Dansk Danseteater (DDT) er Danmarks nationale dansekompagni for samtidsdans, der har fast base i Operaen i København og består af 12 internationale dansere. Kompagniets nuværende kunstneriske leder er den spanske koreograf Marina Mascarell (født 1980), som tiltrådte den 1. april 2023.
Kompagniets repertoiret består af både større og mindre produktioner, der opføres såvel indendørs som udendørs og turnerer nationalt og internationalt. Kompagniet har fået stor folkelig opbakning med initiativet Copenhagen Summer Dance fra 2004, der tilbyder gratis adgang til dans under åben himmel fx i Politigården. Det er for nu en festival, der finder sted hvert år på Ofelia Plads ved Det Kongelige Teaters Skuespilhus og på Moesgaard ved Aarhus. Her kan publikum både opleve en bred vifte af dans og selv danse.
De første år
Kompagniet blev stiftet under navnet Nyt Dansk Danseteater af den norsk-britiske koreograf Randi Patterson, som i samarbejde med andre ledende kræfter som Anette Abildgaard, Ingrid Buchholtz (født 1950), Mikaela Barnekow (1952-2012) og snart efter Warren Spears, grundlagde et kompagni for moderne og eksperimenterende dans som en fusion mellem ballet og moderne dans.
Som udgangspunkt repræsenterede kompagniet derfor modern dance-traditionen, ofte udtrykt i handlingsballetter som fx Morels opfindelse (1989) og Speranza (1991) af Anette Abildgaard og Karen Blixen-balletten Tanne (1994) af Warren Spears.
Tim Rushtons indflydelse 2001–2018
I 2001 blev Nyt Dansk Danseteater reorganiseret med Tim Rushton som kunstnerisk leder. Kompagniet blev videreudviklet, danserne blev ansat på fuld tid, de skiftede navn til Dansk Danseteater (2005) og kom på finansloven (2010). Årene under hans ledelse prægede også kompagniet kunstnerisk med markante stilistiske udtryk. Tim Rushton kombinerede fortsat moderne dans med elementer fra klassisk ballet og hævede musik, scenografi og kostumer til ligeværdige udtryk.
Værkerne havde ofte fokus på menneskelige relationer og følelser med stærke fysiske og psykiske udtryk i koreografier, der krævede stor præcision, fleksibilitet og styrke. Musikken kom til at spille en hovedrolle med Rushtons særlige evne til at indlejre musikkens struktur og stemning i koreografierne. Han arbejdede både med klassiske og moderne komponister og ofte med livemusik.
Under Rushtons ledelse fik Dansk Danseteater en stærkere international profil med turnéer i både Europa, Asien og USA, ligesom flere internationale dansere og koreografer blev involveret i det koreografiske arbejde. Rushton lagde også vægt på at gøre dansen tilgængelig for flere. Især Dans i Parken og Copenhagen Summer Dance (fra 2004) nød stor popularitet i den almene befolkning.
Hovedværker under Rushtons ledelse
Rushtons tidlige koreografier til kompagniet var fx Working Man (2002) og en ny version af Bournonvilles klassiker Napoli med undertitlen – den nye by (2003).
Tim Rushton etablerede sig tidligt i karrieren som en prisvindende koreograf og skabte også prisvindende værker med Dansk Danseteater. En Reumert for Årets bedste Danseforestilling blev givet til værkerne:
Kridt (2005), der handlede om livets forgængelighed i et enkelt, men stærkt poetisk udtryk med musik af Peter Vask. Silent Steps (2005). Labyrinth (2008), der var fyldt med komplekse bevægelsesmønstre i et stærkt visuelt udtryk med musik af Arvo Pärt, Steve Reich, Poul Ruders og Mathias Friis-Hansen.
Animal Park (2006) fik en Reumert nominering for Årets Danseforestilling.
Andre markante værker var fx Love Songs (2011) med live jazz-musik af Caroline Henderson i en hyldest til livet med temaer som kærlighed, passion og længsel, hvor musik og dans er absolut uadskillelige. Carrying a Dream (2019) afsluttede Rushtons 17 år som leder og blev kaldt “en mavepuster af et mesterværk” af Anne Middelboe i Information.
Pontus Lidberg og flytning til Operaen
I 2017 måtte kompagniet forlade Dansehallerne i de nuværende Carlsberg Byen, da hele området skulle transformeres. Kompagniet flyttede ind i Operaen og fik adgang til prøvesale året rundt og adgang til Takkelloftsscenen to måneder om året – samt enkelte forestillinger på Skuespilhusets Store Scene.
I 2018 blev den svenske koreograf Pontus Lidberg ny kunstnerisk leder af kompagniet. Han arbejdede på en yderligere international profil med internationale dansere og koreografer til at understøtte kompagniets turnévirksomhed. Lidberg har også en baggrund som filmskaber, hvorfor lys og projektioner i scenografierne voksede til billedkunstneriske udtryk.
Temaerne var det eksistentielle og filosofiske som identitet, drømme og menneskelige relationer i en subtil fortolkning af højt abstraktionsniveau. Hovedværker under hans ledelse omfatter Sirene (2021) Centaur (2020), der vinder Lumen Prize Nordic Award i 2021, samt værket Roaring Twenties (2023). Samtidig inviteres store internationale koreografer som Loannis Mandafounis, Marcos Morau og Edhem Jesenković, der tilfører kompagniet bred kunstnerisk diversitet.
Dansk Danseteaters tradition for at samarbejde scenografisk med modedesignere og billedkunstnere blev videreført i denne periode. Pontus Lidberg styrkede den visuelt eksperimenterende profil med vægt på det poetiske, det filmiske og det konceptuelle.
Marina Mascarell
Den spanske koreograf Marina Mascarell overtog ledelsen i 2022. Hun kom med mange års erfaring fra den centraleuropæiske scene som koreograf for fx Nederlands Danseteater, GóteborgsOperans Danskompagni og Skånes Danseteater.
Kompagniet er i dag et alsidigt, stærkt teknisk, udtryksfuldt og mangfoldigt kompagni bestående af dansere fra hele verden med bredt udsyn og evne til konstant at udfordre grænserne for samtidsdansen. Mascarells fokus er de menneskelige værdier og inklusion, og hun løber gerne kunstneriske risici for at omgås konventionerne og holde sindet åbent.
Hendes første egen koreografi med kompagniet var en genopsætning af Køter (2024, oprindelig fra 2015) om fællesskaber og jantelov. Bloody Moon (2024) blev Mascarells første verdenspremiere til Dansk Danseteater i en farvestrålende iscenesættelse under åben himmel til Copenhagen Summer Dance.
Nye bæredygtige initiativer
Turnevirksomhed er fortsat en væsentlig del af kompagniets rolle i Danmark, hvor små som store scener og internationale venues besøges. Der arrangeres løbende forskellige årlige events, ligesom kompagniet også har skabt podcast-serien Sans for dans – en række samtaler med forskellige perspektiver på dans.
I marts 2024 lancerede de deres 3-årige talentprogram DRIVHUS, der skal støtte unge professionelle dansere og koreografer i deres videre udvikling. Det omfatter arbejdsrum, træning, coaching og vidensdeling, der skal bidrage til at udvide og styrke samtidsdansen. Indsatser for børn og unge er en anden ny prioritering, der blandt andet rummer workshops inspireret af kompagniets forestillinger.
Kompagniet er del af Bæredygtigt Kulturliv NU, der, i samarbejde med Dansk Teater, har udvalgt 10 teatre til at lede den grønne omstilling i scenekunstbranchen, heriblandt Dansk Danseteater. Forestillingen Drip Tekhne af Adam Linder (2025) var den første produktion, hvor standarderne i Theatre Green Book skulle følges. Fx skal halvdelen af kostumerne være genanvendt og mindst 65% af materialerne skal kunne leve videre:
“Ved at opretholde en dialog med naturen og verden omkring os, skaber vi værker, der respekterer livets indbyrdes forbundenhed og sikrer, at vores kunst forbliver ansvarlig,” skriver de på deres hjemmeside.
Dermed er Danmarks nationale kompagni for samtidsdans med forrest i en ny æra, hvor scenekunsten også drives af omsorg for arbejdsprocesser og omgivelser.
