Helsingør Domkirke (Sankt Olai Kirke)

Den oprindelige kirke fra ca. 1200-1250 var opført i tegl og af samme type som andre af områdets senromanske teglstenskirker, fx Tikøb Kirke. Dele af denne ældste kirkes murværk er bevaret i det nuværende nordre sideskib. Kirkens grundplan har sandsynligvis været den traditionelle, romanske med skib, tårn og et lidt smallere kor mod øst.

Da byens befolkning voksede markant i senmiddelalderen på grund af sundtolden, udvidede man kirken. Først med en vestforlængelse af skibet i starten af 1400-tallet, hvortil der omkring år 1460 blev tilføjet et vesttårn. I perioden 1454-1474 igangsatte lensmand Johan Oxe en stor ombygning af kirken, som involverede opførslen af et kapel til hans slægt. Ikke længe efter påbegyndtes byggeriet af nye mure til en større treskibet bygning uden om det gamle murværk og en fornyelse af hele kirkens vestparti.

I 1614-1615 blev tårnet forhøjet og forsynet med et slankt, kobbertækket spir, kendt under navnet ’Helsingørs Jomfru’. Spiret styrtede ned under en storm i 1736 og knuste våbenhuset. Det nuværende våbenhus er bygget i 1745, og spiret blev først genopsat i slutningen af 1800-tallet.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge, som foroven afsluttes i krydshvælv og af arkadepillerne, som bærer skibets mure og adskiller rummet i midterskib og sideskibe. Højmurene er dekoreret med blændinger og en gallerirække øverst. Kirkens kor afgrænses af et såkaldt korgitter, som også inkluderer midtskibets og sideskibenes østligste fag inden selve koret.

Det sengotiske korbuekrucifiks er fra omkring 1520, og viser den korsfæstede Kristus. Den er ophængt på en bjælke fra 1584.

Døbefonten af messing er skænket til kirken af borgmester Frantz Lauritzen i 1579. Den er opstillet i en såkaldt fontelukkelse i søndre sideskibs sydvesthjørne udført i bruskbarok stil fra 1655-1656, og består af rigt udskårne paneler, som afgrænser rummet omkring døbefonten.

Prædikestolen fra 1567 har plads midt i kirken, på sydsiden af den midterste nordpille. Den er opbygget omkring seks fag samt en samtidig opgang med dør. I felterne ses forskellige fremstillinger, bl.a. rigsvåbnet, en kvinde med lut og nodehæfte og fantasimasker.

Altertavlen fra 1664 er et mægtigt billedskærerarbejde med elfenbensagtig og forgyldt bemaling og detaljerede udskæringer og figurer. I storfeltet ses 19 relieffer, som skildrer scener fra både det ny og det gamle testamente, heriblandt Jesu lidelseshistorie, bebudelsen og himmelfarten. Den markante gyldne bemaling stammer fra 1755.

På hver side af altertavlen er der ophængt såkaldte husaltertavler, dvs. mindre transportable altertavler, skænket til kirken af Herluf Trolle og Birgitte Gøye.