Efter Cæsars konsulat i 59 f.v.t. fik Cæsar, i samarbejde med Crassus og Pompejus (kendt som det såkaldte 1. triumvirat), stillingen som proconsul samt befalingen over de to provinser Gallia Cisalpina ('Gallien på denne side af Alperne' eller "vores Gallien", det nuværende Norditalien) og Gallia Transalpina ('Gallien på den anden side af Alperne', dvs. det nuværende Provence i Frankrig). Cæsar havde dog ikke mandat til at føre ekspansiv krigsførelse uden for provinsernes grænser. Dog angreb flere keltiske og galliske stammer sent i 58 f.v.t. områder i provinserne, og dermed havde Cæsar et legitimt påskud for at føre krigen ind i Gallien.
Det er uvist, om Cæsar fra begyndelsen havde til hensigt at føre krig i Gallien, eller om det blot var de nævnte indfald, der var anledningen. Det er muligt, at han oprindelig planlagde at have ført krig i det nærliggende og mindre Dacia.
Ideen om at føre krig var i høj grad bag Cæsars ønske om disse to provinser som hans befaling. Cæsars valgkampagner i 60'erne samt hans konsulat i 59 havde nær ruineret ham, og det var almen praksis at udnytte sine provinser for personlig vinding. En af måderne at gøre det på var ved at føre krig og plyndre nye territorier. I en kombination af undertvingelse og voldsomme plyndringer nedkæmpede Cæsar den ene galliske stamme efter den anden og foretog undervejs togter til både Britannia og Germanien. Han var den første romer, der krydsede den engelske kanal, og på trods af hans nederlag blev han i Rom hyldet som en helt grundet netop dette togt til det mystiske land mod nord. Ikke før kejser Claudius forsøgte romerne sig igen med at indtage Britannia og da kun delvis med succes.
Med den gradvise erobring af Gallien gennem en periode på knap 10 år blev Cæsar umådelig rig og særdeles populær i Rom, da han valgte at dele en stor del af sin plyndring med den romerske befolkning – en klar popularis-taktik. I Rom begyndte Senatet at føle sig truet af Cæsars popularitet og begyndte i stigende grad at se Cæsars krige som ulovlige, da han manglede mandat fra Senatet til disse krige.
En yderligere konsekvens af Gallerkrigene var Cæsars legioner. Grundet hans lange kommando blev legionerne loyale over for ham. Dertil kom, at en stor del af den romerske elites unge mænd tjente under Cæsar som officerer igennem krigene, hvorved Cæsar kunne skabe alliancer for fremtiden. Mængden af legioner blev også voldsomt udvidet. Ved sin ankomst til provinserne i 58 f.v.t. havde Cæsar seks legioner, omtrent 30.000 mand, ved udgangen af 52 f.v.t. havde han 10 legioner, omtrent 75.000 mand.
Med Slaget ved Alesia og tilfangetagelsen af den sidste store galliske leder, Vercingetorix, i 52 f.v.t. opnåede Cæsar, hvad han selv kaldte en "fredeliggørelse" af Gallien.
Herefter førte Cæsar tre legioner over Alperne og slog sig ned i sit vinterkvarter i Gallia Cisalpina. Her ansøgte han Senatet om tilladelse til at afholde en triumf samt at stille op til embedet som konsul in absentia. Senatet afslog hans anmodning og befalede i stedet Cæsar at opløse sine legioner og vende tilbage til Rom for at blive retsforfulgt for sine handlinger. Som modsvar krydsede Cæsar i januar 49 f.v.t. Rubicon og invaderede Italien. Selvom han var i undertal havde Cæsar de mest veltrænede og krigsvante legioner, netop fordi de havde tjent i Gallien.
På trods af sejrene i Gallien blev området ikke en officiel romersk provins før 27 f.v.t. under kejser Augustus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.