Faktaboks

Michael Fiorini
Født
11. januar 1948
Michael Fiorini på hans 75 års fødselsdag.
Michael Fiorini
Af /Ritzau Scanpix.

Michael Fiorini er en dansk erhvervsleder med en lang karriere som direktør og bestyrelsesmedlem.

Han har været topchef i ØK, finansdirektør i A.P. Møller og haft bestyrelsesposter som formand og næstformand i en række store koncerner og fonde: Rambøll Gruppen, Vækstfonden, EasyPark, FLSmidth og Lauritzen Fonden.

ØKs redning

Michael Fiorini blev i 1992 hentet til posten som koncernchef for ØK, da den engang så mægtige virksomhed stod på randen af et krak. Han lagde ikke skjul på situationens alvor, da han mødte ØKs aktionærer: ”Gør vi ikke en hurtig og håndfast indsats, er der risiko for, at ØK ikke kan overleve.” ØK præsenterede det hidtil største underskud for en dansk virksomhed på 1,2 milliarder kr., og befandt sig i en likviditetskrise.

Med en baggrund som finansdirektør i A.P. Møller var Michael Fiorinis første opgave i redningsaktionen at genskabe tilliden til ØK hos bankerne, som var helt afgørende for koncernens overlevelse.

Den næste opgave blev at stå i spidsen for et større frasalg af en række dattervirksomheder.

ØKs store udsalg

Størst opsigt vakte det, da ØK solgte dets linierederi til ærkerivalen, A.P. Møller, Fiorinis tidligere arbejdsgiver. Fra Danmarks dengang mægtigste erhvervsmand, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, var kommentaren til handelen: ”Det er trist og gør mig personligt ondt, at ØK måtte opgive sin historiske liniefart, men vor beslutning vil forhåbentligt blive opfattet som nationalt konstruktivt.”

Under Michael Fiorinis ledelse blev der iværksat en ny ØK-strategi, hvor handel blev et vigtigt omdrejningspunkt efter en række frasalg af industriselskaber og rederiaktiviteter og fokus blev rettet mod ØKs historiske udgangspunkt i Asien. Som en konsekvens blev hovedsædet flyttet fra København til Singapore.

Det lykkedes ikke at få strategien omsat til en forretningsmæssig succes, og det førte til Michael Fiorinis afgang i 1999.

Bestyrelser og investeringer

Michael Fiorini tog efter ØK-perioden fat på en bestyrelseskarriere. Han var allerede som ØK-topchef blevet valgt som næstformand for FLSmidth (1993-2002).

Han blev bestyrelsesformand for den statslige Vækstfonden (2001-2007), som med kapitalindskud og kreditgivning understøttede erhvervsudvikling og forskning. Og han blev bestyrelsesformand for Rambøll Gruppen (2004-2008), da den rådgivende ingeniørvirksomhed havde overtaget den svenske konkurrent Scandiaconsult og indledte en internationalisering.

Michael Fiorini er gået ind som investor i flere vækstvirksomheder, bl.a. EasyPark som er vokset til én af Europas største parkeringsvirksomheder ved en kraftig satsning på digitalisering. Han har tillige været virksomhedens bestyrelsesformand (2008-2018), ligesom han i en lang årrække har været rådgiver for den norske kapitalfond Verdane, som er storaktionær i EasyPark.

A.P. Møller og Harvard

Michael Fiorini blev oplært i A.P. Møller, hvor han som nyuddannet cand.polit. fra Københavns Universitet blev ansat i 1973. Undervejs fik han en supplerende lederuddannelse på Harvard Business School. Han var hos A.P. Møller i 19 år, de sidste seks år som finansdirektør, inden han i 1992 blev hentet til ØK.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig