Egenbevægelse, i astronomi mål for en stjernes bevægelse på himlen i forhold til et fast referencesystem, hvori Solen er i hvile; angives i buesekunder pr. år. Set fra Jorden optræder desuden parallakse, som derfor må fratrækkes ved bestemmelse af egenbevægelsen ud fra observationer. Ved at måle en stjernes egenbevægelse og dens afstand til Solen kan man bestemme tangentialhastigheden, som er den del af stjernens rumhastighed, der er vinkelret på synslinjen til stjernen. Egenbevægelsen benævnes med det græske bogstav μ og angives normalt ved de to indbyrdes vinkelrette komponenter μα i retning af rektascensionen og μδ i retning af deklinationen. Egenbevægelse er normalt en meget lille størrelse, typisk nogle millibuesekunder pr. år. Den stjerne, som har den største kendte egenbevægelse, er Barnards Stjerne.