Alkymi betegner i almindelighed laboratorieeksperimenter, der har til formål at forædle den fysiske og den menneskelige natur ved at fremstille guld og de vises sten.
I Europa havde alkymien sin storhedstid fra det 16. til 17. århundrede.
Som en eksperimentel og spekulativ tradition, der søgte at forædle metaller og fremstille livsforlængende miksturer, går alkymien tilbage til oldtidens kulturer, hvor der bl.a. findes eksempler fra Kina, Indien og Ægypten fra omkring det 4. århundrede f.v.t.
Kinesisk guldmageri, der var forbundet med daoistisk naturfilosofi, var især koncentreret om fremstillingen af en foryngende eliksir. I Indien havde alkymien en tæt forbindelse til koncentrationen af krop og sind i Tantrisk yoga. Ægyptisk alkymi var særligt optaget af farvning, forædling af metaller og mumificering.
Alkymien har bl.a. rødder i metallurgien og den rituelle tilbedelse af jorden som elementernes guddommelige og moderlige ophav. I en ægyptisk sammenhæng var alkymien forbundet med esoteriske værker om sjælens oprindelse fra stjernerne og den guddommelige forbindelse mellem himmel og jord.
Det gnostiske værk Corpus Hermeticum øvede en afgørende indflydelse, ligesom alkymisterne Bolos (3. årh. f.v.t.), Zosimos (3. årh. ev.t.) og filosoffen Kleopatra (3-4. årh. e.v.t.) er toneangivende skikkelser i alkymiens antikke udvikling.
Fra omkring det 12. årh. e.v.t. genopvækkedes interessen for alkymi i en europæisk kontekst inspireret af arabiske værker, der videreførte oldtidens græsk-ægyptiske tradition. Her flettede gamle mytologiske og filosofiske temaer sig sammen med en kristen forestillingsverden, og forsøget på at udvinde en guddommelig og åndelig kerne af metaller og andre stoffer udgjorde en alternativ frelselære uden for kirkens regi.
I middelalder og renæssance fulgte alkymien i almindelighed principperne i Aristoteles' elementlære, som hævdede, at alle stoffer var kombinationer af de fire elementer jord, vand, luft og ild. Alkymisterne opererede imidlertid også med et femte element (quinta essentia) af himmelsk karakter, der tilførte eksperimenterne en særlig spirituel dimension.
Ved at blande og opvarme grundstoffer, mineraler og metaller (svovl, kviksølv, jern, kobber, bly og lignende) håbede man på at kunne fremstille guld. Samtidig var guld det jordiske udtryk for Solen og symboliserede både den åndelige og materielle forbindelse mellem himmel og jord (solificatio).
Den mystiske enhed, som alkymien mere end noget andet var optaget af, var "filosoffernes sten" (lapis philosophorum), bedre kendt på dansk som de vises sten, der både blev omtalt som en sten og ikke en sten. Der var tale om et symbol, som rummede mytiske forestillinger om død og genfødsel, foreningen af kønnene i en hermafrodit, og Guds hemmeligheder nedlagt i naturen.
Den hellenistiske guddom Hermes Trismegistos, der var en blanding af den ægyptiske gud Toth og den græske gud Hermes, blev regnet som forfatter til Corpus Hermeticum og udgjorde en central alkymistisk figur i skikkelse af Mercurius (det romerske navn for Hermes).
Mercurius eller Merkur stod både for planeten af samme navn, for tungmetallet kviksølv og for en antropomorf aktør i den kemiske forvandlingsproces (undertiden som dens resultat i form af en hermafrodit eller en homunculus).
Merkur afspejlede således relationen mellem den sjælelige og den stoflige forvandlingsproces i alkymistens værksted.
Et genkommende symbol, der udtrykte den cirkulære enhed af begyndelse og ende, samt altings indbyrdes forbundethed, var dragen eller slangen, der bider sig selv i halen (den såkaldte Ouroboros). Inspireret af gnosticismen handlede alkymisternes fortællinger gerne om frigørelsen af et åndeligt princip i materien, iklædt folkemytologiske fortællinger om død og genfødsel.
Alkymisternes forsøg på at forædle metalliske elementer var internt forbundet med sjælens renselse og erhvervelsen af de vises sten. Intensionen om at forene en materiel og en sjælelig forløsning førte i slutningen af middelalderen til et symbolsk indvielses-kompleks, opus alchymicum, hvor adepten måtte gennemgå forskellige faser i et filosofisk hjul (rota philosophica) af 'død' og 'genfødsel'. Den mentale proces svarede til overgangen fra en mørk kaos-tilstand i prima materia (det første stof) til en stadig højere grad af differentiering og kosmisk lys (solificatio).
Eksempelvis fandt den første døds- og genfødselsakt symbolsk sted i Jordens dyb, den anden på Månen, den tredje på Solen og den fjerde og højeste i Solens indre. Her genfødtes adepten som en 'filosofisk mester', der forenede sig med Solens energier og Guds eget væsen.
Ofte indbefattede forestillingen om genfødsel endvidere fremstillingen af det filosofiske barn (filius philosophorum), der både havde associationer til lapis philosophorum og Kristus.
Nogle af de første, som i moderne tid fattede interesse for alkymiens spirituelle dimension, var den østrigske dybdepsykolog Herbert Silberer (Probleme der Mystik und ihrer Symbolik, 1914) og den schweiziske psykiater C.G. Jung (Psychologie und Alchemie, 1944).
Alkymisternes symbolmættede billeder og visioner udviste for dem begge en påfaldende lighed med deres patienters drømmeverden, og især Jung hævdede, at de samme arketypiske motiver gjorde sig gældende i begge sammenfænge. Dette førte ham til en fortolkning af det alkymistiske værk (opus alchymicum) som et symbolsk udtryk for en dybdepsykologisk intentionalitet. Målet var en "individuationsproces" som en ubevidst tilskyndelse til at forene modsætninger i dannelsen af Selvet. Det filosofiske træ (arbor philosophica) så Jung som det alkymistiske symbol for denne proces.
Netop foreningen af modsætninger (coniunctio oppositorum) såsom det høje (himmelske) og det lave (jordiske), det sjælelige og det legemlige, det mandlige og det kvindelige, sol og måne, var ifølge Jung det bærende forvandlingsmotiv i alkymien. Den hyppigt illustrerede hermafrodit udlagde han derfor som den vellykkede integration af maskuline og feminine egenskaber i dybet af den menneskelige psyke.
Jung ville gennem sin hævdelse af, at alkymisterne i realiteten projicerede indre psykiske processer over på kemiske forvandlinger, demonstrere en arketypisk tematik af universel art.
I dansk sammenhæng har Axel Haaning i værker som Naturens Lys 1-2 (2017) og en oversat og kommenteret udgave af Aurora consurgens (Aurora, eller morgenrøde 2021) beskæftiget sig indgående med middelalderens alkymistiske naturforståelse.
Alkymien talte i det 16. årh. mange gejstlige personer, og bl.a. Albert Magnus og Thomas Aquinas skulle have bedrevet alkymistiske eksperimenter. En anden markant skikkelse, der skiftevis blev betragtet som kætter og helgen var spanieren Ramon Llull, der hævdede at bemestre forvandlingen fra uædle metaller til guld.
Særligt nævneværdig er imidlertid lægen Paracelsus, der i polemik mod den herskende lægekunst udviklede en alkymistisk helbredelseslære. Paracelsus hævdede desuden, at man ved særlig blanding blod, sæd og urin kunne fremstille et miniature-menneske (homunculus).
Så sent som i slutningen af 1700-tallet kredsede Johann Wolfgang Goethe om alkymistiske temaer, og i værket om Faust hører vi, at det lykkes bifiguren Wagner at skabe en homunculus gennem sine laboratorieeksperimenter.
For Goethe var alkymien dog først og fremmest interessant som et symbol på en personlig og naturlig udviklingsproces.
Alkymisterne holdt deres lære for sig selv, enten individuelt eller i mindre forbund, og generelt ebbede interessen for det esoteriske perspektiv ud efter oplysningstidens rationalistiske strømning i slutningen af 1700-tallet.
Så sent som i 1783 vakte den danske kemiker J.D. Cappel stor opmærksomhed ved at mene at have påvist, at kemisk rent sølv blev guldholdigt ved at blive behandlet med arsenik. Forsøget blev i 1786 bekræftet af den franske kemiker Guyton de Morveau (1737-1816), men året efter blev det slået fast, at guldet kun fremkom, når den anvendte arsenik indeholdt guld i forvejen.
Robert Boyle (The Sceptical Chymist, 1661) og især A.-L. Lavoisier (Traité élémentaire de chimie, 1789) forkastede de gamle forestillinger og viste, at kemisk viden må bygge på en antagelse af, at der findes såkaldte grundstoffer, der ikke kan opbygges af enklere stoffer. Det blev påvist, at guld er et sådant grundstof.
Eksperimenterne i de alkymistiske værksteder var dog i nogen grad med til at inspirere moderne kemi. Forsøg med gærings- og destillationsprocesser førte bl.a. til fremstillingen af ren alkohol og opdagelsen af salpetersyre, svovlsyre, eddikesyre og antimon.
Den primære forskel mellem alkymi og kemi er imidlertid, at alkymisterne orienterede sig efter en mangfoldighed af symboler og spirituelle koder, mens kemikere koncentrerede sig om empiriske observationer og udviklingen af kontrollerede forsøg. Det førte til udarbejdelsen af det periodiske system som en fælles kemisk referenceramme for fysiske grundstoffer.
I en brønd i voldstedet Bjørnkjær syd for Århus blev der i 1930'erne fundet rester af kar og tragte af ler, som sandsynligvis har været anvendt omkring 1430 af biskop Ulrik af Århus til alkymistiske eksperimenter.
Tycho Brahe arbejdede på Uranienborg på Ven med alkymi, som han kaldte "jordisk astronomi". Brahe fremstillede især medicinske præparater, men forsøgte sig ikke med forsøg på at fremstille af guld.
Under en tørlægning af voldgraven på Rosenholm i 1960'erne fandt man rester af glasapparatur, der tyder på, at "den lærde" Holger Rosenkrantz kan have beskæftiget sig med alkymi.
Flere fynske kommuner forventer øget udbredelse af larverne fra egeprocessionsspinderen. Processionsspinderlarver skal behandles med forsigtighed, fordi deres hår kan give allergiske reaktioner hos både mennesker og dyr.
Prisen på olie stiger igen, efter USA angreb et iransk-flaget containerskib i Hormuzstrædet. Prisen på olie er steget betydeligt efter begyndelsen på Iran-krigen. Historisk er de fleste oliekriser opstået netop på grund af krigshandlinger.
Bispebjerg Kirkegård i København er i disse dage et populært udflugtsmål på grund af kirkegårdens allé med blomstrende japanske kirsebærtræer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.