Korintherbrevene

Ud over de to overleverede breve tyder en oplysning i 1 Korintherbrev 5,9-13 på, at der må være gået et brev forud. Det overleverede brev stammer fra Paulus' lange ophold i Efesos (jf. Apostlenes Gerninger 19,10; 1 Korintherbrev 16,8), hvor han har fået bekymrende oplysninger fra Korinth, hvad der har affødt det forudgående, nu altså tabte brev; desuden har han modtaget et brev fra menigheden med en række spørgsmål. 1. Korintherbrev er dels en reaktion på, hvad han har hørt, dels svar på de stillede spørgsmål.

Efter en kort indledning i 1,1-9 bebrejder Paulus i 1,10-4,21 udførligt korintherne for at have ladet det komme til partidannelser i menigheden, for det truer enheden. I 5,1-6,20 gælder det irettesættelser i anledning forskellige moralske brist, fx at de tillader en mand at leve sammen med sin fars hustru, og at de fører retsager mod hinanden for offentlige domstole. Derefter besvarer Paulus i det store afsnit i 7,1-15,58 de spørgsmål, han er blevet stillet. Således handler kapitel 7 udførligt om ægteskab og skilsmisse; Paulus anbefaler her at leve ugift, men siger udtrykkeligt, at det er hans råd og ikke et bud fra Herren. Siden (8,1-11,1) gælder det tilladeligheden af at spise kød, der er ofret til guderne: Den troende kan spise, hvad han vil, men skal lade være, hvis hans egen samvittighed ikke kan klare det, eller hvis han får andre til at gøre noget, deres samvittighed ikke kan klare. I et følgende afsnit (11,2-34) om misforhold ved menighedens sammenkomster citerer Paulus indstiftelsesordene til nadveren (11,23-25). Det er således det tidligste belæg for denne handling, som der siden berettes om i de tre af evangelierne, og det er desuden den eneste begivenhed fra Jesu liv, Paulus beretter om. Derefter optræder en beskrivelse i 12,1-14,40 af Helligåndens forskellige gaver, der virker i menighedens enkelte medlemmer, og således tilsammen gør dem til Kristi legeme, dvs. hans fortsatte nærværelse i verden. Paulus skriver ligefrem til korintherne: "I er Kristi legeme og hver især hans lemmer" (12,27). Midt i denne redegørelse følger Paulus' anvisning på det, der langt overgår de enkelte nådegaver, nemlig kærligheden. Det sker i skikkelse af et hymnisk formet stykke, der har fået betegnelsen "kærlighedens højsang" (kapitel 13). Det lange kapitel 15 indledes i vers 1-11 af en beskrivelse frelsens grundlag: Jesu død og opstandelse, samt af øjenvidnerne til den opstandne, hvortil han også regner sig selv. Derefter følger i 15,12-58 en udførlig udredning af troen på dødes opstandelse, som Paulus når frem til skal ske ved skabelsen af et særligt opstandelseslegeme og altså ikke ved en kødets opstandelse. Foruden af en opfordring til at samle ind til de hellige i Jerusalem rummer det afsluttende kapitel 16 en række hilsner.

1. Korintherbrev stammer fra tiden efter det såkaldte apostelmøde i 53 e.Kr. og dermed med stor sandsynlighed fra 54 e.Kr.

Det ser ud til, at Paulus ved nærmere eftertanke har ment, at 1. Korintherbrev var for skarpt i sin tone – således kan det antages at være identisk med det "tårebrev", som han nævner i 2. Korintherbrev 2,4. Han sender også sin nære medarbejder Titus til Korinth for at lodde stemningen, og selv om han kommer tilbage med godt nyt, er alle problemer åbenbart ikke løst. Derfor skriver Paulus et nyt brev, der bærer et stærkt personligt præg.

Efter en indledende hilsen og lovprisning af Gud for hans trøst i 1,1-11 føler Paulus sig nødsaget til at forklare, hvorfor han endnu ikke selv er kommet på et ellers længe lovet besøg i Korinth (1,12-2,4). I en afbrydelse kommer han i 2,5-11 igen ind på sagen med manden, der levede sammen med sin fars hustru (jf. 1 Korintherbrev 5,1-5), men som nu synes løst. Afsnittet 3,1-6,16 er et udførligt forsvar for Paulus' særlige stilling som apostel, hvorunder han blandt andet kalder sig selv for "tjener for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens" (3,6), fulgt op af en række udsagn, der uddyber hans forståelse af denne nye pagt (3,7-18). Afsnittet munder ud i en advarsel mod at dyrke det omgivende samfunds guder (6,14-7,1). Kapitel 7 giver udtryk for Paulus' glæde over, hvad Titus havde at fortælle, mens kapitlerne 8 og 9 består af opfordringer til at bidrage til den indsamling til de hellige i Jersualem, som allerede blev omtalt i 1 Korintherbrev 16,1-4. Brevet sidste del (kapitlerne 10-13) består af et heftigt udfald mod Paulus' mostandere. Igen gælder det hans myndighed som apostel (kapitel 10), og det følges op af en anklage mod modstanderne for at være falske apostle (kapitel 11). Det former sig som en "vanvidstale", fordi Paulus føler sig tvinget til at rose sig selv ud over alle grænser, men til sidst alligevel må erklære, at skal han være stolt, er det af sin egen magtesløshed, der gør det åbenbart, at det er Gud, der virker igennem ham. Det får ham lgiefrem til at tale om magtesløshedens styrke (12,1-10). Efter at have fastslået, at det er korintherne, der har tvunget Paulus til at være vanvittig (12,11-13), følger en advarsel mod at misforstå ham. Han stiller dem igen et besøg i udsigt og bedyrer, at han denne tredje gang faktisk vil komme. Udtryksmåden i 12,14 og 13,1 er desværre uklar, så det er blevet forstået, som om Paulus her stiller et tredje besøg i udsigt, idet det dog er mere sandsynligt, at det gælder hans andet besøg i byen, som han har annonceret to gange før, men uden at komme. Der følger nogle sidste formaninger inden det lovede besøg (13,1-10) samt nogle hilsner og et afsluttende velsignelsesønske i skikkelse af den såkaldte apostolske velsignelse (13,13).

2. Korintherbrev er skrevet omkring et halvt år efter 1. Korintherbrev, dvs. fprmodentlig i foråret 55 e.Kr.

Den rekonstruktion af begivenhedsforløbet, som er forudsat i denne artikel, er ikke uimodsagt. Vælges en anden forståelse af "denne tredje gang" i 12,14; 13,1, fremkommer der et "mellembesøg", hvad der betyder, at det omtalte "tårebrev" enten må være gået tabt eller indgår i 2. Korintherbrev. For i forskningen er også det synspunkt stærkt repræsenteret, at 2. Korintherbrev i virkeligheden er resultatet af en sammenstykning af flere mindre breve. Men der er ikke nogen tvingende grund til at betvivle de to breves integritet. Under alle omstændigheder udgør de en af de vigtigste kilder til den ældste kristendoms historie ved at give et uvurderligt indblik i livet i en menighed, der alt overvejende bestod af ikke-jødiske Kristus-troende.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at de to Korintherbreve i lighed med Romerbrevet ganske vist er rigtige breve ved at være lejlighedsskrivelser med bestemte adressater. Samtidig gør dog allerede disse breves længde dem desuden til en slags afhandlinger, hvori Paulus sandsynligvis har haft en bredere læserkreds for øje. Således har de også fået betydning for udfoldelsen op gennem tiderne af kristen teologi og etik, og "kærlighedens højsang" i 1. Korintherbrev kapitel 13 hører ligefrem til verdenslitteraturen.

Blandt de nytestamentlige apokryfer optræder en kort korrespondance mellem menigheden i Korinth og Paulus. Menigheden spørger i et brev apostlen til råds, fordi der er dukket nogle mænd op, der forkynder en række vranglærdomme af mere eller mindre gnostisk karakter, bl.a. afviser de kødets opstandelse. På dette svarer så Paulus ved at bekræfte den rette tro, og dette svar kaldes undertiden 3. Korintherbrev. Det betragtes som kanonisk i den armenske kirke. Korrespondancen indgår i apokryfen Paulusakterne, der må være blevet til omkring 200.

Korrespondancen findes i dansk oversættelse i Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen, Nytestamentlige Apokryfer (2002) s. 294-297.

• Paulus
• paulinske breve