En eutrof sø har en rig plantevækst. Ofte er der åkander i de stille vige, og der er en rig rørskov med bl.a. tagrør og søkogleaks. Er vandet ikke for uklart pga. mange alger, er der undersøiske enge af bl.a. tusindblad, vandaks og blærerod. Foto fra Borresø ved Silkeborgsøerne.

.

Eutrof betyder, at en sø, en mose, en dam, et vandløb eller et andet vandområde har et højt indhold af plantenæringsstoffer, især af nitrat og fosfat. Vandområdet kan derfor betegnes som næringsrigt med deraf følgende gode vækstbetingelser for planteplankton.

Faktaboks

Etymologi
Ordet eutrof kommer af græsk eutrophos 'velnæret', af eu- og trophe 'næring'.

Betegnelsen eutrof blev første gang anvendt i 1919 af den svenske limnolog Einar Naumann (1891-1934), der klassificerede ferskvandssøer i en serie fra oligotrof (næringsfattig) over mesotrof (middel-næringsrig) til eutrof. Næringsstofferne kommer fra naturligt rige oplande (morænelandskaber), men i høj grad også fra menneskeskabte kilder som spildevand og landbrugsdrift. Eutrofi kan således være en enten naturlig eller kunstig, menneskeskabt tilstand.

Med stigende mængde næringstoffer øges mængden af organismer, især planteplankton, i den øverste del af vandsøjlen. Dette medfører, at mindre lys kan trænge ned i vandet. En øget uklarhed giver dårlige vækstbetingelser for rodfæstede vandplanter, som vil mindske i antal og ofte helt forsvinde.

Den eutrofe tilstand med uklart vand har desuden store konsekvenser for fiskebestanden. Visse arter af ferskvandsfisk, fx aborre, har som voken brug for lys for at kunne lokalisere føde, og som yngel foretrækker den at opholde sig mellem vandplanter. Begge dele er fraværende eller begrænsede i en eutrof sø.

Næringsrige (eutrofe) tilstande påvirker desuden fiskebestanden i retning af færre rovfisk og flere fisk, der æder dyreplankton. Dermed reduceres bestanden af dyreplankton som dafnier og vandlopper, der ellers ville kontrollere og begrænse mængden af planteplankton. Resultatet er øgede mængder planteplankton og uklart vand. I visse tilfælde kan en forvredet fiskebestand genoprettes ved hjælp aa biomanipulation, men hvis det skal have en blivende effekt, forudsætter det, at næringstilførslen mindskes betydeligt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig