering og drift af standere og tanke. Allerede året efter indførte man det første automatiske betalingsanlæg i Danmark. Med den stigende bilisme var der stor efterspørgsel efter benzinprodukter, så inden udgangen af årtiet var man oppe på over 200 OK-anlæg.

Fusionen der skabte Olieselskabet Danmark 1978 – 1983

Energikriserne i 1973 og 1979 og ændrede forbrugsmønstre væk fra fast til flydende brændsel fik i perioden 1978-83 en række indkøbsselskaber til at fusionere. Det begyndte med, at D.A.K. og Fyns Kulindkøbsforretning gik sammen fra januar 1978 under det nye fælles navn Olieselskabet Danmark. I de næste år kom yderligere fire mindre kul- og olieimportfirmaer med.

Mest afgørende var det, at det nye selskab og OK Olie aftalte at indgå i en gradvis fusion fra 1978. OK Olie skulle tage sig af alt salg af benzin og smøreolie, medens Olieselskabet Danmark skulle stå for salget af brændselsprodukter og diesel. I alt stod det nye selskab for 9% af det danske marked.

I 1983 blev man enige om en fuld fusion med Olieselskabet Danmark som det fortsættende selskab. Til gengæld skulle firmaet fremover markedsføres under OK-navnet. Dette blev accepteret af det svenske OK-selskab, som ikke længere var aktionær, men som stadig skulle være hovedleverandør af olieprodukter til det danske selskab.

Olieselskabet Danmark/OK a.m.b.a. 1983 -

Det fusionerede selskab gennemgik i de næste årtier en markant udvikling, både gennem organisk vækst, dvs. udvikling af eksisterende aktiviteter og ved at gå ind på nye forretningsområder. I lyset af at der efterhånden var tale om et bredt energiselskab, ændrede man i 1998 sit officielle navn til OK a.m.b.a.

Markedsføring

Fra slutningen af 1980'erne begyndte OK at skabe sig en anden profil gennem en markant markedsføring. Hvor selskabet indtil da var blevet betragtet som lidt gammeldags, ændrede image sig i kraft af store sportssponsorater, markant markedsføring i forhold til lokale idrætsforeninger og friske tv-reklamer i det nye TV 2, der begyndte at sende fra 1988.

Markant udbygning af fuldautomatiske benzinanlæg

I midten af 1980'erne indførte OK som nogle af de første et kontokort. Den helt store forandring kom i 1989, hvor OK som det første benzinselskab gjorde det muligt at betale med det nye dankort.

Nem betaling, fortsat udbygning af automatanlæg og markant lokal tilstedeværelse betød, at OK nåede op på en markedsandel på 20% af det danske benzinsalg ved århundredskiftet. Til gengæld faldt salget af fyringsolie markant, idet flere og flere skiftede olietanken ud med fjernvarme og gas.

Overtagelse af DK-Benzin i 2004

I årene 2003-07 rasede en voldsom benzinkrig, som gav alle selskaber meget dårlige bundlinjer, uden at markedsandelene forrykkede sig nævneværdigt. En taber i 'krigen' blev det danskejede forhandlernetværk DK-Benzin, som havde et meget tæt samarbejde med OK.

I 2004 måtte OK gå ind og overtage DK-Benzin og gøre det til et 100 procent ejet datterselskab. Det tilførte en yderligere markedsandel på 6% og over 200 benzinstationer. Hermed kom OK samlet op på 726 benzinanlæg. Den helt store gevinst var, at de fleste af tankstationerne lå i byerne, hvor OK ikke stod så stærkt. Efterhånden blev mange af DK-Benzins anlæg omdannet til OK-anlæg, og i 2009 valgte OK helt at lukke DK-Benzin som selvstændigt mærke.

OK er nu Danmarks største benzin- og dieselselskab med en markedsandel på ca. 27%. I 2024 var der 2.122 benzinanlæg i Danmark, og 680 af dem var OK-ejede svarende til omtrent hver tredje i landet.

OK som bredt energiselskab

Det begyndte med kul, blev efterhånden mere og mere olie og benzin. Men fra 1980'erne begyndte OK at udvikle sig til et bredt energiselskab gennem egen udvikling og gennem opkøb af virksomheder.

Danoil og olieudvinding

Det første eksempel er olieefterforskning i Nordsøen. Erfaringerne fra de to energikriser og afhængigheden af olie fra Mellemøsten fik i begyndelsen af 1980'erne OK til at danne et fælles selskab med to store udenlandske olievirksomheder samt andelsgrovvareselskabet DLG.

I 1987 udskilte man olieboringsaktiviteterne i et 100%-ejet datterselskab, Danoil Exploration A/S. Siden har selskabet deltaget i en række konsortier, der har budt ind på licenser og efterhånden med god succes i form af succesrige boringer. Selskabet har derfor siden århundredskiftet bidraget med positive resultater til OK's samlede regnskab.

Aktuelt deltager Danoil Exploration i fire olie-/gasboringer: Syd Arne med ca. 2%, Solsort Unit 14% og to Robin Hood felter, begge med en ejerandel på 15%.

I regnskabsåret 2024 udgjorde Danoil koncernens samlede produktion 421.989 tønder olie og 11.454.109 m3 naturgas. Koncernresultatet landede på 233 mio. kr.

Kamstrup

Et andet nyt virksomhedsben var et medejerskab af måleudstyrsvirksomheden Kamstrup, fra 1990 som eneejer. Dette selskab skulle i de følgende årtier vise sig at være et guldæg.

Kamstrup udvikler avancerede måleløsninger, overvågning m.m. inden for vand-, el-, gas- og varmeforbrug og er nu en international miljøteknologivirksomhed med en omsætning på omkring 3 mia. kr. og 1600 ansatte (2024). Virksomheden har i en årrække leveret et overskud før skat på i gennemsnit en kvart milliard kroner hvert år.

Energidata/Enity

Energidata blev etableret i 1997 i Køge med fokus på at samle energi- og ressourcedata i bygninger. I 2008 blev den overtaget af OK og har siden specialiseret sig i såkaldte intelligente energi management systemer, dvs. den giver virksomheder overblik over og indsigt i alle dele af deres energi- og miljødata, så de kan træffe oplyste beslutninger. Selskabet hovedaktivitet er dermed udvikling og markedsføring af software til energiovervågning i Europa.

I 2025 skiftede selskabet navn til Enity som led i en markant international satsning. Enity er et 100%-ejet datterselskab under OK med 75 ansatte og er til stede i tyve lande med salgskontorer eller samarbejdspartnere. Det har stadig hovedkontor i Køge, men har også en afdeling i Viby ved Aarhus i tilknytning til OK's hovedkontor samt en afdeling i Tyskland.

Andre forretningsområder

OK har løbende udviklet nye forretningsområder. Man råder således over mere end 270 vaskehaller, hvoraf de fleste er certificeret med et svanemærke.

Gennem en lang årrække har OK med succes haft fokus på diverse ydelser til lastbilmarkedet både med brændstof herunder biodiesel, smøreolie, vask og andet. Desuden har man etableret 85 såkaldte truckstationer.

Man har også begivet sig ind på bl.a. mobiltelefon-abonnementer og forsikringer, men uden samme succes og har derfor opgivet det. Til gengæld har man mere og mere fokuseret på at være et bredt funderet energiselskab.

OK først og fremmest et energiselskab

Som led i satsningen på energi i bred forstand leverer OK store mængder el og naturgas til private, erhverv og offentlige institutioner.

I de seneste årtier har selskabet også fokuseret på øget bæredygtighed og miljøtiltag. OK har derfor også søgt at spille en central rolle i elektrificeringen af samfundet, bl.a. med varmepumper til erhverv og private.

Men primært handler det om at tilbyde strøm til det kraftigt stigende antal elbiler siden 2020. I hård konkurrence med andre andelsselskaber som Norlys og Andel (Clever) satser OK stærkt på at etablere ladeløsninger til private og på offentlige ladestandere. En opgørelse fra oktober 2025 viser dog, at Clever er tre gange så stor som OK, og at Norlys også har betydeligt flere offentlige ladestandere og ikke mindste lynladere.

OK og Coop Danmark

I 2022 og 2023 tabte Coop Danmark betydelig konkurrencekraft i den stærke dagligvarekamp. Meget store underskud truede de facto brugsmastodontens eksistens. Det førte til, at ledelserne i OK og i Coop i efteråret 2023 indledte tætte drøftelser om en redningsplan.

Umiddelbart kunne det se overraskende ud, at et energiselskab skulle gå ind på dagligvareområdet, men for OK var der stærke bevæggrunde. På det følelsesmæssige plan var der tale om to andelsselskaber, og de havde siden deres oprettelse arbejdet meget tæt sammen.

Den mere hårde forretningsmæssige begrundelse handlede dog om, at OK skulle beskytte deres omkring 500 tankstationer og 300 ladestationer, som var placeret på lokale brugsbutikkers matrikler. Såfremt Coop gik konkurs og mange af butikkerne blev overtaget af konkurrerende dagligvarekæder, ville der være stor risiko for, at OK's lejeaftaler kunne blive opsagt. Rent forretningsmæssigt var der også i OK en stærk tro på belært af hidtidige fusionserfaringer, at de med tiden ville kunne gøre en overtagelse af Coop til en god forretning.

I april 2024 blev aftalen offentliggjort. Den sikrede OK en bestemmende indflydelse i bestyrelsen med en ejerandel på lige godt 50%. Samtidig indsatte man finansdirektøren fra OK, Thor Skov Jørgensen, som ny øverste direktør for Coop. Begge parter skulle skyde en millard kroner ind for at sikre fornøden driftskapital og midler til udvikling af butiksnettet. Som led i aftalen overtog OK fra Coop Danmark det store byudviklingsprojekt i Albertslund, Coop Byen, samt kursuscentret Severin i Middelfart.

OK's resultater

OK har i 2020'erne leveret meget solide resultater. 2024 endte lige som 2023 med et resultat af primær drift på omkring 620 mio. kr. Endnu en gang bidrog datterselskaberne markant, idet Kamstrup leverede en bundlinje på næsten 250 mio. kr. og Danoil 135 mio. Andelshaverne kunne samtidig glæde sig over, at de fik udbetalt en kvart milliard kroner af overskuddet.

Med overtagelsen af Coop Danmark fra 2. halvår 2024 steg nettoomsætningen fra ca. 17 mia. til 32 mia. kr. Antallet af ansatte steg samtidig fra ca. 3.000 til over 26.000. For 2025 med et fuldt integreret Coop-resultat, regner OK's ledelse med en samlet nettoomsætning på omkring 50 mia. kr. og et resultat af primær drift på 600-1.000 mio. kr.

Øverste direktør siden 2022 har været Michael Løve (f. 1974), som har en baggrund som direktør både hos Netto og i Coop Danmark.

Formand siden 2008 har været Flemming M. Rasmussen, der er tidligere direktør for Ribe og Omegns Brugsforening.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 46.981 mio. kr. 32.232 mio. kr. 16.772 mio. kr.
Egenkapital 7.918 mio. kr. 7.372 mio. kr. 5.442 mio. kr.
Årsresultat 740 mio. kr. 1.523 mio. kr. 871 mio. kr.
Ansatte 10.926 7.107 2.585

Kilde: CVR og KM24

Læs mere i Lex

Litteratur

Henrik Mølgaard Frandsen, OK – historien om et dansk energiselskab (2020)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig