grubeorme

Grubeorme er en underfamilie af hugorme med ca. 270 arter, som fordeler sig på ca. 23 slægter. De er udbredt i Amerika og Asien og når ind i Europa ved Det Kaspiske Hav. Som hos andre hugorme er gifttænderne de eneste tænder på det forkortede overkæbeben, der kan rotere, således at gifttænderne rejses under hugget; normalt ligger de skjult i hudfolder i mundloftet.

De adskiller sig fra den gamle verdens hugorme ved at have et grubeformet organ mellem øje og næsebor. Organet er varmefølsomt, og et varmblodet byttedyr kan registreres via dets infrarøde udstråling. De fleste grubeorme tager derfor fugle og pattedyr. Hvis lejligheden byder sig, tager de imidlertid også gerne andet bytte. I Nordamerika kan kobberhoveder (Agkistrodon contortrix og A. laticinctus) således tage cikader, mens vandmokkasinen (A. piscivorus) tager fisk, frøer og selv mindre alligatorer.

Grubeormene forekommer overvejende i troperne. Her er de normalt nataktive, men i køligere områder kan de være delvis dagaktive. Størstedelen af grubeormene føder levende unger. Grubeorme er særlig hyppige i Amerikas og Asiens regnskovsområder, men findes i øvrigt i et bredt spektrum af habitater. Eksempelvis findes vandmokkasinen ofte i floder og søer, mens siderulleren (Crotalus cerastes) er en ørkenlevende klapperslange.

Klapperslanger (slægterne Crotalus og Sistrurus) hører til de mest kendte af grubeormene. De ca. 56 arter af klapperslanger er udbredt i det meste af Amerika med det største antal arter i Mexico. Den for klapperslangerne karakteristiske rangle består af gamle hamrester, der er skudt ind i hinanden, og som ved vibration af halen kan give den karakteristiske advarselslyd. Visse øformer har tilsyneladende sekundært mistet ranglen.

I Mellem- og Sydamerika findes de op til 3,6 m lange, æglæggende bushmastere (Lachesis spp.), som er de største kendte grubeorme.

I Sydamerika findes en stor formrigdom af lanseslanger. Tidligere blev de samlet i slægten Bothrops, men er nu delt op i flere. Til de mest kendte arter hører almindelig lanseslange (Bothops atrox) og jararaca-lanseslange (Bothrops jararaca), der begge forårsager mange bid. Slægten Bothriechis omfatter små trælevende former.

Slægten Gloydius findes i Asien og minder i udseende og levevis meget om den danske hugorm. Halysslangen (Gloydius halys) når ind i den europæiske del af Rusland og er den eneste repræsentant for grubeormene i Europa. Himalaya-mamushi (Gloydius himalayanus) er fundet i 4.900 m højde, hvilket gør den til den højest forekommende slangeart. Ligesom Gloydius har slægterne Callosellasma, Deinagkistrodon og Hypnale store skjolde oven på hovedet. De to førstnævnte er æglæggende, og hunnen bevogter reden. Tidligere var slægten Trimeresurus fra Asien meget artsrig, men er i dag delt i flere slægter. Til en af de nye slægter hører fx habuen (Protobothrops flavoviridis) fra de japanske øer Amami og Okinawa. Den er en frygtet art, og ca. 0,5 % af øernes indbyggere bides årligt, hvoraf ca. 3 % dør.