Édouard Manet foreviget af den parisiske fotograf Nadar, der støttede den franske avantgardes kamp imod tidens dominerende akademisme. Nadar udlånte bl.a. sit store fotoatelier på Boulevard des Capucines kvit og frit til impressionisternes første udstilling i 1874. Foto uden år.
Édouard Manet var en fransk maler, hvis navn i eftertiden er tæt knyttet til den impressionistiske bevægelse.
Édouard Manets familie tilhørte den franske hovedstads embedsaristokrati, og han følte sig livet igennem hjemmehørende i det bedre borgerskab, hvis livsværdier og æresbegreber han havde dyb respekt for. Alligevel blev han som maler sin generations dristigste avantgardist og i den egenskab fordømt som respektløs nedbryder af hæderkronede borgerlige kunstidealer.
Édouard Manet var født og opvokset i Paris som den ældste af familiens tre sønner. Hans far, Auguste Manet (1797-1862), var dommer og forventede, at den førstefødte af sønnerne også ville gøre karriere som jurist. Édouards mor, Eugénie-Desirée Fournier (1811–1885), var datter af en diplomat og guddatter af den svenske kronprins Karl Bernadotte. Drengens onkel, Edmond Fournier (1800-1865) opmuntrede Édouard til at male og tog ham ofte med på Louvre.
I 1844 blev Manet elev i Collège Rollin, hvor han gik indtil 1848. Han var dog ikke bogligt anlagt og følte sig dårligt tilpas i denne undervisningsinstitution. I 1845 fulgte han et råd fra sin onkel og blev optaget på et specielt tegnekursus, hvor han mødte Antonin Proust (1832-1905), den senere Kulturminister, der blev hans ven for livet.
På sin fars foranledning søgte Manet i 1848 optagelse i flåden, og sejlede i dette øjemed på et skoleskib til Rio de Janeiro. Efter at han to gange dumpede i eksaminationen til optagelse i flåden, gav hans far efter med hensyn til hans ønsker om i stedet at indlede en kunstneruddannelse.
Édouard Manet blev i 1850 optaget i historiemaleren Thomas Coutures malerskole og gik her frem til 1856. Hos Couture blev Manet især skolet indenfor figurmaleriet, og læreren opfordrede især sine elever til at skildre scener af samtidens dagligliv.
I slutningen af 1850'erne sluttede Manet et nært venskab med digteren Charles Baudelaire. Inspireret af dennes digtning malede han i 1858-1859 sit første helt originale værk Absintdrikkeren (Glyptoteket).
Ligesom Baudelaire og Gustave Courbet ønskede Manet i sin kunst at give realistiske fremstillinger af la vie moderne. Hans frimodighed i denne henseende udfordrede den herskende smag og affødte snart adskillige skandaler, således i 1863, da han indsendte hovedværket Frokosten i det grønne (Musée d'Orsay, Paris) til Salonen, hvor det blev afvist.
Édouard Manet, Frokosten i det grønne. 1863. Olie på lærred. Musée d'Orsay, Paris
I dette nye skandalebillede så offentligheden frem for alt en pinlig afdækning af tidens moralske forfald: to herrer af det bedre borgerskab på skovtur med to prostituerede, hvoraf den ene allerede havde smidt tøjet. Fra Manets side var billedet sandsynligvis blot ment som en ikke moraliserende konstatering af det moderne livs friere og i bogstaveligste forstand mere naturlige samværsformer.
Udstillingens akademiske censurkomite kasserede dette år særlig mange billeder, i alt to tredjedele af de indsendte værker, udført af betydelige kunstnere som Gustave Courbet, Johan Jongkind, Camille Pissarro og mange andre, som ikke var på bølgelængde med Salonens konservative kunstkriterier. Af alle de afviste værker fordømte censorerne Manets billede som særlig usmageligt.
De mange kunstnere, som havde fået deres værker afvist, protesterede højlydt, og balladen kom selveste kejser Napoleon 3. for øre. Han reagerede ved at forlange personligt at få forevist alle udstillingens antagne og afviste billeder. For ham at se var de kasserede billeder, han fik forevist, ikke ringere end dem, censorerne havde godtaget. Derfor bestemte han, at samtlige kasserede værker skulle vises sideløbende med de godtagne, på en særskilt Salon des Refusés ('de afvistes salon'), så kunstkritikerne og publikum selv kunne dømme. Her var det igen Manets billede, der tiltrak sig særlig opmærksomhed og vakte enorm forargelse.
I 1865 rystede Manet atter offentligheden, denne gang på den officielle Salon med billedet Olympia (1863, Musée d'Orsay, Paris). Billedets hovedfigur var igen en kurtisane; hun ligger udstillet på en seng og ser sin kommende kunde (billedbetragteren) i møde, mens hun opvartes af en sort kvinde, der bringer hende blomster fra en tilfreds kunde.
Manet beundrede tidligere kunstepokers store mestre og citerede dem flittigt i sine værker: Frokosten i det grønne byggede bl.a. på Giorgiones Landlig koncert (ca. 1510), som han kendte fra Louvre, mens Olympia var et moderne sidestykke til Tizians Venus fra Urbino (færdiggjort 1538), som Manet nogle år forinden havde studeret i Uffizierne i Firenze.
Selvom Manets værker byggede på et solidt traditionsgrundlag, blev de dog både i form og indhold båret af epokegørende modernitet. Den ytrede sig bl.a. ved, at han bevidst modificerede sine figurers plastiske volumen og betonede billedfladens todimensionale beskaffenhed. Dermed foregreb han en billedopfattelse, som siden blev grundlæggende i modernismen.
Manets dyrkelse af den japanske kunst (kaldet japonisme) kom generelt til at kendetegne hans maleriske formgivning af billedobjekternes fladepræg og gjorde ham til en foregangsmand for den moderne malerkunsts opgør med maleriets traditionelle rumlige illusionsvirkninger.
Denne nye tendens prægede ikke mindst hans Portræt af Emile Zola, et oliemaleri fra 1868, der viser forfatteren, som blev den naturalistiske romans store banebryder i fransk litteratur, siddende ved sit skrivebord med en opslået bog foran sig. Maleriet hænger nu i Musée d'Orsay i Paris og blev malet til Zola som kunstnerens tak for dennes støtte i forhold til de angreb, som uforstående kritikere i en årrække have rettet imod Manets kunst.
Maleriet er kendt for sine detaljer, der henviser til de nære relationer mellem Manet og Zola. På væggen bag Zola til højre ses en billedramme med en collage af papirbilleder, hvoriblandt Manets omdiskuterede Olympia straks falder i øjnene. Zola havde bl.a. taget dette billede i forsvar imod den forargelse, der blev billedet til del fra tidens anmeldere og kunstpublikum, da det blev udstillet på Salonen i 1865. Zola havde i skrift og tale sågar fremhævet dette værk som et af Manets allerbedste. Endvidere ses en radering gengivende Velázquez' Bacchus som et vidnesbyrd om, at både Zola og Manet var lidenskabelige beundrere af 1600-tallets spanske kunst. Sidst, men ikke mindst, gør et japansk træsnit helt til venstre i den omtalte billedramme opmærksom på den altdominerende begejstring for japansk kunst, Manet delte med Zola. Det valgte eksempel er et såkaldt ukiyo-e træsnit af Utagawa Kuniaki II (1835-1888) forestillende sumobryderen Ōnaruto Nadaemon (1853-1908).
Den japanske træsnitkunst fik generelt meget inspirerende betydning for tidens franske malerkunst. Manet og impressionisterne tog den japanske kunsts fladedyrkelse til sig som et virkemiddel i deres opgør med den ældre kunsts dyrkelse af billedmotivernes plastiske formgivning. Postimpressionister som Vincent van Gogh, Paul Gauguin, Émile Bernard, Georges Seurat og mange andre videreførte japonismen i det følgende slægtled.
Manet blev i særdeleshed et forbillede for den unge avantgarde, der bragte impressionismen til gennembrud i 1870'ernes franske malerkunst.
Manet holdt i perioden 1866 til 1875 til i Batignolles-distriktet, hvor en stor kreds af yngre billedkunstnere og forfattere med jævne mellemrum samledes omkring ham for at diskutere den franske billedkunsts fremtid og lade sig inspirere af hans tanker i dén henseende. Kredsen omfattede bl.a. mere modne skikkelser som Zola, Baudelaire, Courbet og Edgar Degas. Men de ganske unge kunstnere, der sluttede særlig begejstret op omkring Manet, var dem, der nogle år senere udgjorde den fortrop, der førte impressionismen til gennembrud: Claude Monet, Auguste Renoir, Camille Pissarro, Berthe Morisot, Alfred Sisley, Paul Cézanne med flere. Impressionisterne beundrede Manet, og hans forbindelse med dem udviklede sig til et gensidigt inspirerende fællesskab.
Selv om Manet havde den største sympati for den unge avantgardes kamp mod Salonen og dens akademiske kunstidealer, var han ikke indstillet på uforbeholdent at tilslutte sig den nye impressionistiske kunstretning og udstille sammen med sine unge beundrere. Dertil var han i for høj grad stadig opsat på at tilkæmpe sig en personlig position som udstiller på Salonen. Alligevel lod han sig i høj grad inspirere af det impressionistiske friluftsmaleri.
Manet lod sig påvirke af den impressionistiske avantgardes friluftsmaleri og dets særlige koloristiske virkemidler. I sommeren 1874 malede han i det fri sammen med Monet og Renoir, og som det ses af hans resultater såsom eksempelvis Argenteuil , nåede han gennem deres indflydelse frem til en lettere, mere flimrende lys- og farvefyldt udtryksform.
Kunsthistorisk bliver Manet gerne anskuet som en overgangsskikkelse, et bindeled mellem realismen og impressionismen i periodens franske malerkunst. Og med den inspirerende betydning, han havde for de unge kunstnere, der flokkedes om ham, kan han med rette anses for en afgørende banebryder for impressionismen, selv om han ikke tilhørte denne kunstretnings egentlige udøvere. Édouard Manet udstillede aldrig sammen med den impressionistiske avantgarde, men hans navn er i eftertiden ikke desto mindre forblevet uløseligt knyttet til den impressionistiske bevægelse.
Det er tillige vigtigt, at Manets kunst ses som en foregribelse af den moderne malerkunst efter 1900, fordi hans formsprog i væsentlige henseender lagde op til det modernistiske gennembrud.
I Danmark er Manets kunst repræsenteret på Glyptoteket og i Ordrupgaardsamlingen.
Denne weekend bliver prins Vincent og prinsesse Josephine konfirmeret. Konfirmation er den kirkelige handling, hvor unge bekræfter deres dåb. I 2025 blev 64 % af de 14-15-årige unge konfirmeret.
Iran har erklæret Hormuzstrædet for fuldt åbent for kommercielle fartøjer, men skibe i området melder fortsat om beskydning. Den vigtige maritime handelsrute har været næsten helt lukket siden Iran-krigens begyndelse.
Bispebjerg Kirkegård i København er i disse dage et populært udflugtsmål på grund af kirkegårdens blomstrende allé med japanske kirsebærtræer.
#/media/Fichier:Edouard_Manet_003.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.