Viser opslag med etiketten Tutorial. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tutorial. Vis alle opslag

torsdag den 9. september 2010

Sådan applikerer jeg.

En HURTIG gennemgang, jeg vil gerne lave en lidt mere lækker tutorial engang, når jeg har lidt bedre tid. Det her var bare en sniger, for jeg ER faktisk ved at rydde op og bage kanelsnegle...


Først tegner jeg med blyant på vliesofix. Jeg tegner på ikke-limsiden;) Vliesofix er transperant ligesom madpapir, så det er vældig nemt.


Jeg stryger vliesofix på bagsiden af det stof, der skal være motivet.



Klip det strøgne motiv ud, riv papiret af, så der kun er limen tilbage, og stryg så på bundstoffet.



Jeg syr med åben trykfod, så er det nemt at lave kurver. En dag, når jeg har bedre tid kommer der en vejledning til, hvordan jeg får de helt små rundinger så helt ubegribeligt smukke;)



Færdig bum! Det blev en lille notesbog til skønne ting, Jens siger.

mandag den 16. august 2010

Hop på limpinden! En patchwork tutorial



Her bør alle kunne være med; en billedtung tutorial i, hvordan jeg laver patchwork blomster. Jeg ved godt, man kan lave dem på maskine, men jeg synes, der er noget charme i at lave dem i hånden. Og så synes jeg bare, de bliver så meget federe at se på. Samtidig med, jeg elsker det helt langsommelige i håndværket, så springer jeg altså også gerne over, hvor gærdet er aller lavest, og der er visse processer, jeg bare synes er dræbende kedelige og besværlige. Derfor springer jeg dem let og elegant over, eller finder på noget andet.


Her er, hvad jeg bruger. Færdige patchwork-brikker i pap, der kan genbruges. De koster ikke alverden, og de sparer mig for besværet med at sidde og lave dem selv. AAAAH! Og så min elskede lim-dims, det er den festlige lyserøde. Den er lidt dyr, men alle pengene værd, hvis man spørger mig. Jeg shopper på www.patchwork-gaarden.dk, men der er sikkert også andre steder, der har the goods. Til blomster skal man bruge sekskanter og til bolde skal man bruge femkanter.


Jeg klipper gerne mellem 3 og 5 stykker stof ad gangen, og jeg går ind for øjemål og frihånd. Jeg lægger bare stoffet dobbelt i det antal, jeg nu vil ha (over 6 skal man ha en rigtig god saks), og så tegner jeg løseligt 1½ cm sømrum. Jeg elsker ting, der ikke kommer sig så nøje. Dette er en af dem:)


Frem med limpinden! Nu limer jeg stoffet fast, nemmere kan det ikke være. Ikke noget med at ri, hvilket tager mig 100 år, og heller ingen tape. Tape gør mig indlæggelsesparat på splitsekunder.


Sådan ser de færdige papstykker ud. Det tager under 10 minutter at lave til en blomst, og faktisk synes jeg, at når det går SÅ stærkt, så bliver dette arbejde en del af morskaben.
Posted by Picasa


Et lille trick er at skjule knuden i en fold, så tråden ikke sætter sig fast i den ved hvert sting. Jeg syr med enkelt tråd, og når jeg afslutter, gør jeg det ved at binde et par knuder efter sidste sting.


Så er det bare om at sy sammen. Man syr med kastesting, altså rundt og rundt, og man sørger for at sy lige netop forbi pappet. Med denne metode bliver pappet jo siddende på stoffet, så blomsten bliver helt lige og pæn.


Her ser du, hvilken rækkefølge, sømmene skal sys i. Du syr to sider ad gangen, hæfter, og starter så forfra. Altså: sy først side 1 og 2, hæft, tråd nålen igen, og sy så side 3 og 4. Og så fremdeles.


Ved hver anden side vil du være nødt til at holde lidt godt sammen på det, men pap er jo heldigvis fleksibelt. Sørg for at hjørnerne støder præcist sammen, så bliver resultatet virkelig flot, og det kan vi jo godt li!


Når alle sider af et papstykke er syet, pilles papstykket af igen. Det løsnes forsigtigt fra limen, og pappet kan bruges igen og igen. Faktisk bliver det bedre af at blive brugt, synes jeg.


Sådan ser det ud, når pappet er taget ud af den midterste sekskant.


Det færdige resultat. Jeg synes, det ser fint ud, når farverne i kronbladene er afstemt efter hinanden og med en kontrast i midten, men det er jo heldigvis et spørgsmål om smag. Hvis blomsten skal bruges som pynt på et andet stykke arbejde (fx. en taske) stryger man den mens pappet stadig sidder i. Så tager man pappet forsigtigt ud, og limer blomsten fast, inden man syr den på. Hvis man vil lave et større stykke patchwork til fx. et pudebetræk eller et tæppe, så venter man med at tage papstykkerne ud, til alle sider af det enkelte papstykke er syet fast.


Gir det mening? Ellers spørg:)

søndag den 8. august 2010

Mens vi venter på rugbrødet




Gør døren høj og porten vid! Jeg har haft gang i Ballerupmixeren! En satan af en køkkenmaskine, der stammer fra min farmors køkken. Den vejer 6000 tons, men laver nu mad til 4. generation. Aj låve it! Mens jeg ventede på tilsæt-kun-vand-rugbrød, lavede jeg denne, min første tutorial. Jeg er selv blevet inspireret til den et sted out there, og håber, du vil finde den inspirerende også.




Her er grejet. Nyn gerne en glad lille Jørgen Clevin til. Jeg har brugt noget møbelfilt, jeg havde liggende, og så mine ææælskede retro-rester og et lille stykke Marimekko. Men jeg forestiller mig, at almindelig filt også kan bruges. Møbelfilt er ret tykt, hvilket giver god hold.



Tegn cirkler på et stykke filt, pas på cirklerne ikke bliver for store, da det så kommer til at flane, når vasen er færdig. Tegn på bagsiden, så er der (som man kan se) plads til at skifte mening.



Læg stofstykkerne op, så du synes det ser fint ud.



Jeg har sådan en smart patchwork-limstift, men jeg er sikker på, en almindelig limstift kan gøre tricket også. Stoffet limes på. Pas på blodsukkeret! Kammerjunkere fra dagen før kan anbefales til en kop kaffe.



Sy rundt i kanten af cirklerne. Husk for Guds skyld at lave en prøve (eller hav opsprætteren klar). Jeg synes, det virkede bedst med min åbne trykfod, men prøv dig lidt frem, også mht. stinglængde og nåleindstilling.



Lav filt-rektanglen til en pølse, og zig-zag den sammen. Jeg har brugt en 6mm bred zigzag, og det ser fint ud. Kanterne støder bare op mod hinanden, ikke noget med sømrum.



Betræk syltetøjsglasset og voila! Og så kom der alligevel solskinsstrejf i min stue idag.