The Smashing Pumpkins

Da bandets første plade Gish udkom i maj 1991, var The Smashing Pumpkins et ubeskrevet blad, og trods pæne anmeldelser og en vis salgssucces udeblev den helt store succes. Indenfor kort tid blev pladen desuden hurtigt overskygget af Nirvanas Nevermind, der udkom få måneder senere i september og blev det helt store gennembrud for grungerocken. Både Gish og Nevermind blev produceret af Butch Vig (f. 1955), der siden også fik succes som trommeslager i gruppen Garbage. Trods det at The Smashing Pumpkins’ musik er stilmæssigt forskellig fra grungen, og at bandet er fra Chicago og ikke grungens hjemby, Seattle, blev gruppen i de tidlige år alligevel ofte fejlagtigt regnet som en del af denne bølge.

Det store gennembrud kom med bandets anden plade, Siamese Dream (1993), der i dag regnes blandt gruppens bedste udgivelser og som et af de væsentligste albums indenfor 1990’ernes alternative rockscene i det hele taget. Guitarerne på pladen – ofte indspillet af Corgan selv i mange overdubbede lag – skaber en mur af lyd med både tunge, forvrængede riffs, markante guitarsoloer og mere drømmende, svævende klange. Samtidig er melodierne meget iørefaldende og poppede, hvilket skaber en kontrast til den ellers tunge lyd. Flere af sangene bevæger sig også dynamisk mellem stille, skrøbelige passager og eksplosive, støjende klimakser.

I 1995 udkom bandets tredje album, mastodontværket Mellon Collie and the Infinite Sadness, som yderligere cementerede deres succes og gik direkte ind som nummer 1 på Billboards albumhitliste. Som resultat af en ekstremt produktiv periode for Corgan var Mellon Collie et ambitiøst og eklektisk dobbeltalbum med hele 28 sange. At Corgan i denne periode skrev og producerede musik i ét væk, kan bekræftes af udgivelsen af The Aeroplane Flies High (1996), der samlede de fem singler fra Mellon Collie side om side med en lang række b-sider fra samme periode, der tilsammen udgjorde en lige så stor mængde sange som på selve Mellon Collie.

Musikalsk er Mellon Collie kendetegnet ved at være mere genremæssigt sammensat og eksperimenterende end bandets første albums. Nogle sange følger bandets signaturlyd i den allerede etablerede alternative rockstil, som fx førstesinglen ”Bullet With Butterfly Wings”, mens andre sange har et helt andet udtryk: fx er singlen ”1979” mere elektronisk og poporienteret, mens den klaverdrevne ”Beautiful” har et mere intimt udtryk, der også understreges af, at den er en duet mellem Corgan og den kvindelige bassist, Wretzky.

Inden bandet gik i opløsning i år 2000, udkom Adore (1998) og det todelte dobbeltalbum Machina (2000) og Machina II (2000). Adore markerede endnu engang en ny retning for bandets lyd. Det skyldtes bl.a., at trommeslageren Chamberlin blev smidt ud af gruppen efter en tragisk hændelse, hvor en keyboardist, der turnerede med bandet, døde af en heroin-overdosis efter at have taget heroin sammen med Chamberlin, der kæmpede med et årelangt misbrug. Således er numrene indspillet med en trommemaskine i stedet for en regulær trommeslager, hvilket giver sangene et mere afdæmpet og elektronisk præg. Machina-pladerne var til en vis udstrækning en tilbagevenden til den mere eklektiske stil, der også kendetegnede Mellon Collie. Efter bandet blev gendannet i 2005, begyndte de også at udgive plader igen, først med Zeitgeist (2007). Samlet set har de siden gendannelsen udgivet hele syv plader, men ingen af disse har været i nærheden af at matche 1990’ernes udgivelser, når det kommer til kritisk og kommerciel succes.

The Smashing Pumpkins står således som en af 1990’ernes helt store toneangivende amerikanske rockbands. Med en musikalsk spændvidde fra guitardrevet rockmusik til genremæssigt mere sammensatte udtryk har bandet haft varig indflydelse på den alternative rock gennem deres evne til at kombinere følelsesmæssig dybde med sonisk nyskabelse.

• rock
• grunge
• Nirvana