John Bowlby

I 1950’erne udviklede Bowlby tilknytningsteoriens grundtræk. Han studerede her spædbørn, som under 2. Verdenskrig var blevet anbragt på døgninstitution – separeret fra deres mødre. Her fik de ingen omsorg af plejepersonalet. Ifølge den tids forståelse måtte ingen overtage moderens rolle for det tilfælde, at hun skulle komme tilbage.

I 1969 fremlagde Bowlby sin etologiske teori om tilknytningens forhistoriske rødder. Den ændrede han ikke siden. Formålet med teorien var at forankre tilknytningen evolutionært, sagt mere præcist i den lange pleistocæne periode. Den var ifølge Bowlby det genetisk formende ”miljø for evolutionstilpasning”. Her voksede menneskebørn op i jæger-samler-samfund, omgivet af en lille gruppe på omkring 20-25 individer. I en farefuld verden var beskyttelse af, og konstant nærhed til de hjælpeløse mindste, nødvendig for artens overlevelse.

Ifølge Bowlby er i alle primathunner indlejret en ”stammoder”. Aber og mennesket besidder her de nødvendige evner, der skal til for at etablere et følelsesmæssigt bånd til deres babyer. Eksempelvis evnen til at amme, til at have følsom reaktion på gråd og til tæt kropskontakt.

Bowlby reviderede ikke sidenhen sin evolutionsteori om den naturgivne stammoder.

Gennem 1960’erne og 1970’erne voksede andelen af mødre på arbejdsmarkedet dramatisk. Som en konsekvens steg det, man dengang kaldte ”fremmedpasning” af småbørn. Baseret på en række studier af deres evner til at danne sikre tilknytning til andre omsorgspersoner voksede den faglige kritik af tilknytningsteoriens modercentriske forståelse.

Bowlby ændrede da også i 1988 betegnelsen "den naturlige moder" til det bredere begreb mothering. Dvs. det at drage omsorg for et barn, som en moder gør. Han accepterede nu, at barnet kan have andre tilknytningsfigurer.

Bowlby fastholdt imidlertid, at når flere omsorgspersoner er involverede, så bliver tilknytningen til den biologiske moder mere intens. Hun anses således stadigvæk som den primære tilknytningsfigur. Endvidere biologiserer Bowlby vedholdende moderskabet. Ifølge ham har det, han kalder for en modersubstitut, ikke oplevet graviditetens såkaldte ”hormonelle sensitivering”. Dvs. de indre biologiske påvirkninger, som i særlig grad gør kommende mødre sensitive mod deres baby.

Antropologiske undersøgelse har afvist teorien om en stammoder, der altid og eksklusivt tager sig af sit afkom. Der er adskillige historiske og nutidige eksempler på såkaldt alloparenting blandt homo sapiens. Fx hvor det spæde barn bliver passet af og etablerer tilknytninger til eksempelvis ammer, fædre, bedsteforældre, store søskende, andre mødre, pædagoger.

Pasning og særlig beskyttelse af en moders baby praktiseres også blandt andre pattedyr, fx flaskenæsedelfiner og kaskelotter. Hos de sidste kan ungen ikke dykke. Derfor passer andre den, når moderen forlader sin unge for at finde mad under overfladen. Men også hos fugle, fx den trefarvede glansstær, er pasning og madning af andre hunners unger blevet observeret.

Desuden har psykobiologisk forskning påvist dette: I samspil med spædbørn produceres de selvsamme hormoner i fædre, som i mødre. Fx oxytocin, som sensitiverer både mænd og kvinder til deres babyers signaler.

På trods af kritikken står dette tilbage efter Bowlby:

• En række centrale begreber, som Bowlby udviklede, anvendes stadigvæk i nutidens tilknytningsteori.
• Selv om der eksisterer kulturelle forskelle, er tilknytning basalt set et universelt artstræk ved mennesket.
• Bowlbys arbejder igangsatte en enorm forskning, hvor tilknytningsteorien i dag er blevet en vigtig del af den nye udviklingspsykologi.

• tilknytning
• udviklingspsykologi
• faderskab
• resiliens
• børn