Kasper Møller Hansen er en dansk politolog og valgforsker, som er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Som forsker i holdningsdannelse, vælgeradfærd og valgdeltagelse har han modtaget flere priser. I den danske samfundsdebat og i de danske medier er han en af de mest citerede danske videnskabsmænd. Han er medlem af Center for Valg og Partier på Københavns Universitet.

Uddannelse

Kasper Møller Hansen har studentereksamen fra Tietgenskolen i Odense. Han blev cand. oecon fra Syddansk Universitet i 2000 og i 2004 ph.d. i statskundskab, også fra SDU. Allerede ved forsvaret af afhandlingen Deliberative Democracy and Opinion Formation blev der talt om banebrydende forskning af betydning for det videre arbejde på området. Kasper Møller Hansen blev i 2004 ansat som adjunkt på Københavns Universitet og forsatte som lektor og professor MSO, indtil han i 2016 blev professor.

I 1998 var han på forskningsophold ved Universitet i Bergen, i 2001 ved Stanford University, i 2007 ved The Australian National University, i 2010 ved European University Institute (EUI) og i 2016 ved Columbia University.

Akademisk virke

Kasper Møller Hansens forskningsprojekter omhandler blandt andet vælgeradfærd, valgdeltagelse, sociale medier og holdningsdannelse. Desuden er Møller Hansen leder af den danske valgundersøgelse, DNES, The Danish National Election Study, om vælgerholdninger og politisk adfærd baseret på folketingsvalgene siden 1971. Han underviser i meningsdannelse, kvantitativ metode, samfundsvidenskabelig metode og almen og komparativ statskundskab og politisk adfærd.

Faglitteraturen

Kasper Møller Hansen har publiceret bøgerne Oprør fra udkanten (2017, medforfatter), DJØF Forlag, The Nordic Voter (2014, medforfattet), ECPR Press, Krisevalg (2014, medforfattet) og Folketingsvalgkampen 2011 i perspektiv (2014, medforfattet), DJØF Forlag. Desuden har han publiceret en lang række artikler i blandt andet British Journal of Political Science, Political Behavior, Political Communication, European Journal of Political Research, West European Politics, European Union Politics, Public Choice, Electoral Studies, Political Studies, American Journal of Evaluation, Party Politics, Worlds Political Science, Acta Politica, Journal of Elections, Public Opinion and Parties, International Journal of Public Opinion Research, Scandinavian Political Studies, Public Administration, Social Forces, International Migration Review, Journal of Information Technology & Politics, Politica, Økonomi & Politik og Metode & Data.

Hæderspriser

Kasper Møller Hansen har modtaget en række priser, der udtrykker faglig anerkendelse både hjemme og ude. 2007 ECPR's Rudolf Wildenman Prize for Best Paper ved ECPR's Joint Session, Nicosia 2006, Young Elite Research Award fra Danish Council for Independent Research 2008, Best Paper Reward i Journal of Electon, Public opinion and parties.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig