Frederiksberg Slot

I 1662 købte Frederik 3.s dronning Sophie Amalie en gård i den nyetablerede landsby Ny Hollænderby vest for København. Dronningen skænkede gården til sine fire halvstore døtre, der dermed kunne følge tidens store mode for kvinder af stand: at drive hobbymejerier. Ved den yngste af døtrenes bryllup i foråret 1680 gik Prinsessernes Gård videre til den da niårige Frederik (4.) – og blev til Prinsens Gård. Da Frederik (4.) blev voksen, og især efter at han havde været på uddannelsesrejse til den italienske halvø og Frankrig i 1692-93, begyndte han at tænke i en ny brug af den gamle landbrugsgård. Renæssancens velstående italienere havde med arkitekter som Andrea Palladio givet romertidens landlige lystbeboelse en fornyet popularitet, og Frederik (4) så flere af disse villaer og fik herefter lejlighed til at beundre, hvordan Ludvig 14. havde brugt de italienske forbilleder til at skabe sig sit eget refugium: Marly-le-Roi nær Versailles. Sådan et slot kunne med held placeres på det mægtige bakkedrag syd for Prinsens Gård.

Det første projekt til et lystslot på bakkedraget blev udarbejdet af den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y. Hans forslag, der forelå i januar 1697, gjaldt en palladiansk centralbygning med en tilhørende have, der omhyggeligt var tilpasset terrænet. Tessin havde også projekteret et nyt, dansk residensslot, men hverken Frederik (4.)s lystslot eller slottet blev realiseret. I maj 1697 brændte det svenske residensslot, og Tessin blev kaldt hjem for at bygge et nyt.

Tessins helstøbte projekt blev i Frederik 4.s første år som konge 1699-1703 erstattet af en mere traditionel bygning i to etager med fremhævede midter- og sidepartier og et ligeledes mere traditionelt haveanlæg. Bygningens ophavsmand er efter alt at dømme Ernst Brandenburger, omend den franske officer Armand de Balagny netop i 1699 leverede en model til et slot i ”fransk maner”. Haven blev muligvis anlagt af slotsgartner H.H. Bruhn. En plan tegnet af ingeniørofficer H.H. Scheel blev således ikke fulgt. Det nye anlæg, der efter sin bygherre fik navnet Frederiksberg Slot, blev, som Tessin havde foreslået, placeret på bakketoppen syd for Prinsens Gård. Gården blev herefter forbundet med København med en lige vej, Frederiksberg Allé, og gjort til hovedindgangsparti for slottet. Denne disposition betød, at de besøgende kom ind i havens lavere del og fik slottet på venstre hånd fornemt tronende på toppen af den stejle skrænt. Efter en brand i Prinsens Gård erstattede Laurids de Thurah i 1755-56 de gamle bygninger med et portanlæg med to stadig bevarede pavilloner og en bred gitterport.

Få år efter, at Frederiksberg Slot stod færdig i sin første skikkelse, blev det udvidet ved arkitekterne J.C. Ernst og Christof Marselis under ledelse af overbygningsdirektør W.F. von Platen. En tværfløj for hver ende gav slottet en plan udformet som et langstrakt H. Hertil kom, at midterpartiet blev forhøjet til tre fulde etager og fik tagterrasse, mens resten af bygningen blev på to etager og en mezzanin. Stueetagens vinduer blev fremhævet med gesimser, mens hovedetagens vinduer fik skiftevis trekant- og segmentgavle. Sammen med midterpartiets tagterrasse og de ellers lave tage har dette træk givet bygningen en italiensk karakter og understreget, at den først og fremmest var en lystejendom.

I 1700-tallets første årti blev der ved foden af bakken øst for slottet endvidere opført en lakajgård med stald, vognremise og køkken samt boliger for hoffunktioner. Gården er forbundet med slottet med en underjordisk gang, den såkaldte Poterne.

Rummene i både den gamle og den nye del af slottet er rigt udstyret med blandt andet stukindrammede loftsmalerier af Hendrik Krock og Benoît Le Coffre. Det mest imponerende rum er slotskirken, der er indrettet i den østre tværfløj med alter og prædikestol placeret over for hinanden i den korte vest-østvendte akse. Alteret er pladsøkonomisk udført som et illusionsmaleri, så det set lige forfra ligner et billedhuggerarbejde, mens det set fra siden røber sig som et fladt maleri. Både alteret og kirkens kæmpemæssige loftsmaleri er udført af Krock. Det er til gengæld Le Coffre, der har leveret det næsten lige så store loftsmaleri i maskeradesalen eller ”Rosen” i det forhøjede midterpartis øverste etage. Dette billede, der netop forestiller en maskerade, viser en søjlegård med en åben balkon foroven i et svimlende perspektiv og med feststemte gæster på alle etager, syngende, spillende, drikkende og i ivrig interaktion. Fra Frederik 4.s periode stammer også det kinesiske værelse eller kongens store kabinet, der er dækket med døre, paneler og vægfelter fyldt med eksotiske motiver.

Under opførelsen af det første Christiansborg Slot brugte Christian 6. Frederiksberg Slot som en af sine residenser. Slottet blev derfor endnu engang for lille, og i 1734-38 forlængede Lauritz de Thurah de to tværfløje på gårdsiden med to buede fløje, der blev forbundet med det sidenhen ombyggede porthus.

Christian 6.s dronning, Sophie Magdalene, tog tråden op fra sine forgængere og deres hang til mejerier ved at indrette hobbykøkkener i alle sine faste beboelser. I 1735 fik hun også et køkken i Frederiksberg Slots nye østfløj. Det såkaldte ”Prinsessernes Pandekagekøkken” er tegnet af Thurah og er et festligt rum med både væggene og det store ildsted beklædt med blådekorerede fliser og skorstenen skjult bag et stukdraperi modelleret af C.E. Brenno.

Christian 7. tog i sine første regeringsår fortrinsvist sommerophold på Frederiksberg slot, og i årene omkring 1770 blev bl.a. den store spisesal ændret under ledelse af C.F. Harsdorff. Harsdorff stod endvidere for det elegante marmorbad, som blev indrettet i kælderen i hovedbygningens nordøsthjørne med rørforbindelse til slottets køkken, så vandet kunne varmes op. Badet blev til på ordre fra J.F.Struensee, der selv badede og som fulgte med i tidens udforskning af vandets helende virkning, og det fik en romersk karakter, med et marmorgulv næsten udfyldt af en marmorkumme, kassetteloft og et indirekte lys fra de højtsiddende vinduer. I vandret position over kummen er ophængt et indrammet spejl.

Efter 1784, da Frederik (6.) overtog regeringen, blev Frederiksberg Slot atter kongehusets sommerresidens. Slottet blev i 1799 gulpudset, mens slotshaverne Frederiksberg Have og Søndermarken begge blev omlagt til landskabshaver. I Frederiksberg Have havde der siden 1749 været offentlig adgang, og kongefamiliens færden i haven blev følgelig kendt af enhver københavner. Efter Frederik 6.s død brugte enkedronningen fortsat slottet til sin egen død i 1852. Herefter blev også Søndermarken åbnet for offentlig adgang, mens selve slottet både blev frimurerloge og lazaret, før det i 1868 blev overtaget af Krigsministeriet og bygget om til brug for Hærens Officersskole. Slotskirken blev taget ud af brug som kirke og blev først festsal og så bibliotek, før den fra 1926 blev restaureret og i 1932 genindviet som kirke.

I 1859 åbnede zoologen Niels Kjærbølling i en del af den tidligere slotspark en offentligt tilgængelig zoologisk have som en fjern udløber af det menageri med vilde dyr og eksotiske fugle, som havde eksisteret på slottet frem til 1768.