Der kan dannes forkalkede masser i udførselsgangene til de store spytkirtler. Disse forkalkede masser kaldes spytsten (sialolitiasis). Årsagen til dannelse af spytsten er ukendt. Stenen blokerer udførselsgangen, og kirtlen bliver øm og hævet i forbindelse med spytproduktion ved måltider eksempelvis.
Behandlingen er kirurgisk fjernelse af stenen og eventuelt hele kirtlen, hvis tilstanden har medført, at kirtlen er ødelagt. Hvis udførselsgangen til en lille spytkirtel skades, fx ved at bide sig selv i læben, kan spyttet hobe sig op, og der dannes en lille blålig, velafgrænset knude, også kaldet mucocele, i slimhinden. Hvis tilsvarende ophobning af spyt sker i glandula sublingualis, vil der dannes en cystisk knude under tungen, kaldet ranula.
Betændelse i spytkirtlerne kaldes sialoadenitis og kan skyldes infektion med virus, fx fåresyge, eller bakterier. Flere autoimmune sygdomme angriber spytkirtlerne, såsom reumatoid artrit og Sjøgrens syndrom. Tumorer i spytkirtlerne kan være godartede eller ondartede. Den mest almindelige tumor i glandula parotis er pleomorft adenom, som vokser langsomt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.