Som 12-årig blev Else Jacobsen meldt ind i Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG), og i 1927 satte hun verdensrekord i 200 m brystsvømning. Dermed blev hun også den første danske kvinde, som opnåede national heltestatus på baggrund af sine idrætspræstationer. Mange af de kvindelige elitesvømmere var i perioder tilknyttet Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG) og uddannede sig som svømme- og gymnastiklærere på Paul Petersens Institut, hvor Ingeborg Paul-Petersen begge steder var en ledende skikkelse.
Efter sin verdensrekord blev Else Jacobsen med ét slag det store kvindenavn i dansk idræt, og forhåbningerne til hende var store før De Olympiske Lege i Amsterdam 1928. På dette tidspunkt fandtes der ingen svømmehal i København, men DKG bevilgede Else Jacobsen og to andre svømmere 150 kr., så de kunne få råd til at rejse til Malmø og træne indendørs der, indtil det danske havvand blev tilstrækkeligt varmt til, at de kunne træne i det. Else Jacobsen måtte dog skuffende nøjes med en fjerdeplads ved OL. I 1930 åbnede den første danske offentlige svømmehal, Østerbro Svømmehal, og Else Jacobsen var en af de svømmere, der havde stor gavn heraf. Nu var mulighederne for systematisk træning året rundt til stede, og i foråret 1932 satte hun fire verdensrekorder. Herefter forventede man, at hun uden besvær ville sikre Danmark en guldmedalje ved OL i Los Angeles samme år.
Danmarks Olympiske Komité havde imidlertid ikke penge til at sende deltagerne så langt væk, og kun en storstilet pengeindsamling blandt danskamerikanere i USA, organiseret af filmstjernen Jean Hersholt, muliggjorde dansk deltagelse. Prisen for denne hjælp var, at de olympiske deltagere på deres togtur gennem USA skulle stille op til en næsten endeløs række af receptioner og middage. Dette i forbindelse med den lange sejltur over Atlanten, hvor træningsmulighederne var yderst begrænsede, havde stor indflydelse på deres træningstilstand, og resultaterne ved OL i 1932 blev da også i almindelighed betragtet som utilfredsstillende. For Else Jacobsens vedkommende blev det til bronze i 200 m brystsvømning, hvilket både personligt og nationalt var en stor skuffelse. Efter løbet udtalte "den nedtrykte Svømmerske": "Fire Aars Slid for at skaffe Danmark en Guldmedalje, og saa kun Nummer tre."
Efter hjemkomsten udgav hun sin dagbog om turen til OL, Med Else til Los Angeles (1932), og for sine præstationer blev hun tildelt B.T.s guldmedalje. Året efter modtog hun Nathansens Mindepokal uddelt af Dansk Idrætsforbund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.