Gimsing Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Gimsing Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Oprindeligt bestod kirken formentlig af et skib, som nu indgår i langhuset, og et smallere kor mod øst.

På grund af ombygningerne af kirken i senmiddelalderen er de gamle indgangsdøre de eneste arkitektoniske enkeltheder der er bevaret fra romansk tid. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i det, der dengang var skibets vestende. Syddøren er i dag tilmuret, men er stadig synlig som et hvidkalket felt på sydsiden af kirken. Den tilsvarende norddør er endnu i brug, og forbinder i dag våbenhuset med skibet.

Våbenhuset ud for norddøren er fra slutningen af middelalderen, og er modsat resten af kirken bygget ikke af granitkvadre, men af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Våbenhusets indre har det særkende, at østvæggen er udsmykket med nicher. Det samme har formentlig også været tilfældet for vestvæggen.

Kirken ændrede dog først for alvor udseende omkring 1595, hvor den efter alt at dømme blev udvidet til sin nuværende størrelse i forbindelse med en nyindretning af inventaret. Dette har givet kirken sit nu ganske karakteristiske, langstrakte udseende. Ved nybygningen af kirken blev korets mure udflyttet så kirkens østende blev lige så bred som det gamle skib, ligesom man som nævnt forlængede skibet med ca. fire meter mod vest. Det er påfaldende, at disse mure blev bygget af granitkvadre, eftersom dette byggemateriale allerede på dette tidspunkt for længst var blevet udfaset til fordel for mursten, når der skulle bygges kirker. Det ses da også at disse granitkvadre er mindre end dem kirken oprindeligt blev bygget af i 1100-tallet eller 1200-tallet, og de er derfor formentlig tilført et andet sted fra – måske en anden kirke der blev revet ned på samme tid.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og et rødmalet loft, hvis farvesætning er afstemt med inventaret.

Kirkens ældste inventar findes ikke inde i selve kirkerummet, men udvendigt på kirken. Der er tale om resterne af et alterbord og en klokke. Mens klokken, fra første halvdel af 1200-tallet, er ophængt i et hul i kirkens vestgavl, er resterne af kirkens første alterbord indsat i murværket på kirkens sydside. Her ses en kvader med en dobbelt fordybning i. Det var oprindeligt kirkens allerhelligste del, fordi man i denne fordybning i alterbordet gemte hellige relikvier, som dog altså for længst er gået tabt.

Kirkens døbefont er en smule yngre end klokken og alterbordet, men er dog fra romansk tid, ca. 1250-1275. Den er et ret usædvanligt stykke fra importarbejde fra det nordlige Halland i det nuværende Sverige, og er udformet som en firkløver set ovenfra.

Den fornemt udførte altertavle i højrenæssancestil er opbygget med et storstykke som deles i tre af fire udskårne søjler, som bærer et topstykke. På siderne af storstykket er der flotte sidevinger med relieffer af Adam og Eva samt Opstandelsen. Det centrale maleri på storstykket forestiller den korsfæstede Kristus, mens de to andre felter indeholder forgyldte indskrifter. Topstykkets maleri, som omgives af hermefigurer, altså figurer der fungerer som søjler, forestiller Jesu indtog i Jerusalem.

Kirkens prædikestol er samtidig med altertavlen. Den er opbygget af fem fag, som opdeles af udskårne søjler, som nederst er udsmykket med udskårne hoveder. På selve fagene er der rundbuede felter med farverige malerier fra 1998 af kunstneren Helle Thorborg.

Af gravminder i kirken kan nævnes en gravsten med et indhugget kors fra romansk tid, som er genbrugt som sokkelsten i murværket på kirkens sydside, samt en sten fra omkring 1750, som er indmuret i våbenhusets vestvæg.