Faktaboks

Martin Bigum
Født
8. oktober 1966, Frederiksberg
Profession
Maler, grafiker, fotograf, forfatter
Familie
Forældre: Overmontør John Bigum og Praxedis Maria Bak. Gift 20.6.1998 i København med kostumescenograf Pernille Egeskov, født 20.11.1970 i Hørsholm, datter af Søren Peter Egeskov og Birthe Boje Hansen.

I maleriet The Vision fra serien The Ocean fra 2015‑2017 kombinerer Martin Bigum to visuelle traditioner: maleriet, i dette tilfælde J.F. Willumsens Naturskræk. Efter stormen nr. 2 fra 1916, og tegneseriernes stiliserede billeder. Samtidig forbinder han sin barndoms oplevelser fra Brøndby Strand med sit liv som kunstner. Barndommen set gennem Bigums øjne er en collage af forskellige udtryk fra maleriets historie, men altid i den særlige bigumske stil.

.

Martin Bigum er en dansk kunstner og forfatter, der bl.a. er kendt for sine malerier med den gennemgående tegneserielignende figur Art. Hans kunst har forbindelse til postmodernismen, hvor genrer, motiver og metoder fra forskellige tider blandes sammen, ofte på en humoristisk og ironisk måde.

Bigum arbejder med maleri, grafik, fotografi og video i et figurativt fabulerende og ironisk formsprog, hvor inspirationen fra tegneserie- og reklameverdenen er tydelig.

Martin Bigum har desuden udgivet flere bøger, både skøn- og faglitterære. Han har også medvirket i tv-programmer som Kunstquiz (DR, 2010-2019), hvor han har markeret sig med sin store kunsthistoriske viden og nøje afstemte garderobe.

I 2015 blev han ridder af Dannebrogordenen.

–
Martin Bigum arbejder på et maleri, der skal udstilles på det parisiske galleri "Air de Paris". Han fortæller om sin arbejdsproces og sin mistro til æstetiske og følelsesmæssige dogmer. "Det Hvide Rum", © DR2 (2007).

Martin Bigums baggrund

Martin Bigum er opvokset i et boligbyggeri ved Brøndby Strand. Han har siden selv peget på områdets futuristiske boligblokke som en del af sin kunstneriske inspiration. Bigums mor var fra Polen og opdraget som katolik, men gjorde meget ud af at lægge afstand til den del af sin opvækst. Bigum har beskrevet sin mor som antiautoritær og sin far som en mere udadvendt type. Han husker stemningen i familien som følelsesmæssigt intens, og forældrene blev skilt, da han var syv år. I dag lever Martin Bigum i en traditionel kernefamilie med sin kone, Pernille Egeskov (1970), der også er kunstner. Sammen har de to voksne døtre.

Allerede som barn havde Martin Bigum en interesse for kunst. I 7. klasse skulle han skrive stil om J.F. Willumsens maleri En bjergbestigerske (1904 og 1912), og han husker at være blevet helt opslugt af Willumsens vilde farver. Siden besluttede han at gå efter en kunstnerisk uddannelse.

Han blev uddannet ved det daværende Skolen for Brugskunst (i dag Kunstakademiets Designskole, men dengang en ikke-statslig uddannelsesinstitution) på linjen for tegning og grafik i perioden august 1987 til januar 1990. Han har siden fortalt om sine mislykkede forsøg på at blive optaget på Kunstakademiet. I 2015 udtalte han fx i et interview med Art Matter:

“Jeg har det ikke dårligt med at have været udenfor. Havde jeg gået på akademiet, tror jeg, at jeg var blevet filet til af alle mulige teorier og normer. Jeg kan se, hvordan folk bliver ædt i det med hud og hår. Jeg har altid gjort det på min egen måde – man skal blive ved med at lave sine ting og mærke efter, om man har fat i hælene på djævelen”.

Allerede længe inden de forgæves forsøg på at blive optaget på Kunstakademiet havde Martin Bigum været kunstnerisk aktiv og kendt for sine evner. Han startede nemlig som tegner på det satiriske tegneserieblad MAD som 15-årig og var tilknyttet den danske udgave af bladet de følgende seks år. Bladet var kendt for sine vittighedstegninger af politikere, men også for sine parodier på film og tv-serier, der typisk blandede elementer fra filmplakater med kendte kunstværker. I bladets første årtier red MAD desuden på en bølge af antiautoritær anarkisme. Selvom dette image var blegnet lidt, da Bigum kom til, er det oplagt at tænke på bladet som en del af grundlaget for Bigums senere tilgang til dét at skabe kunst – en tilgang præget af uhøjtidelige og tilsyneladende respektløse lån fra mange forskellige kunstværker og billedtyper på én gang.

Martin Bigums image og tøjstil

Samtidig har Martin Bigum i mange år været kendt for sin påklædning, der er meget langt fra at være anarkistisk. Tværtimod er han som regel iført jakkesæt med skjorte, vest og butterfly, når han optræder offentligt. Denne stil har han gennemført så konsekvent, at mandebladet Euroman i 2023 kårede ham til én af Danmarks bedst klædte mænd.

Bigum har ved flere lejligheder fortalt om sit tøj, der ofte er dyrt mærketøj fra Ralph Lauren og nøje udvalgte fund fra eBay. I lighed med Bigums kunst rummer også tøjet mange underspillede budskaber – fx har han medvirket i et afsnit af Kunstquiz iført et jakkesæt med små, sirligt broderede kranier.

I en del andre sammenhænge er Bigum fotograferet iført en hvid malerkittel. Han iscenesætter hermed sig selv som en arketypisk kunstner, der arbejder iført sin særlige kunstner-uniform.

Malerier med ironi og stilblandinger

Bigum arbejder inden for et bredt felt af maleri, grafik og video. Han maler figurativt og har brugt den stilistiske inspiration fra tegneserier og tegnefilm til at opbygge en personlig mytologi med tydelige ironiske undertoner.

I sine fortællende billeder kombinerer han på ironisk vis to tilsyneladende uforenelige genrer, High-Art og Low-Art (finkultur og lavkultur), det vil sige historiemaleriets monumentale format og tegneseriens måde at skildre rum og figurer på.

Samtidig er Bigums kunst fyldt med referencer til andre kunstværker. Fx er hans maleri National Retreat (Millenium) fra 1996 (ARKEN) en tydelig parodi på Vilhelm Rosenstands maleri De Slesvigske Krige. Ottende brigades angreb ved Dybbøl 4.18.1864 fra 1894. Men hvor Rosenstands maleri viser den danske hær i angreb, viser Bigum hæren på tilbagetog. Forrest går en panisk udgave af figuren Art med sammenbidte tænder og iført en kutte syet af det danske flag – som en underlig blanding af sorg, død og nationalisme.

Figuren Art

En gennemgående skikkelse i Martin Bigums tvetydige univers er den kutteklædte person Art, der traditionelt symboliserer død og forgængelighed, men her personificerer kunsten. Art gik igen i mange af Bigums værker op igennem 1990'erne, fx The Adventures of Art (1994, ARoS), og værkerne med ham udkom også som go-cards – altså gratis postkort, som lå tilgængelige på caféer og andre offentlige steder. Denne identitetsløse person, som i et enkelt maleri har ladet sig afsløre som digteren Henrik Nordbrandt, optræder i forskellige situationer og miljøer med relation til den moderne kultur og binder dermed Bigums kalejdoskopiske verden sammen.

I 2024 skabte Martin Bigum en skulpturudgave af Art, denne gang med sit eget ansigt og titlen I go through Art, as Art goes through me (dansk: "Jeg går gennem kunsten/Art, ligesom kunsten/Art går gennem mig"). Skulpturen indgik i dialogudstillingen Martin Bigum og J.F. Willumsen: Som et møl mod flammen på Willumsens Museum og Randers Kunstmuseum. Her havde Bigum skabt en række værker, der hver især tydeligt refererede til Willumsens kunst. Art-skulpturen havde derfor en kutte på med et langt slæb fuld af malerpletter – som om Martin Bigum/Art-figuren var en omvandrende malerpalet med spor fra mange års kunsthistorie.

Gennem Art undersøger Bigum kunsten og litteraturens betingelser efter postmodernismens indtog i verden. Der ligger desuden en vigtig pointe i, at Art – kunsten selv – er afbilledet som en dødsfigur. En del diskussioner om postmodernismen handlede op igennem 1980'erne og 1990'erne netop om kunstens død: Med postmodernismens billedkunst blev motiver og metoder fra tidligere tiders kunst gentaget og kombineret på nye måder – men kunsten var ikke længere et fremadskridende udviklingsforløb, hvor fortidens metoder og motiver inspirerede til nye metoder og motiver. Det fik bl.a. den amerikanske filosof, Hegel-forsker og kunstkritiker Arthur C. Danto (1924-2013) til at erklære The End of Art – kunstens afslutning – i et essay fra 1984. Når Bigum lader Art-figuren rejse tilbage i historien er det derfor i skikkelse af en død figur.

Figuren Art kan dermed ses både som en kommentar til tidens kunstdebat og som Bigums personlige modstand mod debatten. Som Bigum selv har udtalt i et interview i Politiken i 2026:

"Ved at lade døden gå igen fra maleri til maleri forsøgte jeg at bevise, at kunsten levede i bedste velgående."

Bigum og passionismen

Den kunst, som Martin Bigum har skabt og dyrket, er en kunst, der låner, genbruger og kommenterer på fortidens kunst. De typer af maleri, som Bigum genbruger fra, er ofte genrer fra før avantgarden – først og fremmest historiemaleriet. Kunsthistorikeren Merete Sanderhoff (født 1978) har derfor peget på, at Martin Bigums kunst tilhører kategorien passionisme, som ligger udenfor den etablerede kunstscenes normer for god kunst. Sammen med kunstnere som Michael Kvium, Thomas Kluge og Odd Nerdrum insisterer Bigum på, at kunsten handler om store eksistentielle temaer som tro, død, nationalisme – og for den sags skyld ønsket om at definere kunst. Fælles for passionisterne er også, at de ikke er optagede af at leve op til finkulturelle normer om den gode smag. I stedet bruger Bigum fx tegneseriens æstetik, som traditionelt har været forbundet med underholdning og lavkultur.

Sprængte billedrum

I årene omkring 2010-2020 begyndte Bigum at arbejde med sprængte, flerdimensionelle billedflader. Hans malerier fra denne periode kan minde om kubismen og futurismen omkring 100 år tidligere, hvor billedfladen opløses i felter, hvis motivdele er forskudt fra hinanden. Fx kan et maleri som My restless friend fra 2019 minde om Jais Nielsens Afgang! fra 1918. Tilsvarende kan maleriet The old artist fra 2020 minde om Umberto Boccionis skulptur Bevægelsens urform i rummet fra 1913 med de geometriske former, der er forskudt fra hinanden, så de får figuren til at se bevægelig ud.

Det sprængte billedrum kender vi også fra kubismens kunstnere som fx Vilhelm Lundstrøm, men en vigtig forskel er, at Bigum holder fast i at have mange forskellige, klare farver med i hvert eneste værk. Værkerne bliver dermed noget helt andet end Lundstrøms stabile, rolige opstillinger.

Martin Bigums forfatterskab

Martin Bigum har udgivet flere digtsamlinger, bl.a. Verdensvasen (1992), Overmorgen/Millennium (1996) og The Veteran (1999), og en billedbog for børn med titlen Fant Fantast (1989).

I 2014 udgav han bogen Min personlige kunsthistorie, hvori han beskriver sine inspirationskilder og metoder. Bogen er udkommet i otte oplag og er blandt de mest solgte kunstbøger i Danmark. Den efterfølges i 2027 af Inspirationens kunst.

I 2023 udgav Martin Bigum romanen Hovedværk. Romanen handler om den egocentriske avantgardekunstner Wilhelm Riel, der har specialiseret sig i at lave kunstneriske installationer med afsæt i rulletrapper. I skildringen af Riels liv og virke møder læseren en nådesløs, grænseoverskridende og absurd kunstverden, der levner meget lidt plads til bl.a. kvindelige kunstnere.

Endelig har Martin Bigum løbende skrevet indlæg til Weekendavisen, Politiken og Berlingske.

Fotografier, videoværker og film

I 1993 lavede Martin Bigum filmen Det bliver så tidligt sent sammen med Søren Ulrik Thomsen, Henrik Nordbrandt og Per Kirkeby. Senere fulgte filmen Having it all...letting it go/Hybris & Nemesis, der blev vist på DR i 1994.

Han har derudover skabt en række videoværker, bl.a. Runner (Millennium) fra 1996-1997, hvor årtusindskiftet tematiseres gennem en natteløber ved randen af storbyen.

I 2000 fotograferede Martin Bigum serien Forestillingen om Tivoli. Serien viste forskellige lokaliteter i Tivoli i København efter lukketid. Samtidig havde nogle af fotografierne også træk til fælles med guldalderens italienske landskabsmotiver, hvor fx Johan Thomas Lundbye og Janus La Cour malede den italienske landsby Tivoli fra nøje udvalgte udsigtspunkter med fokus på landskabets bakker og dale, der kan minde om de forladte rutshebaners stigninger og fald i Bigums fotografier.

Udvalgte udstillinger med Martin Bigum

Martin Bigum debuterede i 1989 med en soloudstilling hos Galleri Backhaus i København og gruppeudstillingen MI300 i B&W-hallerne. Han medvirkede på Charlottenborgs Forårsudstilling første gang i 1990. Siden fulgte bl.a. Charlottenborgs Efterårsudstilling samme år samt udstillinger på Galerie Pilou Asbæk (Heartland, 1991), Galerie Patricia Asbæk (1992) og Galleri Faurschou (1993-1995).

I 1994 medvirkede han i udstillingen Social Video hos Udstillingsstedet Nørre Farimagsgade i København. Samme år udstillede han sammen med Michael Brammer på udstillingsstedet Hole i København, som han selv havde været med til at oprette.

Fra midten af 1990'erne kom der for alvor skred i Martin Bigums udstillingsaktivitet. I 1995 medvirkede han i gruppeudstillingen Maleri efter maleri i Kastrupgårdsamlingen, hvor han sammen med bl.a. Tal R og Jes Brinch gav sine bud på, hvor dansk maleri var på vej hen. Han medvirkede også i gruppeudstillingerne Byens Billeder, der blev vist på bl.a. SMK, og på Ansigt til Ansigt på bl.a. Brandts Klædefabrik (nu Kunstmuseum Brandts) i 1996. Han kom desuden med på forskellige kunstmesser, bl.a. Stockholm Art Fair i årene 1997-2000) og Art Forum Berlin i årene 1998-1999 og 2001, begge sammen med sin ven, galleristen Nils Stærk.

I 1997 fik han et folkeligt gennembrud med The Adventures of Art, der blev vist på Brandts Klædefabrik (nu Kunstmuseum Brandts), Herning Kunstmuseum (nu HEART), Randers Kunstmuseum og Portalen i Greve. Siden fulgte soloudstillinger hos bl.a. Himmerlands Kunstmuseum (Havet, 2017), ARKEN (Martin Bigum – 140 værker, 2016-2017) og dialogudstillingen Det maleriske nu med fynbomaleren Peter Hansen (Faaborg Kunstmuseum og Sophienholm, 2018-2019).

Bigum har desuden medvirket i gruppeudstillinger på bl.a. Kunstmuseum Brandts (Eventyrskabe, 2007), Trapholt (2008), Museum Ordrupgaard og Vejle Kunstmuseum (Nuancer af sort, 2010) og på en lang række gallerier.

Udstillinger i udlandet

I udlandet har Martin Bigum bl.a. udstillet på OPUS International i Paris (1990); Art Multiple hos Edition Copenhagen i Düsseldorf, Tyskland (1994 og 1996); Art/Omi, International Artists Workshop i New York, USA (1995); Galerie Burkhard H. Eikelmann, Essen, Tyskland (1995); Hensinki Konsthalle, Finland; Göteborgs Konstmuseum, Sverige (begge 2000); og Palais de Tokyo, Paris (2008).

Samlinger og repræsentation

Martin Bigums malerier findes i en række danske museumssamlinger, bl.a. hos SMK, ARKEN og ARoS. Derudover er han repræsenteret med grafisk arbejde i flere museumssamlinger, bl.a. Skive Kunstmuseum, Maps (tidligere KØS – Museet for kunst i det offentlige rum) og Kastrupgårdsamlingen. Endelig findes et udvalg af hans tegninger, litografier og videokunst i Kobberstiksamlingen og hans plakater hos Designmuseum Danmark.

I udlandet er Bigum bl.a. repræsenteret i museumssamlingerne hos Malmö Konstmuseum i Sverige, Marc Blondeau Collection i Schweiz, Artotheek den Haag i Holland og i Frankrig hos Musée d'Art Moderne de la Haute-Viennes i Rochechouart og hos det franske nationalbibliotek i Paris.

Han er repræsenteret af gallerierne Charlotte Fogh Contemporary i Aarhus, Hans Alf Gallery i København og Hoyersten Contemporary i Bergen, Norge. Derudover er han repræsenteret af Skitsehandlen i Faaborg.

Hans værker indgår desuden i private samlinger i både ind- og udland.

Priser og hædersbevisninger

Martin Bigum har i løbet af sin karriere modtaget en lang række legater, priser og hædersbevisninger, begyndende med De Bielkeske Legater, Det Månsonske Legat og Villebo Legatet i 1990.

Han modtog Carlsbergs Hoflegat i 1991 og Carlsbergs Mindelegat i 1994. Derudover har han bl.a. modtaget støtte fra Kulturfonden i årene 1991-1993 og fra Statens Kunstfond i årene 1996-1997. Senest har han modtaget Ole Haslunds Kunstnerlegat i 2024 og støtte fra Nikolai og Felix Fonden i 2026.

Han har i flere sammenhænge været udnævnt som Årets Kunstner: I 1996 blev han udnævnt til Årets Kunstner af Jyllands-Posten. Siden blev han Årets Kunstner på Frederiksberg i 2013, hos Edition Copenhagen i 2016 og hos KØS – Museet for kunst i det offentlige rum (nu Maps) i 2017.

Han blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 2015.

Øvrigt arbejde og rejser

Martin Bigum har været initiativtager til lyrikarrangementer i København i årene 1990-1991 og 1993. Derudover har han været suppleant ved bedømmelsesudvalgene på Kunstakademiet (1992) og ved Charlottenborgs Efterårsudstilling (1993-1994).

Endelig var han medstifter af og medkurator på udstillingsstederne Hole og Retinal Circus i årene 1994-1996.

Bigum har rejst og opholdt sig i bl.a. New York (1991-1993, 1994 og 1996), Belgien og Tyskland (1993), Berlin og Syrien (1996).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig