etruskisk arkitektur

De etruskiske helligdomme var i tidlig tid sandsynligvis enten naturhelligdomme eller integrerede i beboelser. I løbet af 500-tallet dukkede templet op som en markant arkitektonisk form. Et af de første elementer, der kendetegner den etruskiske tempelarkitektur, er det podium, tempelbygningen var placeret på, hvilket adskilte den fra andre bygninger i landskabet.

Templerne havde et centralt rum, en cella. I nogle tilfælde var dette rum flankeret af siderum, således at templet havde tre cellaer. Foran rummene var placeret en række søjler af enten lokal sten eller træ.

Ifølge Vitruvius var det etruskiske tempels længde-bredde-forhold 6:5. De bageste 3:6-dele var længden på cella, mens 1:6-del var afstanden fra cella til den første søjlerække. De resterende 2:6-dele bestod af søjlerne og pronaos. Bredden var delt op i tiendedele. Såfremt templet havde tre rum, fyldte de to flankerende rum 3:10, mens det centrale rum fyldte 4:10. Søjlerne i pronaos var placeret i akse med væggene (antae), der delte de tre rum op, således at afstanden mellem søjlerne svarede til rummenes bredde. Vitruvius' beskrivelse er vel at mærke teoretisk og ideologisk, og levn fra arkæologien viser da også, at der oftest er afvigelser fra de beskrevne forhold.

Taget bestod af tegl og tagkonstruktionen af træ. Tagkonstruktionen var bygget op af flere elementer. På søjlekapitælen blev arkitraver af træ placeret. De støttede en massiv bjælke, der var placeret, således at en bjælkeramme løb rundt langs templets fire sider og fungerede som base for hele tagkonstruktionen.

Oven på bjælkerammen placerede man spærene (cantheri). Disse spær stak udenfor bjælkerammen. Det stykke af spærene, der stak ud, kaldes mutili, mens selve udhænget refereres til som stillicidium. I længderetningen stak bjælkerne også ud i hver ende, og også her kaldes de mutili. Samtlige mutili var dekoreret med bemalet terrakotta for bl.a. at beskytte træet mod vind og vejr.

Rygningen bestod også af en massiv bjælke, som kaldes columen. Den stak ud i enderne i toppen af gavlene, og blev udsmykket med en bemalet terrakottaplade. Som på moderne tage blev der udlagt lægter (temple) på tværs af spærene, hvilket lagde fundamentet for tagteglet. Da tegl vejede op mod 60 kg pr. m² og tagkonstruktionen af træ op mod 85 kg pr. m², var der brug for et solidt fundament. Det er også derfor, at de første templer dukker op i løbet af 500-tallet, da den etruskiske arkitektur var gået fra ovale hytter med stråtag til rektangulære bygninger med tegltag og stenfundament.

Den tidligste bymur er fra Roselle; den er opført i soltørrede lertegl og dateres til det sene 600-tallet, men først fra 300-tallet blev bymure almindelige på grund af truslen fra gallerne og Rom; velbevarede mure findes i Volterra og Perugia.

Etruskerne var berømte for deres ingeniørarbejder som veje, der var hugget dybt ned i tufklippen, kloakeringssystemer med rør fra husene og ud under gaderne og dræningskanaler, cuniculi.

• Cerveteri
• Veji
• etruskere