Artiklen

Alle ændringer

Nikolaj Lie Kaas

Vers. 23
Denne version blev publiceret af Jørgen Bonde 21. oktober 2024. Artiklen blev ændret 806 tegn fra forrige version.

Nikolaj Lie Kaas er en dansk skuespiller, søn af Preben Kaas og skuespiller og forfatter Anne Marie Lie (1945-1989). Nikolaj Lie Kaas debuterede med en prisbelønnet teenagerrolle i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og kom derefter på Statens Teaterskole.

Siden har Lie Kaas markeret sig som et af generationens største talenter, både på teater, bl.a. i titelrollen i Ibsens Peer Gynt (2001), og på film, hvor Kaas både har vist komisk talent i bl.a. I Kina spiser de hunde (1999), De grønne slagtere (2002), Solkongen (2005) og Mænd og Høns (2015). Han har også vist evne for psykologisk komplekse karakterskildringer i bl.a. Et rigtigt menneske (2001), Elsker dig for evigt (2002), Reconstruction (2003) og Brødre (2004).

Han bestred nuanceret den forpligtende titelrolle i Dirch (2011) uden at forfalde til plagiat og modtog Ove Sprogøe Prisen 2011 for sin præstation.

Nikolaj Lie Kaas har spillet politimanden Carl Mørck i en række filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens succeskriminalromaner, begyndende med Kvinden i buret (2013). Han spiller en af hovedrollerne i tv-serien Bedrag (2016) om økonomisk kriminalitet.