Johannesbrevene

1. Johannesbrev er på fem kapitler, og har, da der mangler såvel adressat som afsender ikke egentlig ikke form af et brev, men snarere af en tale præget af formaning til broderkærlighed og advarsler mod dem, der benægter, at Jesus er Kristus og har levet i kød og blod. Efter en prolog (1,1-4) gælder det betydningen af fællesskabet med og erkendelsen af Gud (1,5-2,17), hvorefter følger et afsnit om at bevare troen i den sidste time (2,18-3,24). Det næste afsnit (4,1-5,12) gælder forskellen på Guds ånd og Antikrists ånd, hvor krieriet er bekendelsen til Jesus som Kristus, der er kommet i kød og blod. I dette sfsnit optræder dette brevs såkaldte syndfrihedslære (fx 4,1-3; jf. 2. Johannesbrev 7) og – som det eneste sted i Det Nye Testamente – udsagnet om, at Gud er kærlighed (4,8.16). Efter en erklæring om, at brevet er til dem, der tror på Guds søns navn, for at de skal vide, at de har evigt liv (5,13), optræder en slags efterskrift om bøn, om at hjælpe den, der har begået en synd og om troens vished (5,14-21).

2. Johannesbrev, som med sine kun i alt 13 vers og derfor er uden kapitelinddeling, er formet som et egentligt brev med afsenderbetegnelsen "den ældste" (se presbyter) og rettet til "den udvalgte frue og hendes børn", vel en betegnelse for en kristen menighed. Som i 1. Johannesbrev optræder her buddet om kærlighed og en advarsel mod den vranglære ikke at ville bekende, at Jesus Kristus er kommet i kød og blod.

3. Johannesbrev har samme afsender som 2. Johannesbrev og består af i alt kun 15 vers og er derfor ligeledes uden kapitelinddeling. Brevet handler især om gæstfrihed mod omvandrende prædikanter, hvor én ved navn Diotrefes har afvist at anerkende en udsending fra brevskriveren. Spørgsmålet er, om denne Diotrefes har været leder af en kristen menighed, der ikke ville tåle indblanding fra "den ældste", eller om der er tale om en forstander for en synagoge, der har udstødt medlemmer, der bekendte troen på Jesus som Kristus.

Den kirkelige tradition tillægger apostlen Johannes, Zebedæus' søn, forfatterskabet, men brevene selv støtter ikke denne antagelse; identiteten af 2. og 3. Johannesbrevs "ældste" er ukendt, og 1. Johannesbrev har som nævnt ingen afsenderangivelse. Skønt det er forbundet med en vis usikkerhed, synes der dog at bestå et nært slægtskab med Johannesevangeliet både i sprog og i indhold, og det er nærliggende at henføre alle fire skrifter til én og samme forfatter eller kreds. Den hypotese har tilmed for nyligt været fremsat, at evangelieskrift og breve rigtignok er blevet til inden for samme kreds, men at brevene udtrykker en stærk afstandtagen til Johannesevangeliets ifølge brevskriveren alt for "filosofiske" udgave af Kristus-troen

Det har i forskningen været foreslået. at brevskriveren og hans kreds synes at have haft forholdet mellem jødedom og kristendom så tæt inde på livet, at der må have været tale om et miljø af Kristus-troende jøder uden for Palæstina, måske i Efesos. Der har dog i nyere tid også været peget på Alexandria i Egypten som oprindelsessted.

Om brevene er blevet til efter evangelieskriftet eller omvendt, er et spørgsmål, der også har beskæftiget forskningen, men er brevene en reaktion på evangeliet, afgør det i givet fald sagen; under alle omstændigheder må man regne med en kompliceret litterær tilblivelse, måske i 100-tallets første halvdel.

Ligeså stærk, den polemiske tone er i Johannesbrevene, ligeså vanskeligt er det med sikkerhed at bestemme, hvem modstanderen er. Det er i øvrigt i Det Nye Testamente kun i disse breve, at betegnelsen "Antikrist" optræder (se 1. Johannesbrev 2,18.22 og 2. Johannesbrev 7; i 1. Johannesbrev 2,18 sker det endda også i flertal). Et godt bud på, hvad det er for en vranglære, der udløser denne betegnelse, er den såkaldte doketisme, dvs. den forestilling, at Kristus ikke blev til et menneske af kød og blod, men var en ånd, der for en tid forbandt sig med Jesus.

• Katolske Breve
• jødekristne