Politisk system
Et politisk system er den samlede struktur af institutioner, aktører, relationer og processer, hvorigennem bindende politiske beslutninger træffes, gennemføres og håndhæves i et samfund.[1][2] Begrebet anvendes inden for statskundskab til at analysere samspillet mellem statslige institutioner, politiske partier, interesseorganisationer, vælgere og andre samfundsaktører.
Begrebet blev især udviklet af den canadisk-amerikanske statskundskabsforsker David Easton, som beskrev det politiske system som en løbende proces, hvor krav (demands) og støtte (supports) fra samfundet omsættes til autoritative politiske beslutninger, der gennem en kontinuerlig feedback-proces påvirker samfundet og skaber nye krav til det politiske system.[2] Eastons systemteori har haft stor betydning for udviklingen af den komparative statskundskab og blev senere videreudviklet af blandt andre Gabriel Almond, der udbyggede analysen af politiske systemers strukturer og funktioner.[3]
Et politisk system omfatter blandt andet statens institutionelle opbygning, den politiske beslutningsproces og de strukturer og processer, hvorigennem statens institutioner indgår i samspil med det omgivende samfund.[1] Begrebet er derfor bredere end styreform, statsform, regeringssystem og politisk regime, som hver beskriver bestemte aspekter af et politisk system.[1][4]
Definition
[redigér | rediger kildetekst]Et politisk system omfatter de institutioner, aktører, regler, normer, relationer og processer, hvorigennem bindende politiske beslutninger træffes, gennemføres og håndhæves i et samfund.[1][3] Begrebet anvendes inden for statskundskaben til at beskrive både den formelle statsorganisation og samspillet mellem offentlige myndigheder, politiske partier, interesseorganisationer, medier, borgere og den politiske kultur.[3][2]
Der findes ikke én universelt accepteret definition af et politisk system. Forskellige statskundskabelige traditioner lægger vægt på forskellige aspekter, såsom institutioner, magtforhold, beslutningsprocesser eller relationerne mellem stat og samfund.[1][3]
Den mest indflydelsesrige definition blev formuleret af David Easton, der beskrev et politisk system som de processer, hvorigennem samfundets værdier fordeles autoritativt (the authoritative allocation of values).[2] I Eastons systemteori modtager det politiske system krav (demands) og støtte (supports) fra omgivelserne, omsætter disse til autoritative politiske beslutninger og påvirker gennem beslutningerne igen samfundet i en kontinuerlig feedback-proces.[2]
Senere forskere har udbygget begrebet ved blandt andet at fremhæve politiske institutioners betydning, samspillet mellem formelle og uformelle regler samt betydningen af politisk kultur og civilsamfund.[3][1] I moderne komparativ statskundskab anvendes begrebet politisk system derfor som en samlet betegnelse for de strukturer, normer, relationer og processer, der udgør et lands politiske orden.[1][5]
Historisk udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Begrebets udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Interessen for politiske systemer kan spores tilbage til antikkens politiske filosofi, hvor blandt andre Platon og Aristoteles analyserede forskellige statsformer og deres institutioner. I århundreder var studiet af politik dog primært rettet mod staten, forfatningen og de formelle institutioner.[6]
I første halvdel af det 20. århundrede udviklede statskundskaben sig fra overvejende institutionelle beskrivelser til i højere grad at analysere politiske processer og aktørernes samspil. Udviklingen blev blandt andet inspireret af sociologi, systemteori og adfærdsvidenskab, som lagde vægt på empiriske undersøgelser af politisk adfærd og beslutningsprocesser.[7][8]
Systemteorien
[redigér | rediger kildetekst]I 1950'erne udviklede David Easton systemteorien som en ny analytisk ramme for studiet af politik.[8][2] I stedet for primært at betragte staten som en samling institutioner beskrev Easton politik som et åbent system, der står i løbende samspil med sine omgivelser. Krav (demands) og støtte (supports) fra borgere og organisationer påvirker den politiske beslutningsproces, mens de politiske beslutninger gennem deres virkninger skaber feedback og nye krav til systemet. Easton beskrev denne proces som den autoritative fordeling af værdier (the authoritative allocation of values).[2]
Eastons teori fik stor betydning for udviklingen af den komparative statskundskab og blev videreudviklet af blandt andre Gabriel Almond, som udbyggede analysen af politiske systemers strukturer og funktioner gennem en strukturfunktionel tilgang.[3] Selv om systemteorien senere er blevet kritiseret for at være abstrakt og funktionalistisk, anvendes begrebet politisk system fortsat som en grundlæggende analytisk ramme inden for statskundskaben.[1][3]
Eastons model
[redigér | rediger kildetekst]
David Easton udviklede i 1950'erne en systemteoretisk model, hvor det politiske system beskrives som et åbent system i løbende samspil med sine omgivelser.[8][2] Modellen forklarer, hvordan krav (demands) og støtte (supports) fra omgivelserne omsættes til autoritative politiske beslutninger (authoritative allocation of values), og hvordan disse beslutninger gennem deres virkninger skaber feedback og nye krav til systemet.[2]
Eastons model fremstilles ofte som et kredsløb bestående af input, den politiske beslutningsproces, output og feedback. Modellen illustrerer, hvordan det politiske system løbende påvirkes af sine omgivelser og samtidig selv påvirker samfundet gennem de beslutninger, der træffes.[2][1]
Eastons systemmodel anvendes fortsat som en grundlæggende analytisk ramme inden for statskundskaben, selv om senere teorier har suppleret den med større fokus på institutioner, internationale forhold, governance og uformelle magtstrukturer.[1][3]
Input
[redigér | rediger kildetekst]Input består af de krav (demands) og den støtte (supports), som det politiske system modtager fra sine omgivelser.[2] Krav kan omfatte ønsker om ny lovgivning, ændringer i den økonomiske politik eller forbedringer af den offentlige service. Støtte kommer blandt andet til udtryk gennem deltagelse i valg, accept af de politiske institutioner, betaling af skatter og efterlevelse af gældende lovgivning.[2]
Input formidles gennem blandt andet politiske partier, interesseorganisationer, medier, sociale bevægelser og borgernes direkte kontakt med de politiske beslutningstagere.[2][3]
Den politiske beslutningsproces
[redigér | rediger kildetekst]Inden for det politiske system behandles de fremsatte krav gennem de politiske institutioner og beslutningsprocesser.[2][3] Regering, parlament, domstole og den offentlige forvaltning indgår med forskellige funktioner i udarbejdelsen, vedtagelsen og gennemførelsen af politiske beslutninger. Beslutningsprocessen påvirkes både af de formelle institutioner og af forhandlinger, kompromiser og politiske magtforhold.[2][3]
Output
[redigér | rediger kildetekst]Output består af de beslutninger og handlinger, som det politiske system producerer som reaktion på de krav og den støtte, det har modtaget.[2] Det kan være love, administrative afgørelser, domme, offentlige programmer eller andre politiske tiltag, som påvirker borgere og samfund.[2][1]
Feedback
[redigér | rediger kildetekst]Feedback beskriver, hvordan de politiske beslutninger påvirker samfundet og giver anledning til nye reaktioner blandt borgere, virksomheder og organisationer.[2] Disse reaktioner danner grundlag for nye krav (demands) eller ny støtte (supports) til det politiske system og bliver dermed til nyt input.[2] Feedback-mekanismen gør, at det politiske system løbende kan tilpasse sig ændrede samfundsforhold og politiske udfordringer.[2][1]
Politikkens dimensioner
[redigér | rediger kildetekst]Inden for europæisk statskundskab analyseres politik ofte ud fra de tre dimensioner polity, politics og policy.[7] Opdelingen anvendes som en analytisk model til at skelne mellem forskellige sider af det politiske system og anvendes bredt inden for komparativ politik og politisk analyse.[7][5]
Polity
[redigér | rediger kildetekst]Polity betegner det politiske systems institutionelle og retlige rammer.[7][3] Det omfatter blandt andet statens forfatning, de politiske institutioner, valgsystemet og de regler, der fastlægger, hvordan den politiske magt udøves.[7][3]
Politics
[redigér | rediger kildetekst]Politics betegner de processer, hvorigennem politiske aktører konkurrerer, samarbejder og forhandler om magt og politiske beslutninger.[7][3] Dimensionen omfatter blandt andet valgkampe, regeringsdannelser, parlamentarisk arbejde, interessevaretagelse og den offentlige politiske debat.[7][3]
Policy
[redigér | rediger kildetekst]Policy betegner indholdet af den førte politik og de beslutninger, som det politiske system træffer.[7] Det omfatter blandt andet lovgivning, offentlige reformer og politiske programmer inden for områder som økonomi, uddannelse, sundhed, miljø og udenrigspolitik.[7]
De tre dimensioner supplerer hinanden og anvendes ofte samtidig i analyser af politiske systemer. Mens polity beskriver de institutionelle og retlige rammer, omhandler politics de politiske processer, og policy betegner indholdet og resultaterne af den førte politik.[7]
Forhold til andre begreber
[redigér | rediger kildetekst]Begrebet politisk system anvendes som en overordnet betegnelse for de institutioner, aktører, normer og processer, der indgår i et lands politiske orden.[1] Inden for statskundskaben anvendes en række beslægtede begreber, som hver beskriver bestemte aspekter af det politiske system.[1][4]
Styreform
[redigér | rediger kildetekst]En styreform beskriver den overordnede organisering af den politiske magt i en stat.[9][4] Styreformen omfatter blandt andet statens statsform, regeringssystem og politisk regime, men udgør kun én dimension af det samlede politiske system.
Statsform
[redigér | rediger kildetekst]En statsform beskriver statsoverhovedets forfatningsmæssige stilling og sondrer navnlig mellem monarki og republik.[9] Statsformen angiver, om staten er et monarki eller en republik, men siger ikke i sig selv noget om, hvordan den politiske magt udøves, eller om staten er demokratisk eller autoritær.[9]
Regeringssystem
[redigér | rediger kildetekst]Et regeringssystem beskriver forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt samt de regler, der regulerer deres indbyrdes samspil.[9][10] De mest udbredte regeringssystemer er parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme.[9][10] Regeringssystemet udgør én institutionel dimension af det politiske system.[1][4]
Politisk regime
[redigér | rediger kildetekst]Et politisk regime beskriver de grundlæggende principper for udøvelsen af den politiske magt og forholdet mellem stat og borgere.[1] Regimer klassificeres ofte som demokratiske, autoritære eller totalitære.[1] Et politisk regime udgør én dimension af det politiske system, men omfatter ikke systemet som helhed.[1]
Selv om begreberne er nært beslægtede, beskriver de forskellige analytiske niveauer. Et politisk system omfatter både de institutionelle rammer, de politiske processer, aktørerne, normerne og de politiske beslutninger, der tilsammen udgør et samfunds politiske orden.[1][2]
Anvendelse i komparativ statskundskab
[redigér | rediger kildetekst]Begrebet politisk system anvendes bredt inden for den komparative statskundskab til at beskrive, analysere og sammenligne staters politiske organisering og beslutningsprocesser.[7][5] Sammenligninger kan omfatte både demokratiske og autoritære systemer samt historiske og nutidige politiske ordninger.[7]
Ved komparative analyser undersøges blandt andet de politiske institutioners opbygning, forholdet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, valgsystemer, partisystemer, interesseorganisationers rolle og samspillet mellem stat og civilsamfund.[5] Endvidere analyseres, hvordan forskellige politiske systemer håndterer samfundsmæssige udfordringer og omsætter politiske krav til beslutninger.[2][7]
Moderne komparativ statskundskab kombinerer ofte institutionelle analyser med undersøgelser af politisk kultur, økonomiske og sociale forhold samt internationale påvirkninger.[7] Begrebet politisk system fungerer derfor som en fælles analytisk ramme for sammenlignende undersøgelser af staters politiske udvikling og funktion.[7][5]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 25-27. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 Easton, David (1965). A Systems Analysis of Political Life. John Wiley & Sons. ISBN 9780471229407.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 Almond, Gabriel A.; Powell, G. Bingham (1966). Comparative Politics: A Developmental Approach. Little, Brown and Company.
- 1 2 3 4 Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes (2 udgave). Macmillan. s. 94-96. ISBN 9780333675083.
- 1 2 3 4 5 Lijphart, Arend (1999). Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. Yale University Press. s. 10–12. ISBN 9780300078930.
- ↑ Aristotle (1998). Politics. Oversat af C. D. C. Reeve. Hackett Publishing. ISBN 9780872203884.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 29–31. ISBN 9780333971314.
- 1 2 3 Easton, David (1953). The Political System: An Inquiry into the State of Political Science. Alfred A. Knopf.
- 1 2 3 4 5 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 338–342. ISBN 9780333971314.
- 1 2 Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes (2 udgave). Macmillan. s. 94-106. ISBN 9780333675083.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Andersen, Jørgen Goul (2006): Politik og samfund i forandring. Columbus.
- Heywood, Andrew (2002): Politics. 2. udgave. Palgrave Macmillan. ISBN 9780333971314.
- Lijphart, Arend (1999): Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. Yale University Press. ISBN 9780300078930.
- Sartori, Giovanni (1997): Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes. 2. udgave. Macmillan. ISBN 9780333675083.
