radikalisering

Radikalisering og ekstremisme forveksles ofte med fundamentalisme, dvs. en form for bogstavtro fortolkning af et politisk program eller en religiøs tekst. Sammenligningen er ikke helt forkert, for ligesom med fundamentalisme kan både radikalisering og ekstremisme forbindes med det at have et sort-hvidt verdensbillede, hvor der ingen plads er til nuancering eller fortolkning.

Trappemodellen opererer med en imaginær stueetage og fem på hinanden følgende trin af stigende grader af radikalisering. Stueetagen udgør det almene udgangspunkt, hvor en følelse af uretfærdighed får en mindre del af gruppen til at tage et skridt op ad trappen for at finde løsninger. Hvis forholdene på næste etage ikke giver denne retfærdighedssøgende gruppe svar på deres problemer, vil en del fortsætte opad og i stigende grad erstatte deres frustration med vrede og sort-hvide fjendebilleder.

Ifølge trappemodellen udgør fjerde og næstsidste trin det afgørende skridt, hvorfra de færreste vender tilbage. Her kombineres fjendebilleder med accept af vold som middel til målet. På sidste trin gennemføres volden mod det udpegede mål.

Trappemodellen har den fordel, at den kan bruges som forklaring på, hvorfor det kun er et fåtal i et samfundsmiljø præget af vrede og oplevet uretfærdighed, der ender med at begå volds- eller terrorhandlinger.

Men modellen besvarer ikke spørgsmål om, hvorfor ikke alle individer med de samme karakteristika bliver radikaliseret. Den besvarer heller ikke, hvornår og hvorfor overgangen fra et trin til det næste foregår, samt hvorfor nogle personer tager det sidste trin op til voldelig ekstremisme.

På den baggrund er trappemodellen blevet kritiseret for at forklare radikalisering som en alt for deterministisk proces, der – når først den er sat i gang – fører individet ind i en selvforstærkende proces, der nødvendigvis må ende med vold.

Nyere modeller som Trinpyramide-modellen vægter i højere grad end trappemodellen det dynamiske i processen fra radikal tanke til voldelig handling, og fokus er på gruppedynamik frem for individ.

Også her udgør pyramidens brede fod den almindelige befolkning, mens toppen af pyramiden bebos af samfundets mest radikale og voldelige ekstremister. For ekstremisterne handler det om at få halet så mange mennesker så langt op af pyramidens trin som muligt, men på en sådan måde at almindelige mennesker ikke står af undervejs.

Det er derfor ikke ekstremisterne i toppen, der rekrutterer i bunden af pyramiden, men de personer, grupper eller partier, der befinder sig et par trin længere nede. De ’fisker’ så at sige i den brede befolkning efter de mennesker og grupper, som oplever uretfærdighed, frustration eller afmagt over samfundets eller verdens tilstand. Og de lover løsninger med argumenter, der er mindre voldsomme og ekstremistiske end dem, de senere vil møde længere oppe i toppen af pyramiden.

Trinpyramide-modellen tilsiger, at der vil være en del bevægelse op og ned af pyramiden. De fleste mennesker befinder sig på de lavere trin, mens nogle vil bevæge sig opad drevet af gruppedynamikker og forskellige, individuelle faktorer. En del vil stå af undervejs, når det bliver for ekstremt. Nogle vil gå hele vejen.

Modellen forklarer, hvordan radikalisering også er en psykologisk normaliseringsproces. Synspunkter eller voldelige handlinger, der indledningsvis ville have virket ekstreme og frastødende, kan gradvist og i takt med, at man bevæger sig fra trin til trin, blive acceptable for selv almindelige mennesker.

Blandt de klassiske strukturelle faktorer, forskningen har opereret med i radikaliseringssammenhæng, er socioøkonomiske faktorer som familie, uddannelse og arbejde. Men strukturelle faktorer tager ikke højde for radikale idéer som drivkraft for vold.

Historisk set har radikalisering heller ikke været forbeholdt de mindre bemidlede eller dårligt uddannede, og ekstremistiske bevægelser har appelleret til forskellige samfundsgrupper til forskellige tider. Uddannelse, job og ordnede familieforhold er således ikke nødvendigvis beskyttende faktorer, hvis det miljø, man som individ bevæger sig i, er radikaliseret.

Det individ, som oplever sig set og hørt, griber sjældent til vold. Personer, der oplever uretfærdighed på egne eller andres vegne samtidig med, at de føler sig magtesløse overfor den, har en større risiko for at vælge at ty til vold eller tilslutte sig bevægelser, der hylder ekstremistiske ideologier.

Ekstremistiske bevægelser spiller på denne oplevede uretfærdighed i deres fortællinger om, hvordan verden hænger sammen. Som modsvar på uretfærdigheden tilbyder de ideologier, som bygger på, hvordan ”det retfærdige samfund” kan realiseres gennem kamp. Sådanne ideologier kan have rod i religiøse forestillinger eller i politiske programmer, der sigter på at udgrænse visse befolkningsgrupper som samfundsskadelige. Fælles for dem er, at de opererer med entydige fjendebilleder, som gør det let for deres tilhængere at identificere målet for kampen.

Den oplevede uretfærdighed, som bærer mange ekstremistiske fortællinger, kan også udmønte sig i egentlige konspirationsteorier om, at skjulte onde kræfter og sammensværgelser i virkeligheden styrer verdens gang.

Nedlukningen af samfundet, maskepåbud og vaccinationskampagner under Covid-19-pandemien i 2020-2022 gav fx anledning til en politisk radikal protestbevægelse, der i høj grad var drevet af konspirationsteorier om, at myndighedernes indsats var et forsøg på overvågning og kontrol af befolkningen, snarere end sygdomsbekæmpelse.

I kølvandet på pandemien har nogle tilhængere af disse konspirationsteorier fundet sammen i antimyndigheds-ekstremistiske bevægelser, som fortsat er aktive.

Oplevet uretfærdighed og søgen efter mening i tilværelsen kan lede sårbare individer ind i politiske eller religiøse gruppefællesskaber, der tilbyder en entydig, sort-hvid forklaring på livets uretfærdigheder – og en plan for at gøre noget ved det. For en søgende sjæl kan det at blive en del af et gruppefællesskab opleves som meningsfuldt, også selvom det fællesskab er ekstremistisk. At blive en del af et fællesskab kan give ny identitet, en tydelig retning i livet, kammeratskab og anerkendelse.

Myndigheder i Danmark vil derfor ofte søge at inddrage familie og andre nære relationer i det forebyggende arbejde med især unge, der er på vej ind i eller som allerede er blevet en del af et ekstremistisk miljø. Betydningsfulde relationer kan udgøre værdifulde vejvisere til andre måder at leve sit liv på, men kun i den udstrækning at den unge selv er parat til at lade sig vejlede.

Sager om såkaldte solo-aktører viser desuden, at manglende gruppetilhørsforhold, en følelse af at stå udenfor eller ikke blive anerkendt af fællesskabet, også kan være en risikofaktor.

Har man som person rodfæstet sig politisk og fundet en meningsfuld identitet, er man psykologisk set sværere at flytte. Dette gælder også for radikaliserede individer.

Mangel på en stærk egen-identitet kan også forklare, hvorfor nogle personer så let kan tilslutte sig forskellige og modsatrettede ekstremistiske idéer og hoppe fra den ene til den anden ekstreme gruppe.

For nogle er det spændingen ved selve den ekstreme livsstil, der trækker, og ikke en konkret politisk eller religiøs sag. Derfor kan nogle individer bevæge sig fra den ene yderlighed til den anden på det politiske eller religiøse spektrum i deres søgen efter næste vilde oplevelse.

Ikke alle, der radikaliseres, bliver voldelige. Radikalisering bliver først for alvor en trussel mod individer og samfund i det øjeblik, den også følges af en adfærdsændring i form af aktivt engagement og voldsparathed.

Viljen til at anvende vold over for anderledestænkende eller -troende er afgørende for, hvorvidt et radikaliseret individ går fra tanke til voldelig handling. Det er langt fra alle, der når dertil; for mange vil de voldelige konsekvenser af radikalisering derimod virke afskrækkende, når de møder dem.

For andre vil selve det, at få mulighed for at udøve vold, være det, der trækker dem til ekstremistiske bevægelser. ISIS formåede fx at tiltrække ikke så få fremmedkrigere fra Europa, som kom fra socioøkonomisk dårlige vilkår og havde en belastet fortid i bandekriminelle miljøer. For nogle af dem kan løftet om tilgivelse for fortidens kriminelle synder og udsigten til at dø i en højere sags tjeneste have spillet en rolle for deres engagement i islamistisk ekstremisme. For andre kan selve det forhold, at de under ISIS fik mulighed for helt legitimt at udøve brutal vold have været afgørende for deres tilslutning til bevægelsen.

Blandt de individuelle risikofaktorer, der er bedst dokumenteret i radikaliserings- og ekstremismesammenhæng, er ung alder og maskulint køn. Unge og yngre mænd er overrepræsenteret i statistikker over hadforbrydelser, terrorangreb og forsøg på terrorangreb verden over.

Samtidig indikerer statistikker, at gerningsmænd bliver yngre og yngre, at de radikaliseres hurtigere og hurtigere, og at de i stigende grad går til angreb med simple midler efter kort tids planlægning. Man kalder det ”just do it-terrorisme” eller ”fastfood-terrorisme”, og den florerer på internettet, hvor den særligt appellerer til unge.

I takt med at unge mænd bliver ældre, daler deres aktive ekstremistiske engagementet.

Der er en vis bias forbundet med kvinder og radikalisering til voldelig ekstremisme. I mange kulturer og samfund opfattes det at udøve vold som en del af det maskuline domæne, mens kvinder allerhøjest ses som værende i stand til at udøve vold som selvforsvar. Opfattelsen af kvinder som ikkevoldelige bliver dog udfordret, når vi ser på kvinders deltagelse i ekstremistiske bevægelser og terrorisme gennem tiden.

Historisk har kvinder været engageret i ekstremistiske bevægelser og terrororganisationer på lige fod med mænd. Venstreekstreme terrorgrupper som Rote Armee Fraktion (RAF) blev i 1970’erne både grundlagt og drevet ideologisk af gruppens kvindelige medlemmer, som også deltog i både våbentræning i Mellemøsten og terroraktioner i Tyskland.

I højreekstreme og islamistiske ekstremistiske bevægelser, der hylder mere konservative kønsnormer, spiller kvinder udadtil en mindre aktiv voldelig rolle end mænd. Men kvinders betydning for disse bevægelsers virke skal ikke undervurderes. Højreekstreme bevægelser som Active Clubs og islamistisk ekstremistiske organisationer som ISIS ser kvinder som en væsentlig komponent for deres virke og arbejder bevidst med propaganda målrettet kvinder.

I sådanne bevægelser tildeles kvinden typisk en plads i hjemmet som den, der har ansvaret for at understøtte manden i det offentlige rum eller på slagmarken, ligesom hun er den, der har ansvaret for at føde og opdrage næste generation af krigere.

At kvinders rolle som støtter for mænd i ekstremistiske bevægelser ikke er ligegyldig, afspejles i de forholdsvis lange fængselsstraffe, som kvinder, der udrejste til ISIS’ kalifat som såkaldte husmødre, er blevet idømt ved deres hjemkomst til Danmark. Det er de færreste kvinder i ekstremistiske organisationer, der deltager i egentlige volds- eller kamphandlinger. Men de kan fungere som religiøst eller moralsk politi over for andre kvinder og som radikalisatorer, både online og offline, hvor de rekrutterer andre kvinder.

Viden om, hvad der motiverer kvinder til at tilslutte sig ekstremistiske bevægelser, lider i nogen grad under mangel på empiri. Forskning indikerer dog, at kvinder i højere grad end mænd motiveres af et ønske om at være en del af et gruppefællesskab, af en søgen efter spænding og eventyr og af en søgen efter mening med livet.

Der er ikke nogen entydig årsagssammenhæng mellem psykiske lidelser og radikalisering. Men forskningen peger på, at psykiske lidelser i samspil med andre faktorer kan udgøre en risikofaktor og medvirke til, at sårbare individer radikaliseres til at begå voldelige ekstremistiske handlinger.

Ekstremistiske bevægelser var tidligere typisk mere hierarkisk opbyggede organisationer omkring en leder og en klar ideologi. De er i stigende grad blevet afløst af bevægelser, som har tilpasset sig et internet-hjemmevant publikum af unge, der lader sig inspirere af flere forskellige – og nogle gange umiddelbart modstridende – ideologier.

Den såkaldte salatbar-ekstremisme er kendetegnet ved, at individer uden nogen særlig dybt forankret ideologisk viden kombinerer elementer fra forskellige ekstremismeformer og dermed skaber deres helt egen ekstremismeform. På den måde har fx højreekstremister ladet sig inspirere af islamistiske ekstremister til at tale om at udkæmpe ”hvid jihad” og af venstreekstremister til at tale om ”øko-fascisme,” som sigter på at beskytte miljøet for at ”sikre den hvide races overlevelse”.

Internettet er også hjemsted for en af de nyeste tendenser inden for radikalisering, nemlig nihilistisk voldelig ekstremisme (NVE). Her er online fællesskaber, der hylder et ekstremt kvindehad, nihilisme og vold for voldens skyld, i fremmarch. Det kan være svært at se en ideologisk rød tråd i NVE, men der er berøringspunkter eller overlap med højreekstremistiske idealer om den stærke, hvide mand og med incel-inspirerede kønsroller og manosfæren, hvor mænd dominerer, og kvinder ses som underlegne, seksuelle objekter.