strandsnegle

Den største danske art er almindelig strandsnegl (Littorina littorea), hvis skal bliver op til 3,5 cm høj. Skallen er oftest grå med brune eller rødlige striber, der følger skallens smalle spiralribber. Hos større individer er toppen af skallen ofte eroderet af borende svampe eller orme.

Den er meget almindelig på sten eller sand på lavt vand, hvor den med sin raspetunge æder encellede alger eller detritus.

Befrugtede æg gydes i linseformede kapsler med nogle få æg i hver. Kapslerne svæver i vandsøjlen i ca. en uge, hvorefter frit svømmende veligerlarver klækkes. Efter yderligere 4-7 uger i vandsøjlen bundfældes de små snegle.

Ungefødende strandsnegl (L. saxatilis) er noget mindre end den almindelige strandsnegl. Skallen bliver op til 1,8 cm høj og er mørkere brun i farven. Den kendes på, at skallens øvre mundingsrand er tilhæftet nederste vinding i en ret vinkel, hvor mundingsranden hos almindelig strandsnegl er tilhæftet i en spids vinkel.

I danske farvande lever den på samme steder som den almindelige strandsnegl, men på tidevandskyster findes den ofte højere oppe.

Hunnerne bærer de befrugtede æg i en ”rugepose”, der er en omdannet del af æggelederen, og færdigudviklede små snegle med spiralsnoet skal klækkes direkte. Der kan være larver og unger i flere udviklingsstadier på en gang i samme hun.

Der findes to arter med meget fladt spir, som kan være svære at kende fra hinanden: but strandsnegl (L. obtusata) og arten L. fabalis (tidligere kendt som L. mariae), der ikke har et dansk navn (kunne vel kaldes flad strandsnegl). Disse arter lever oftest på store brunalger, især buletang og blæretang. Skallen er glat, bredere end høj, ofte kraftigt farvet gul, orange eller brun, og spiret er næsten helt fladt. But strandsnegl bliver op til 1,5 cm høj; L. fabalis op til 1,2 cm høj. Begge arter lægger æg i gennemsigtige, geleagtige ægmasser, som afsættes på de alger, hvor sneglene lever. Hele udviklingen foregår i ægmasserne, og de små snegle klækkes direkte. Hannernes parringsorgan adskiller sig i størrelse og form i de to arter.

På store sten på havnemoler langs Jyllands vest- og nordkyster kan man være heldig at finde endnu en art af strandsnegle: lille strandsnegl (Melaraphe neritoides, tidligere Littorina neritoides). Den kræver høj saltholdighed og et hårdt substrat. Skallen er glat, med højt, spidst spir, mørkebrun, op til 9 mm høj. Forplantningen er som hos den almindelige strandsnegl med frit svævende ægkapsler og planktoniske veligerlarver.

Strandsnegle har været indsamlet og spist siden stenalderen, som det fremgår af køkkenmøddingerne. De kan udtages af deres hus med en nål eller torn og spises, som de er, eller koges få minutter i en lage af saltvand med en smule løg, selleri og chili.

I Belgien og Frankrig serveres de ofte som amuse-bouche i eget hus med en nipsenål til at tage kødet ud med. Desuden kan de anvendes som karakteriserende bestanddel i beurre blanc til fisk. De er også velegnede som fyld i fiskesuppe, fx bouillabaisse.

• snegle