Solbær.
Af .
Solbær.
Af .

Solbær er en ca. 1,5 m høj busk i ribsfamilien, hjemmehørende i Eurasien. Den har håndlappede blade og hængende klaser af uanseelige blomster. Frugterne er kuglerunde, sorte bær op til 10 mm. Arten findes vildtvoksende i Danmark på fugtig skovbund og er almindelig dyrket på grund af frugterne, der anvendes til saft, syltetøj, brændevin og likør.

Faktaboks

Etymologi
Plantenavnet solbærs 1. led er formentlig det samme sol- som i solsort svarende til norrønt sǫlr 'snavset, mat, mørkegrå'. Det er også blevet sat i forbindelse med ældre dansk sole 'fiskeafkog, fiskelage' på grund af plantens stærke lugt.
Også kendt som

Ribes nigrum

Solbær i madlavning

Ligesom ribs er solbær et udpræget nordisk bær, men det har dog fået en markant plads længere mod syd, nærmere betegnet i Bourgogne i Frankrig, hvor man siden 1840'erne har fremstillet solbærlikøren crème de cassis. Solbær kom først ind i det danske køkken i midten af 1800-tallet, hvor det fik en central placering i den blandede rødgrød, og i tidens omfattende syltning til saft og syltetøj dels med solbær alene, dels solbær sammen med ribs og hindbær. I 1920'erne blev man opmærksom på solbær som C-vitaminkilde, og efter Anden Verdenskrig blev det moderne – efter amerikansk mønster – at drikke ufortyndet saft til morgenmad. I 1990'ernes dessertkøkken fik solbær en fornem placering bl.a. i sorbet og som indslag i de blandede desserter i form af den klassiske frugtsauce – coulis – som nu er genoplivet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig