karrosseri

I 1700-tallet blev karosse betegnelsen for et stort hestekøretøj med en lukket kabine til passagerer. Passagerafdelingen blev ophængt på vognen ved hjælp af læderremme, som senere blev erstattet af mere robuste ophængssystemer i jern og stål. Disse køretøjer blev fremstillet af vognmagere; de udførte et specialiseret håndværk, der skabte personkøretøjer med buede former og anvendte forskellige træsorter som ask, elm og mahogni.

Da motorkøretøjer begyndte at vinde frem omkring år 1900, fortsatte karetmagere med at producere overdele til biler. Flere af disse håndværkere udviklede deres virksomheder til større karrosserifabrikker. Mindre personbiler blev dog efterhånden standardiseret og leveret færdige fra bilsamlefabrikker.

Specialkøretøjer som ambulancer og taxaer blev i mange år specialfremstillet. Før 2. Verdenskrig blev luksusbilmærker som Bugatti og Rolls-Royce ofte kun leveret som et chassis. Kunden skulle derefter have bygget karrosseriet hos en karrosserifabrik. Siden 1950'erne er selvbærende karrosserier blevet den dominerende løsning til masseproducerede personbiler. Disse karrosserier har i mange år bestået af svejsede stålplader, hvorpå motor, transmission og hjulophæng monteres.

Karrosseriets udvikling har derfor bevæget sig fra at være håndlavede konstruktioner af træ til moderne, masseproducerede stålkonstruktioner, der forener funktionalitet, sikkerhed og æstetik.

Tungere køretøjer som lastbiler, større SUV'er, pickups og busser bygges stadig ofte på et chassis. Motor, hjulophæng og drivlinje monteres på chassiset, mens karrosseriet tilpasses efter køretøjets anvendelse. Ejere af lastbiler kan eksempelvis bestille specialtilpassede køretøjer hos karrosserifabrikker, der inkluderer funktioner som førerhus, lad og specialudstyr, designet til køretøjets fremtidige brug.

Karrosserier blev oprindelig fremstillet af træ og monteret på et chassis. Med introduktionen af vægtbesparende selvbærende karrosserier er materialevalget skiftet til stålplader med en tykkelse på 0,5–3 mm. Stålet legeres ofte med andre elementer for at forbedre dets formbarhed og styrke, så det ikke rynker eller revner under pres. Nogle ståltyper opnår en styrke, der er 4–6 gange højere end almindeligt stål, hvilket gør dem velegnede til udsatte områder og sammenføjninger på køretøjet.

En konstruktør af en bil ønsker et stift karrosseri, for jo stivere karrosseriet er, jo bedre køreegenskaber har bilen, når karrosseriet ikke bøjer sig i sving, ved bremsning eller acceleration. Samtidig har konstruktøren et ønske om, at køretøjet er så let som muligt, da dette formindsker forbruget af brændstof. Derfor anvendes ofte lettere materialer som aluminium, glasfiber eller karbonfiber ved de bærende dele.

I områder, der er særligt udsatte for korrosion, anvendes galvaniseret stål med et beskyttende zinklag eller rustfrit stål. Lettere materialer som aluminium, glasfiber og karbonfiber bruges ofte til bærende dele for at reducere vægten og forbedre bilens brændstoføkonomi. Vinduer fremstilles af hærdet eller lamineret glas, der ikke kun forbedrer sikkerheden, men også bidrager til karrosseriets stivhed.

Karrosseriets ikke-bærende dele som skærme og døre fremstilles ofte af plast, der gør det muligt at integrere komponenter som lygter og motordele i selve konstruktionen, som ofte leveres af underleverandører til bilfabrikken. Letmetal og karbonfiber reducerer bilens vægt betydeligt, men er dyrere end stål. Fx byggede Mercedes i 2011 89 % af SL-modellens karrosseri i aluminium, hvilket reducerede vægten med 140 kg.

Karrosseriets vægt udgør typisk 300–500 kg af en mellemstor bils samlede vægt på omkring 1400 kg. Dette gør vægtreduktion afgørende for både køreegenskaber og brændstofeffektivitet, især for luksusbilmærker som BMW, Audi og Mercedes, der ofte anvender letmetal i deres mere eksklusive modeller. Da Mercedes i 2011 introducerede modellen SL, var vægtbesparelsen 140 kg ved at anvende 89 % af karrosseriets materialer i aluminium.

Massefremstillede motorkøretøjer fik tidligt visuelle udtryk designet med et særpræg, der afspejler producentens brand. Tidligt i bilhistorien var elementer som kølerfigurer og unikke former på karrosseriet afgørende for genkendelse. Da svejseteknik og pressede stålplader blev introduceret, startede en intens konkurrence om bilernes udseende.

Øget hastighed gjorde imidlertid luftmodstand til en udfordring. Dette førte til udviklingen af aerodynamiske designs, især i 1930’erne, hvor mange biler fik meget karakteristiske former. I 1950’erne, inspireret af rumfartens popularitet, begyndte især amerikanske biler at få finner, der mindede om raketter.

Udviklingen af nye bilmodeller kræver avancerede værktøjer og dyre presseforme, hvilket gør det økonomisk ineffektivt at skabe helt nye designs hvert år. I stedet produceres bilmodeller typisk i cyklusser på tre til seks år med mindre justeringer undervejs. Med brugen af computerstyret design (Computer Aided Design, CAD) og computerstyret produktion (computer aided manufacturing, CAM) er det dog blevet lettere og billigere at ændre bilmodeller, hvilket gør hyppigere designændringer mulige.

Bilkarrosserier kategoriseres ofte efter antallet af døre, sædeopbygningen og tagkonstruktionen. Traditionelt understøttes bilens tag af søjler placeret på begge sider af karrosseriet.

• Sedan: Den klassiske biltype med et adskilt bagagerum.
• Cabriolet (Convertible): En bil med et tag, der kan foldes ned eller fjernes, afhængig af stærke søjler ved forruden for at opretholde styrken.
• Coupé: En bil med en afskåret taglinje og typisk plads til to voksne samt mindre plads på bagsædet.
• Roadster: En to-personers bil med aftageligt eller foldbart tag.
• SUV (Sport Utility Vehicle): En bil med høj siddeposition og høj frihøjde, egnet til ujævnt terræn.
• Crossover: En kombination af en SUV og en almindelig personbil.
• Stationcar: En biltype med et stort bagagerum, ofte med fokus på praktisk anvendelse.
• Hatchback: En mindre bil end en stationcar, men med en stor bagklap for lettere adgang til bagagerummet.

• bil