Markusevangeliet

Skriftets indhold er i hovedtræk: Efter en kort overskrift (1,1) berettes om Johannes Døber (1,2-8). Om Jesu dåb og hans forkynder- og helbredelsesvirksomhed i Galilæa handler afsnittet 1,9-8,26. Det indeholder også stridssamtaler mellem Jesus og hans modstandere samt en tale med lignelser, det såkaldte lignelseskapitel (4,1-34). Midtpunktet i skriftet udgør fortællingen om Peters bekendelse ved Cæsarea Filippi til Jesus som Kristus i 8,27-30. Det er samtidig fortællingens omdrejningspunkt. Afsnittet 8,31-10,52 er således præget af tre lidelsesforudsigelser (8,31-; 9,31-32; 10,32-34), der både vil korrigere Peters misforståelse af sin bekendelses indhold og præcisere, hvordan Jesus er Kristus. I øvrigt er rammefortællingen i kapitel 10 Jesu rejse til Jerusalem, mens kapitlerne 11-13 handler om hans komme til byen og hans forkyndelse og undervisning under sit kun én uge lange ophold. Kapitel 13 udgør herunder skriftets anden større taleenhed og gælder forudsigelser af templets ødelæggelse og Jesu genkomst i herlighed. Kapitlerne 14-15 rummer lidelseshistorien, mens 16,1-8, der beretter om kvinderne ved den tomme grav påskemorgen, udgør den oprindelige slutning.

Markusevangeliet repræsenterer i selve sin fortælling en teologisk tydning af Jesus, der blandt andet kommer til udtryk i dets komposition. Det falder i to store dele: Første del foregår hovedsagelig i Galilæa (kap. 1-10), anden del i Jerusalem (kap. 11-16). Til disse steder svarer to forskellige fremstillinger af Kristus. I Galilæa er Jesus overvejende forkynderen af Guds rige, der som et tegn på dets nærhed helbreder syge og uddriver dæmoner. I Jerusalem, hvor han foretager et opgør med selve tempelkulten og de forskellige partier i jødedommen, vender stort set alle alle sig derimod til sidst imod ham. Han fanges, dømmes og henrettes. Her er han den lidende Kristus. Begge aspekter skal med for at forstå Jesu betydning som Kristus.

Hvor vanskelig denne forståelse er, understreges gennem indførelsen af motivet med disciplenes "uforstand". Først halvvejs gennem evangeliet forstår de, at han er Kristus (8,27), mens anden halvdel forgæves søger at forberede dem på lidelsens nødvendighed. Forholdet er, at forfatteren til Markusevangeliet skriver sin fortælling under den skjulte forudsætning, at det først ved Jesu død og forkyndelsen af ham som den opstandne blev åbenbart, hvordan Jesus var den Salvede. Samtidig ved læseren dog allerede fra skriftets allerførste sætning, at det handler om Jesus Kristus, Guds Søn. I forskningen har man søgt at indfange dette aspekt ved at tale om en messiashemmelighed (se Messias), hvor sløret dog, trods gentagne forbud mod at røbe hvem Jesus i virkeligheden er, undervejs løftes for at tillade enkelte glimt; således ved dæmonerne hele tiden god besked (jf. fx 2,24), ligesom Guds røst både ved Jesu dåb (1,10-11) og ved den såkaldte forklarelse på bjerget (9,1-8) bekræfter denne status.

Tidligere arbejdede fortolkningen hovedsagelig ud fra den hypotese, at overleveringerne i Markusevangeliet og siden også delvis i Matthæus- og Lukasevangeliet mere eller mindre direkte gik tilbage til den såkaldte "historiske Jesus". Her er der dog i dag en voksende vilje til at se Paulus og hans teologi som en væsentlig forudsætning for udfoldelsen af Jesus-fortællingen i alle fire evangelieskrifter. Således er forfatterne til evangelierne først og fremmest teologer og ikke historikere. På indflydelse fra Paulus peger såvel det, at Moseloven end ikke nævnes i Markusevangeliet, og at skellet mellem jøder og ikke-jøder i princippet allerede er ophævet.

Der er i forskningen udbredt enighed om, at Markusevangeliet i det store og hele foreligger i den skikkelse, som dets oprindelige forfatter gav det. Dette dog ikke gælder dets nuværende slutning i 16,9-20, der også mangler i de ældste håndskrifter. Her er der tale om en sammenskrivning af dele af de andre evangeliers slutninger, hvad der afspejler, at man på et tidligt tidspunkt har fundet den oprindelige slutning i 16,8 for brat, når man nu fra de senere evangelier troede at vide, hvad der siden skete.

Markusevangeliet er antagelig blandt andet skrevet under indtryk af romernes ødelæggelse af templet i Jerusalem i år 70 og er altså fra begyndelsen af 70'erne. Da Jesu genkomst ikke indtraf ved den lejlighed, ændrede interessen sig fra Paulus' himmelske Kristus til også at gælde den Jesus, der havde levet på Jorden. Dog er billedet ikke er bestemt af det, vi ville kalde historisk interesse, men vil gennem skildringen af Jesu forkyndelse, undervisning og gerninger give svar på en række af de spørgsmål, som i mellemtiden havde rejst sig i kristne menigheder.

Hvem der er evangeliets forfatter, står hen i det uvisse. I sig selv er skriftet anonymt; det skal ikke overbevise ved sin forfatters autoritet, men ved sin fortællings indhold, og det var først en senere kirkelig tradition, der forbandt det med Markus. Ifølge traditionen er det skrevet i Rom, men dets geografiske horisont peger måske snarere på Galilæas syriske bagland; under alle omstændigheder henvender det sig til ikke-jødiske læsere.

Markusevangeliet stod helt frem til begyndelsen af 1800-tallet stærkt i skyggen af de andre evangelier. Mens Matthæus- og Johannesevangeliet blev anset for at være skrevet af apostle, dvs. øjenvidner, gjaldt dette ikke Markusevangeliet, hvis forfatter angiveligt havde været Peters sekretær. Ja, kirkefaderen Augustin gav omkring 400 ligefrem udtryk for den opfattelse, at Markusevangeliet var et forkortet Matthæusevangelium. Først i løbet af 1800-tallet fik den toneangivende forskning øjnene op for, at Markusevangeliet efter alt at dømme i virkeligheden var det ældste af de fire evangelier og desuden en hovedkilde til Matthæus- og Lukasevangeliet. Begge overtog de fx Markusevangeliets i sig selv usandsynlige ansættelse af varigheden af Jesu virke til ét år. I en tid, hvor det historiske spørgsmål, hvad der var ældst og dermed mest troværdigt, blev bestemmende, blev Markusevangeliet derfor hentet frem fra sin Askepot-tilværelse og anbragt i først række. Dette afspejler sig endnu ikke i den kirkelige gudstjenestes udvalg af prædiketekster (tekstrækker), hvor Markusevangeliet stadig spiller en påfaldende tilbagetrukket tilværelse.

• synopsis – opstilling af flere evangelier

• evangelieharmoni