Jesus Kristus

Med de forbehold, der udspringer af, at de fire evangelier i Det Nye Testamente ikke er historieskrivning i vores forståelse af denne betegnelse, forekommer følgende skitse at være mulig: Jesus fra Nazaret har været en karismatisk vandreprædikant med det profetiske budskab, at Guds rige var kommet nær og allerede gjorde sig gældende i en ny religiøs orden. I denne var forholdet til Gud ikke betinget af et menneskes ydre overholdelse af bestemte bud og forskrifter. Jesu undervisning og forkyndelse fandt udtryk i en række prægnante udsagn og i lignelser. Karakteristisk synes desuden hans omgang med religiøst deklasserede mennesker som prostituerede og toldere at have været. I en polemisk lovudlægning fordømmes en kun ydre overholdelse som hykleri; ikke mindst forståelsen af sabbatsbuddet var omstridt. For var mennesket til for sabbattens skyld eller sabbatten til for menneskets skyld? (jf. Markusevangeliet 2,27). Grundlæggende i Jesu forkyndelse var, at sand opfyldelse af lovens bud alene kan ske som resultat af Guds gerning med mennesket, nemlig ved at hans ånd virker ind på dets vilje. Frelsen var således både udgangspunkt og mål.

Denne lovforståelse har som konsekvens, at især de bud, der gælder Gud og næsten, betyder noget (jf. det dobbelte kærlighedsbuds centrale stilling, Markusevangeliet 12,29-31; Matthæusevangeliet 22,36-40; Lukasevangeliet 25-28). Derved får hele den "rituelle", kultiske del af Moseloven om omskærelse, sabbatsoverholdelse, renhed og urenhed og den øvrige ydre gudsdyrkelse præg af formalitet. Helt centralt står et ord om, at det ikke er det, der kommer ind i et menneske udefra, som gør det urent, men det, der kommer ud af det indefra (jf. Markusevangeliet 7,15; Matthæusevangeliet 15,17-20). Dermed var datidens forestillinger om rent og urent som grundlæggende for gudsforholdet vendt på hovedet. I hvert fald i dette adskilte Jesu undervisning sig radikalt fra lovforståelsen hos de tre partidannelser i den samtidige jødedom, nemlig farisæisme, saddukæerne og essæerne. Det skal bemærkes, at Jesus i de tre første evangelier udtrykkeligt også fremstilles som læreren, der underviser. Det karismatiske ytrede sig i underfulde helbredelser (jf. Markusevangeliet 2,1-12; Matthæusevangeliet 9,1-8; Lukasevangeliet 5,17-26, hvor en helbredelse som det, der er lettere, stadfæster tilgivelsen af den syges synd). Sådanne helbredelser var ikke et ukendt fænomen i samtiden (jf. Matthæusevangeliet 12,27).

Det står i traditionen fast, at Jesu mor hed Maria (hvis navn dog ikke optræder i Johannesevangeliet), hans far Josef (som dog ikke nævnes i Markusevangeliet), og at han havde fire brødre (jf. Jesu brødre) og mindst to søstre (Markusevangeliet 6,3; Matthæusevangeliet 13,55-56 jf. Johannesevangeliet 2,12). Apostlen Paulus omtaler i Galaterbrevet 1,19; 2,17 Jesu bror Jakob som en, han har mødt (jf. desuden 1. Korintherbrev 15,7).

Måske udgik Jesus fra kredsen omkring Johannes Døber, hvis dåb han i hvert fald modtog (Markusevangeliet 1,9-11; Matthæusevangeliet 3,13-17; jf. Lukasevangeliet 3,21-22, hvor Johannes Døber dog ikke optræder, da han da er fængslet). I løbet af sit virke samlede Jesus en discipelskare, øjensynlig også bestående af kvinder (jf. fx Lukasevangeliet 8,1-3). Måske udvalgte han særligt tolv som en tegnhandling, der markerede oprettelsen af et nyt Israel (se apostel). Efter at have virket i Galilæa og omegn med hjemsted i Kapernaum drog han til påskefest i Jerusalem, hvor hans indtog vakte opsigt, og hvor det kom til et — måske kun symbolsk — opgør med kulten i templet, den såkaldte tempelrensning (Markusevangeliet 11,15-18; Matthæusevangeliet 21,12-14; Lukasevangeliet 19,45-48; Jf. Johannesevangeliet 2,13-17, hvor denne handling dog placeres i begyndelse af Jesu offentlige optræden). Den modstand, som han i kraft af sin udlægning af loven havde fremkaldt hos de etablerede religiøse partier (farisæerne og saddukæerne), kulminerede, da han blev taget til fange af den jødiske øvrighed, forhørt af synedriet og ypperstepræsten, og overgivet til den romerske besættelsesmagt, der henrettede ham ved korsfæstelse.

Et vanskeligt spørgsmål er, om Jesus kunne forudse sin henrettelse, og om han i givet fald tillagde den en særlig betydning. At en sådan død var en nærliggende risiko, viste Johannes Døbers skæbne. I evangeliernes tilrettelæggelse af historien både forudsiger og tyder Jesus sin død.

Jesus nedskrev intet selv. Alle betydelige kilder, der er overleveret, er skabt af de menigheder, der opstod efter Jesu død og bekendte sig til ham som den opstandne frelser. De er således teologiske dokumenter, bestemt af hensigten at ville undervise i eller retfærdiggøre denne tro. Betragtet som historiske kilder oplyser de derfor først og fremmest om de tidligste kristne menigheders teologiske bearbejdelse af overleveringerne om Jesus, hvori også Det Gamle Testamente optrådte som en skabende faktor (jf. Bibelen).

De ældste skriftlige vidnesbyrd om Jesus er Paulus' breve (skrevet ca. 50-55, se paulinske breve), der dog ikke indeholder meget om Jesu liv. Som kilder hertil kommer derfor først og fremmest evangelierne i betragtning. En række Jesusord, hvis ægthed er mulig, findes overleveret uden for evangelierne (fx i Apostlenes Gerninger 20,35; se agrafa). En notits hos den jødiske historiker Josefus er delvis usikker, og kortfattede oplysninger hos romerske forfattere som Plinius den Yngre, Tacitus, Sueton og Lukian kan i bedste fald bekræfte, at Jesus har levet. Senere, apokryfe evangelier (se nytestamentlige apokryfer) som Petersevangeliet er bidrag til legendedannelsen, mens Thomasevangeliet alene består af Jesusord.

De fire evangelier i Det Nye Testamente er hver især skrevet for i deres bestemte miljø og samtid at aktualisere Jesu betydning for menneskers frelse (se især hensigtserklæringen i Johannesevangeliet 20,31). Derfor må de læses kritisk, hvis man vil bruge dem som kilder til en bagvedliggende historie. Desuden er evangelierne både relativt sene (almindeligvis dateres de til mellem 70 og 140), og de tre første, de såkaldte synoptiske evangelier, står tilmed i et litterært indbyrdes afhængighedsforhold til hinanden (med rækkefølgen Markus-, Matthæus- og Lukasevangliet). For sig selv står Johannesevangeliet, hvis tolkning af Jesu betydning for frelsen adskiller sig radikalt fra de andre, og som tidligt i den kritiske forskning blev udelukket som historisk kilde i denne sammenhæng.

Desuden gør to forhold sig gældende i forståelsen. Det første er, at Paulus' teologi, som vi kender den fra hans breve, ikke bare kronologisk, men også bevidsthedshistorisk går forud for affattelsen af de fire evangelieskrifter, dvs. grundlæggende har præget deres Jesus-tolkning. Det andet er altså, at de fire evangelieskrifter hver især er udtryk for en tolkningsproces, der strækker sig over et længere tidsrum, og hvor de senere gennem en gen- eller nyskrivning af forgængeren eller forgængerne giver udtryk for et ændret syn på Jesu betydning for menneskers frelse. Det sker dels gennem omskrivninger (sammenlign Markusevangeliet 9,14-29 med Matthæusevangeliet 17,14-23 og Lukasevangeliet 9,37-43), dels gennem tilføjelser (således indføjer Matthæusevangeliet hele Bjergprædikenen (Matthæusevangeliet 5-7) i sin genskrivning af Markusevangeliet), dels gennem udeladelser (i Lukasevangeliet udelades mellem Lukasevangeliet 9,17 og 9,18 således hele afsnittet i Markusevangeliet 7,1-8,26; Matthæusevangeliet 15,1-16,12 om rent og urent og forholdet til ikke-jøder, idet temaet siden tages op i Apostlenes Gerninger 10).

Mens Markusevangeliet således godt paulinsk skriver Moseloven ud af forholdet mellem den Kristus-troende og Gud og dermed åbner troen for ikke-jøder, fastholder Matthæusevangeliet Moselovens betydning og fremstiller ligefrem Jesus som en ny Moses. Heroverfor tegner Johannesevangeliet et billede af Jesus som den, der i sit liv og sine ord åbenbarer Gud (Faderen), mens Lukasevangeliet (med Apostlenes Gerninger) fremstiller Jesus som en historisk og dermed fortidig skikkelse og dermed giver plads for en kirke, der er løst fra den jødedom, hvori den begyndte, og hvis hellige skrifter den stadig fastholder.

Det er dog udslag af en overdrevet kritik at hævde, at evangelisternes fortolkning ikke har et fast udgangspunkt i det indtryk, som Jesus gjorde på sine disciple. En af den historiske bibelkritiks fædre, tyskeren Julius Wellhausen, udtrykte det allerede i 1905 ved at skrive, at selv om der er al god grund til at skelne Jesus fra hans virkning, kan man alligevel ikke begribe ham uden at inddrage hans historiske virkning, hvis man vil yde hans betydning retfærdighed. Det må således antages, at der er en grundlæggende kontinuitet mellem den historiske Jesus og den tydende bearbejdelse i forkyndelsen ("den forkyndte forkynder").

Tidspunktet for Jesu fødsel volder vanskeligheder. Ifølge Matthæusevangeliet 2,1 fandt den sted under Herodes den Store, der døde år 4 f.Kr.; inddrages Matthæusevangeliet 2,16, når man således til år 7 eller 6 f.Kr. Dette er dog usikkert. Men lige så usikkert er det, når Lukasevangeliet 2,2 placerer Jesu fødsel under en folketælling under statholderen Quirinius (jf. Apostlenes Gerninger 5,37) og peger dermed på år 7 e.Kr.

Lidt fastere grund synes der at være med hensyn til tidspunktet for Jesu første offentlige fremtræden i forbindelse med hans dåb. Johannes Døbers virke dateres i Lukasevangeliet 3,1-2 til kejser Tiberius' femtende regeringsår, dvs. 29/30 e.Kr., og Lukasevangeliet 3,23 oplyser, at Jesus var omkring 30 år gammel, da han trådte frem. Derved når man til ca. år 30 e.Kr. Det er dog usikkert. Varigheden af Jesu virke angives forskelligt; de synoptiske evangelier regner øjensynlig kun med ét år, Johannesevangeliet, der lader Jesus deltage i to påskefester foruden den sidste, med tre år. Mens rammen på kun ét år kan skyldes, at den evangeliske fortælling i de synoptiske evangelier er skabt til at skulle bruges inden for et (kirke)år, kan Johannesevangeliets mere sandsynlige tre år også have en praktisk årsag. Med andre ord: Det er ikke muligt nøjere at bestemme varigheden af Jesu virke, men sandsynligheden taler for, at det har strakt sig over mere end ét år.

Også tidspunktet for Jesu død er omstridt. De synoptiske evangelier henlægger Jesu sidste måltid med disciplene til "skærtorsdag" den 14. nisan ('april') (Markusevangeliet 14,12; Matthæusevangeliet 26,17; Lukasevangeliet 22,7), således at døden indtraf den 15. nisan, mens Johannesevangeliet 19,36 lader Jesus dø på forberedelsesdagen til påsken, dvs. 14. nisan. Hvor de synoptiske evangelier fremstiller Jesu sidste måltid med disciplene som et påskemåltid, lader Johannesevangeliet Jesus dø samtidig med slagtningen af påskelammene (jf. 1 Kor 5,7). Sandsynligst er dog 15. nisan, og da Jesu død med sikkerhed fandt sted under Pontius Pilatus, der var statholder 26-36 e.Kr., giver det mulighederne 7. april år 30 eller 23. april år 34.

Forståelsen i Det Nye Testamente af Jesus fra Nazaret er over alt båret af bekendelsen til ham som den opstandne Kristus og kommer til udtryk i forestillinger og begreber, der hovedsagelig stammer fra et gammeltestamentligt-jødisk univers. Om disse udtryk for Jesu persons og gernings betydning for menneskers frelse bruges kunstordet kristologi, læren om (Jesus som) Kristus. Man skelner her mellem en uudtalt (implicit) kristologi, der indirekte kommer til orde i den fordring, Jesus gør på at tale og handle på Guds vegne, og en udtalt (eksplicit) kristologi, der udlægger Jesu "selvbevidsthed" i hans brug af kristologiske titler om sig selv. Kilderne synes her at tillade den slutning, at Jesu forkyndelse faktisk har været båret af en uudtalt kristologi, mens den udtalte først og fremmest er udtryk for den senere menigheds bekendelse.

Det ældste lag af overleveringen lod måske først Jesus blive "Guds Søn" ved opstandelsen fra de døde (se Romerbrevet 1,3-4), også fordi hans død og opstandelse blev set som en integreret del af hans betydning som messias. I 1901 fremsatte den tyske teolog William Wrede en messiashemmelighedsteori, idet han tolkede Jesu forbud i de synoptiske evangelier mod at røbe, at han var Kristus (jf fx Markusevangeliet 9,9; Matthæusevangeliet 17,9), som udtryk for en tilbagedatering af messianiteten i en oprindelig ikke-messiansk tradition; således var det først troen på den opstandne, der førte til en messiasbekendelse. I de synoptiske evangelier synes Jesus at blive Kristus ved dåben (adoptionskristologi), idet dog Matthæus- og Lukasevangeliet strækker messianiteten tilbage til undfangelsen ved talen om "jomfrufødsel", en forestilling, som synes at være skabt af forfatteren til Matthæusevangeliet (1,23) ud fra den græske oversættelse (Septuaginta) af Esajas' Bog 7,14. Men bl.a. med baggrund i forestillingen om den himmelske visdom, sofia, der i antik jødedom optræder som en personifikation af en side af Guds væsen, opstår tidligt tanken om en forudtilværelse (se præeksistens), hvad der medfører forkyndelsen af tilsynekomsten af et guddommeligt væsen som menneske (se inkarnation) (se fx Filipperbrevet 2,6-7; Johannesevangeliet 1,14).

En gammeltestamentlig horisont kommer også til syne i Matthæus- og Lukasevangeliets barndomsfortællinger, der ikke kan tillægges nogen historisk værdi og i øvrigt er indbyrdes modstridende, fx med hensyn til, om Jesu forældre kom fra Betlehem (således Matthæusevangeliet 2,1-22) eller — som sandsynligst — Nazaret (således Lukasevangeliet 1,26; 2,4). Jesu dåb forbindes i de tre første evangelier med Helligåndens komme til Jesus, som ved denne lejlighed proklameres som Guds Søn, hvad der siden gentager sig i fortællingen om forklarelsen på bjerget. i den såkaldte fristelsesberetning, der i forlængelse af Markusevangeliet 1,12-12 udfoldes i Matthæusevangeliet 4,1-11 og Lukasevangeliet 4,1-13, følger umiddelbart efter dåben og er udtryk for en uddybning af, hvordan Jesus var Guds Søn, nemlig gennem en beskrivelse af, hvordan han ikke var det.

Historisk-kritisk bibelforskning har ført til en "dekonstruktion" af forestillingen om, at historikeren umiddelbart kan erkende noget direkte guddommeligt ved Jesusskikkelsen. Historisk er alene den indirekte virkning, nemlig de Kristus-troendes tolkning, der udgik fra overbevisningen om, at Jesus i eksklusiv forstand var Guds ord og som den enbårne søn Guds tolk (Johannesevangeliet 1,1-18). Symptomatisk er det, at de såkaldte naturundere fra at have haft en bekræftende betydning nærmest er blevet en belastning for teologien. Ligesom det såkaldte skriftbevis, nemlig det bevis, der byggede på en overensstemmelse mellem profetierne i Det Gamle Testamente og opfyldelsen af dem i Det Nye Testamente, her helt tabte sin virkning.

Kritisk forskning må ty til andre modeller, og blandt de forslag, der har været fremsat for at forstå Jesus-skikkelsen, er bl.a. profetkategorien interessant. For intet tyder på, at Jesus har forstået sig selv som stifter af en ny religion, derimod nok som en fornyer af jødedommen. Også påvirkninger fra den græsk-romerske omverden er mulige. Omvandrende filosoffer, fx af kynikernes observans, der satte spørgsmålstegn ved de etablerede værdinormer, var heller ikke ukendte i Palæstina. Forsøg på at gøre den historiske Jesus til en militant oprører savner derimod holdepunkt i kilderne.

Selvom Det Nye Testamente har været det konstante udgangspunkt, har opfattelsen af Jesus som Kristus gennem hele kirkehistorien undergået betragtelige forandringer, betinget af forskellige tidsaldres teologiske og åndshistoriske forudsætninger. De ofte citerede ord: "Jesus havde forkyndt Guds rige, og det var kirken, der kom" (Alfred Loisy), skal ikke forstås som en kritisk morsomhed; kirken er den nødvendige fortsættelse på det, Jesus bragte, hvis det ikke skulle løbe ud i sandet. Til gengæld har denne kirke hele tiden kritisk måttet lade sig konfrontere med sin historiske begyndelse.

• Det Gamle Testamente
• Det Nye Testamente
• kirkehistorie
• kirke
• kristendom
• kristologi