Holland - litteratur

Da udviklingen af en nederlandsksproget litteratur begyndte i slutningen af 1100-t., skete det i Flandern, se Belgien – litteratur. Holland kom derfor relativt sent med på det litterære landkort. Med det hollandske grevehof som mæcen fremstod dog fra slutningen af 1200-t. en hovedsagelig didaktisk og historisk litteratur, tidligst gennem flamlænderen Jacob van Maerlants virke, omkring 1400 ved egne hollandske digtere.

I tilknytning til den religiøse bevægelse devotia moderna opstod der en omfangsrig religiøs litteratur på nederlandsk; det kendteste værk fra denne kreds, Imitatio Christi (Kristi efterfølgelse) tillagt Thomas à Kempis, er dog på latin.

Med borgerskabets indtræden i litteraturen, især organiseret gennem de såkaldte rederijkerskamers ('retorikerkamre'), intensiveredes det litterære liv. Vigtigst var dramaet, især den allegoriske moralitet som det kendte Elckerlijc (ca. 1470, Enhver). Litteraturen i Holland og Flandern var indtil midten af 1500-t. et hele, en situation, som først løsrivelsen fra Spanien og delingen af Nederlandene gjorde en ende på.

Humanismen vandt tidligt indpas i Holland, som med Erasmus af Rotterdam fik en af sine største repræsentanter, ganske vist på latin. Hollandske digtere modtog mange impulser fra den italienske renæssance og fra de franske Plejade-digtere. På et tidspunkt, da landet stod midt i sin befrielseskrig mod Spanien, indledtes hermed den hollandske guldalder.

Hvor malerkunsten gennem sin hverdagsrealisme skabte noget specifikt hollandsk, var litteraturen højlitterær og orienteret mod hele den vesteuropæiske renæssance. Vigtigst var emblemdigtningen (Jacob Cats, P.C. Hooft), lyrikken (Hooft, Constantijn Huygens) og dramaet, som efter 1638 opførtes på Amsterdams nye teater. En lang række dramatikere trådte frem. Hooft behandlede i sine dramaer tidens brændende politiske spørgsmål forklædt bag historiske emner, og i G.A. Brederos komedier bragtes folkelivet på scenen.

Barokken har ikke nogen fremtrædende plads i hollandsk litteratur, men i tragediedigteren Joost van den Vondel fik den en af sine betydeligste europæiske repræsentanter.

I 1669 grundlagdes digtersocietetet Nil Volentibus Arduum. Hensigten var at indføre den fransk-klassicistiske tragedie i Holland. Dermed var guldalderen til ende; 1700-t. regnes normalt for en nedgangsperiode. I oplysningstiden udøvede engelsk litteratur en tydelig påvirkning. Det gjaldt således Justus van Effen (1684-1735) og hans moralske ugeskrift De Hollandsche Spectator (1731-35) samt det kvindelige forfatterkollektiv Betje Wolff (1738-1804) og Aagje Deken (1741-1804), hvis brevroman på briten Samuel Richardsons maner, Sara Burgerhart (1782), har bevaret sin friskhed til nutiden.

Willem Bilderdijk var en overgangsfigur til romantikken. Digterisk holdt han sig til 1700-t.s retoriske stil, hvori han plæderede for en ekstrem irrationalisme og betonede følelsen som den eneste vej til virkelig erkendelse. Noget romantisk gennembrud kom det dog ikke til. De romantiske bevægelser i England og Frankrig og især den tyske stødte på en massiv mur af afvisning. Den calvinistiske hollænder var ikke modtagelig for den "romantiske katolicismes sværmeri og mystik". En ungdommelig Byron-beundrer som Nicolaas Beets (1814-1903) forsagede hurtigt sin "sorte tid" og faldt til ro i kærligt-humoristiske biedermeierskitser af hollandsk dagligliv, den populære Camera obscura (1839, under pseudonymet Hildebrand).

Tilbage af romantikken blev kun en interesse for den nationale fortid, hvor især 1600-t.s guldalder regnedes for et emne, der var egnet til at helbrede desillusionen efter Napoleonstidens fremmedherredømme og den kunstneriske nedgangsperiode. Kendetegnende for megen af tidens litteratur var dens stærkt moraliserende og religiøse tendens.

Denne tilstand varede med én meget væsentlig undtagelse ved til 1880. Undtagelsen var Eduard Douwes Dekker, der under pseudonymet Multatuli udgav romanen Max Havelaar (1860). Bogen var et stridsskrift vendt mod Hollands kolonipolitik og byggede på Douwes Dekkers personlige konflikt med embedsmandshierarkiet. Max Havelaar var med sin komplicerede, men effektfulde opbygning et nybrud; af større virkning var dog Multatulis sproglige virtuositet, der med ironi, sarkasme og nærhed til talesproget virkede som en befrielse og var et stilistisk forbillede langt ind i 1900-t. Multatuli var dermed en forløber for 1880'ernes endelige opgør med "digterpræsterne".

For denne 1880'er-generations lyrikere, De Tachtigers, var Shelley og Keats de vigtigste inspirationskilder. Al moralisering afvistes, og det evangelium, som nu dyrkedes, var skønhedens. Målet var "det allermest individuelle udtryk for den allermest individuelle emotion". Væsentlige digtere var Willem Kloos, Albert Verwey (1865-1937) og Herman Gorter samt prosaisten Frederik van Eeden.

Samtidig med denne æsteticisme introduceredes i romankunsten, forunderligt nok undertiden af samme person, den "videnskabelige" og analyserende franske naturalisme, der prægede billedet langt ind i 1900-t., især dog hos de mindre ånder. De betydeligste repræsentanter var Lodewijk van Deyssel (1864-1952), der dog hurtigt forlod naturalismen for en ekstrem impressionisme, "sensitivismen", Marcellus Emants (1848-1923) samt Louis Couperus, der i sin alsidighed favnede langt videre end naturalistiske person- og miljøskildringer.

1880'er-generationens uforpligtende æsteticisme fik ikke nogen lang varighed. Gorter fandt et ståsted i socialismen, van Eeden i en kristelig kollektivisme, mens andre, bl.a. Verwey og J.H. Leopold (1865-1925), søgte over i en egentlig symbolisme.

Holland havde i tiden op til 2. Verdenskrig mange betydende, men indbyrdes forskellige lyrikere. Martinus Nijhoff begyndte som dekadent poet, men gjorde i sine senere digte hverdagssproget til stor poesi. J.J. Slauerhoffs "Weltschmerz" drev ham bestandig, men forgæves på jagt efter lykken og kærligheden, mens barden Adriaan Roland Holst med stor sproglig kraft tolkede sin længsel efter riget hinsides tid og sted. På denne måde fik hollandsk litteratur alligevel, men unægtelig noget sent, sin romantiske periode.

Når man i Holland kun i nogen grad (Nijhoff) blev påvirket af mellemkrigstidens modernisme, skyldtes det i høj grad de indflydelsesrige litterater C.E. du Perron og Menno ter Braak, redaktører af tidsskriftet Forum 1932-35. Deres kriterium for god litteratur var, at den med ringeagt for al formæsteticisme lod forfatterens personlighed komme uhindret til udtryk. Essays og ego-dokumenter var foretrukne genrer, hvilket dog ikke udelukkede, at en stor romanforfatter som Simon Vestdijk blev lanceret af Forum. Vestdijk og den digterisk helt isolerede lyriker Gerrit Achterberg prægede billedet også efter 2. Verdenskrig.

Efter krigen kom opgøret med Forum, især hos W.F. Hermans, der igen satte romanformen i højsædet. Andre vigtige prosaister var Harry Mulisch og Gerard Reve. I lyrikken skabte Lucebert og Gerrit Kouwenaar, de såkaldte vijftigers, inspireret af kunstnergruppen Cobra et helt nyt digterisk sprog.

I 1980'erne og 1990'erne kan man, med rødder tilbage til 1950'erne, se en voksende mistro til den traditionelle romans virkelighedsbeskrivelse, fx hos Frans Kellendonk (1951-90) og Margriet de Moor (f. 1942). Den psykologisk-realistiske roman har dog langtfra udspillet sin rolle: En forfatter som Maarten 't Hart har mange læsere, og en stort anlagt cyklus af udviklings- og samtidsromaner som A.F.Th. van der Heijdens (f. 1951) De tandeloze tijd (1983 ff.) omfatter syv bind. Især Mulisch og Cees Nooteboom har i 1990'erne gjort hollandsk litteratur kendt ud over landets grænser.

Fra 1990'erne har en række forfattere med indvandrer- eller flygtningebaggrund endvidere markeret sig stærkt, fx Kader Abdolah, Abdelkader Benali (f. 1975) og Hafid Bouazza (f. 1970).

Fra provinsen Friesland foreligger der en omfattende frisisksproget litteratur, se frisisk.

Læs mere om Holland.