Måneaftalen

Måneaftalen er en del af den internationale rumjura. Aftalen omhandler reguleringen af staters aktiviteter på himmellegemerne. Aftalen trådte i kraft i 1984; det er den sidst vedtagne af de fem traktater, der skal regulere brugen af det ydre rum.

Faktaboks

Også kendt som: Agreement Governing the Activities of States on the Moon and Other Celestial Bodies, Moon Treaty

I Måneaftalen bekræftes og uddybes bestemmelser i Ydre rum-traktaten, fx tydeliggøres forbuddet mod brug af magt i rummet, mens kravet om støtte til astronauter i nød forstærkes. Samtidig udvides begrebet astronaut til at omfatte alle, der befinder sig på Månen.

Modsat de fire foregående traktater (Ydre Rum-traktaten, Redningsaftalen, Ansvarskonventionen og Registreringskonvention) har Måneaftalen opnået en meget begrænset tilslutning blandt staterne.

Der er 17 ratificerende stater per januar 2025. Det har tidligere været 18 medlemsstater, men Saudi-Arabien trak sig fra traktaten med virkning fra den 5. januar 2024.

Måneaftalen omfatter alle himmellegemer

Trods sit navn beskrives det allerede i Måneaftalens artikel 1, at aftalen også omfatter alle himmellegemer i Solsystemet. Herefter går aftalen mere i dybden med reguleringen af staters aktiviteter på himmellegemerne.

Månen er menneskehedens fælles arv

Månen og dens naturlige ressourcer udråbes i artikel 11 til at være menneskehedens fælles arv. På tidspunktet for Måneaftalens udfærdigelse havde dette begreb ikke en stor juridisk betydning, men i takt med havrettens udvikling er menneskehedens fælles arv blevet et tungt juridisk begreb.

Månens ressourcer tilhører alle

Dertil kommer, at ingen dele af Månen eller dens ressourcer kan blive gjort til ejendom for hverken stater eller nogen andre. Det udelukker dog ikke brugen af Månen og dens ressourcer – så længe det sker på lige vilkår, under hensyntagen til fremtidige generationer, og i en eller anden grad er i alle staters interesse.

Forvaltning af Månens ressourcer

Samtidig beskrives det, at der skal etableres et internationalt regime, som skal forvalte Månens ressourcer og udvindingen og fordelingen af disse, med særligt fokus på udviklingslandene og de lande, som har deltaget i udforskningen af Månen. Et lignende regime kendes fra Den Internationale Havbundsmyndighed. Dette regime er dog aldrig blevet sat i værk for Månen.

Underskrivere af Måneaftalen

Stater har ikke for vane at fortælle, hvorfor de ikke underskriver en traktat, men det er almindeligt anerkendt, at det særligt er Måneaftalens bestemmelser om ressourceudvinding, og at Månen er menneskehedens fælles arv, der er årsag til, at flere stater ikke har villet underskrive.

USA, Rusland og Kina

Der er stadig dem, som håber, at Måneaftalen med tiden kan blive relevant igen, særligt med den nye fokus på udvinding af ressourcer, men der er dog ikke meget, som tyder på dette.

Ingen af de store rumfarende nationer er medlemmer af Måneaftalen. Særligt USA har gjort tydeligt opmærksom på, at de ikke er medlem af Måneaftalen, og at de ikke ønsker at blive det. Heller ikke Rusland eller Kina har givet indtryk af at ville blive medlem af Måneaftalen.

Dertil kommer skabelsen af Artemis Akkorderne, som ser ud til at kunne gøre Måneaftalens renæssance umulig.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Rumjura

Danny Johansen

ph.d., Syddansk Universitet